Slut med kanelsnegle

Så kom dagen, hvor vi skulle sætte kursen mod Danmark. Godt nok skulle vi køre til Dulles International i to etaper, men alligevel. Vi havde planlagt at tage en overnatning i Lexington i Virginia, men sådan skulle det ikke komme til at gå alligevel. Vi satte dog i første omgang kursen mod denne by ad den hurtigste rute. Det vil sige, at vi fra Wilkesboro tog US 421 mod øst til vi mødte I-77. Den tog vi så mod nordvest op mod Shenandoah Valley og I-81. Vi tog det forholdsvis stille og roligt, også på motorvejen, med bare et par stop for at skifte chauffør. Mens man stadig er på I-77, passeres grænsen til Virginia, og omkring 10 km længere fremme når man så I-81 nær byen Wytheville. Her på lag har de to motorveje den spændende egenskab, at man kan køre syd på ad den ene, alt mens man kører nord på ad den anden! Dog kun på en strækning af omkring 10 km - så vender verden igen tilbage til sin normaltilstand, hvor nord er nord og syd er syd.

General Thomas J. Jacksons familiegravsted på Stonewall Jackson Memorial Cemetery i Lexington.

Vi fortsatte ad I-81 til Lexington. Her forlod vi så motorvejen for at se på byen. Ved vores seneste fælles passage af denne i 2012, blev det netop kun til en passage gennem byen uden stop. Det ville vi så råde bod på denne gang. I første omgang kørte vi imidlertid kun gennem byen, for at orientere os. Derefter kørte vi tilbage til det første stop, vi ville foretage, nemlig Stonewall Jackson Memorial Cemetery, som ligger ved byens Main Street. Vi fandt en parkeringsplads uden for kirkegården, hvor vi kunne stille bilen, og så gik vi ind på kirkegården. Her ligger det meste af den berømte borgerkrigsgeneral Thomas Jonathan "Stonewall" Jackson begravet. Når jeg skriver "det meste", skyldes det, at hans ene arm, som blev amputeret kort før hans død i maj 1863 har sin egen grav et sted nær slagmarken The Wilderness i Virginia med gravsten, mindeplade osv. (se artiklen Ingen arm, men en plantage fra 2004). I familiegraven ligger ud over Jackson hans to hustruer (den første døde i barselsseng), hans søn med den første kone (døde ved fødslen), hans to døtre med den anden kone (den ene døde som få måneder gammel, den anden nåede at blive 27) og hans svigersøn samt hans to børnebørn og et oldebarn. Vi så på graven og fotograferede Jackson statuen på denne, inden vi gik tilbage mod indgangen, mens vi studerede andre grave. Blandt disse var en grav tilhørende Brigadegeneral William Pendleton, der var præst og under borgerkrigen fungerede som chef for sydstatshærens artilleri. Pendletons søn var i øvrigt adjudant for Stonewall Jackson. Vi havde ikke fået historie nok endnu, så vi vendte tilbage til bilen og kørte til en parkeringsplads nær Washington & Lee University, den ene af byens to højere læreanstalter. Den anden er Virginia Military Institute (VMI), hvor Jackson underviste i 10 år op til  borgerkrigens udbrud.

Wasington and Lee University er opkaldt efter præsident George Washington, som engang reddede universitetet fra fallit, ved at donere en formue i værdipapirer. Denne donation giver stadig renteindtægter til universitetet. Lee er general Robert E. Lee, øverstkommanderende for sydstaternes Army of Northern Virginia og mod slutningen af krigen de facto leder af hele sydstatshæren. Efter borgerkrigen blev han rektor for universitetet, og derfor bærer det også hans navn. På universitetets grund ligger Lee Chapel, hvor Lee selv, samt en stor del af hans familie, blandt andre hans hustru, hans forældre, en søn, et par nevøer m.fl. ligger begravet i krypten under kapellet. Her fik vi en hyggelig sludder med en af de frivillige, som passer stedet, der ud over at være kapel også er et lille museum. I kapellet findes Lee's kontor fra tiden som rektor (den gang var stedet endnu ikke kapel), og det står præcis som det gjorde, da Lee brugte det. Ingen har brugt det siden. Uden for kapellet viser en gravsten, hvor Traveller, Lees hest ligger begravet. For at blive i hestebegravelser er Stonewall Jacksons hest, Little Sorrel, begravet på VMI! Da vi var færdige med at sludre, så vi på resten af kapellet, tog et par billeder af selve universitets hovedbygning og gik så tilbage til bilen. Da klokken ikke var så mange, blev vi enige om, ikke at blive i byen, men i stedet fortsætte nord på, i første omgang til Staunton, længere mod nord i Shenandoah Valley.

Vi vendte derfor tilbage til I-10 og fortsatte nord på, men da vi nåede Staunton var det stadig for tidligt at stoppe for natten. Vi fortsatte derfor videre yderligere 45 km mod nord til Harrisonburg. Her blev vi så. I første omgang havde vi forset os på et Motel 6, som er en ret billigt hotelkæde, mens der på den anden side af hovedvejen lå et Best Western. De plejer at være en del dyrere end Motel 6, Super 8 og Day's Inn, som vi slet ikke boede på denne gang (Day's Inn altså), men vi blev alligevel enige om, at vi ville forsøge os der, så vi krydsede vejen, under hvilket tiltag, vi var ved at køre to vadefugle med næsen dybt begravet i mobiltelefonen ned. Det var et ungt par, der tydeligvis spillede Pokemon Go, og ikke havde sans for andet, end hvordan de skulle få ram på det næste ikke-eksisterende monster, og derfor vadede lige ud foran bilen. Godt at bremser er opfundet. Da det viste sig, at vi kunne få et værelse på Best Western for $ 95 alt inklusive, valgte vi at slå os ned der. Måske skulle vi have blevet på Motel 6, for det viste sig senere, at airconditionsystemet på værelset var i udu. Vi slæbte alt ind, inklusive alle løse genstande fra bagagerum, bagsæde, handskerum, gulv osv. Så blev kufferterne tømt, kuffertvægten fundet frem, og så pakkede vi alt ned, flasker indpakket i tøj, så de kunne tåle transporten med fly. En del kunne vi ikke have med, og det blev derfor efterladt på værelset. Isboksen blev tømt for vand og is, og sat ud ved siden af affaldsspanden uden for værelset. Noget af vandet kom i køleskab, så vi alligevel havde koldt vand til næste dag. Da vi var færdige med at pakke, skulle vi have noget at spise. Ude ved hovedvejen foran hotellet stod et skilt, der viste, at her lå en Shoney's restaurant, og dem havde vi endnu ikke fået prøvet. Det har jeg faktisk aldrig med Tim, selv om Dorte og jeg ofte spiste på Shoney's ikke mindst i 2002 og 2004. Vi ville derfor forsøge os med denne restaurant. Skiltet viste sig imidlertid at være det eneste, der var tilbage af restauranten. Der lå til gengæld en Ruby Tuesday og en O'Charley's, en kæde som vi aldrig har hverken set eller prøvet tidligere. Det gjorde vi heller ikke denne gang. I stedet kørte vi til den lokale Applebee's og spiste turens sidste "2 for 20". Derefter tilbage til hotellet og slappe af.

Det sidste nyk

Så var det blevet den uigenkaldeligt sidste dag. Vi skulle fra Harrisonburg til Dulles International. Desværre ville denne tur kun tage knap to timer, og vi skulle først være i lufthavnen omkring 16.30, så det holdt jo slet ikke. Alligevel var vi oppe og klar kl. 9, så vi pakkede bilen, og mens jeg gjorde det sidste klar, gik Tim over i receptionen for dels at betale dels at gøre opmærksom på problemet med værelsets aircondition. Det var de meget glade for at få at vide og endnu gladere for, at vi først henvendte os om morgenen og ikke havde klaget om aftenen, hvor der hverken var teknikere på vagt eller andre værelser, vi kunne have byttet med. Lige da Tim kom tilbage, kom rengøringsdamen løbende fra vores værelse (jo de var allerede begyndt at gøre rent), viftende med et glas fra Hard Rock Cafe i Miami, som Tim havde opgivet at slæbe med hjem, selv om han havde betalt for det. Da vi forklarede damen (af hispanic tilsnit), at vi ikke ønskede det, men at hun gerne måtte beholde det, så hun faktisk ud som om, hun var meget taknemmelig. Det var nok også mere værd end de to dollars, vi havde lagt som drikkepenge.

Allerede dagen før var vi blevet enige om, at vi ville udnytte overskudstiden til et besøg i Harpers Ferry på grænsen mellem Maryland, Virginia og West Virginia. Fra Harrisonburg til Harpers Ferry er der ca. 100 miles (160) km, og så er man kommet en del nærmere til Dulles, så det ville ikke gøre turen meget længere. For begges vedkommende var det flere år siden, vi havde besøgt Harpers Ferry, men det kunne vi så råde bod på. I første omgang kørte vi tilbage til 81'eren og tog den nord på gennem byer som Woodstock, Strasburg og Winchester. Alle byer i Shenandoah Valley. Da vi passerede Luray, overvejede vi endnu et hulebesøg, men vi opgav tanken, og nøjedes med at køre forbi. Vi besøgte hulerne på familieturen i 2000, og har altså ikke været der siden. Se artiklen Skyline Drive fra rejsen i 2000. I Strasburg passerede vi I-66, som vi normalt ville have taget til Dulles, men nu fortsatte vi til Winchester, hvor vi forlod motorvejen. Her kørte vi over på Virginia Route 7, som vi har kørt på flere gange før, men mest i den anden ende af den nær Washington DC. Faktisk boede Jens og Annette (Dortes bror og svigerinde) på en sidevej til Syveren, da vi besøgte dem i 2004. I Berryville drejede vi nord på ad US 340 mod Charles Town. Det var her den berømte eller berygtede John Brown blev hængt for oprør i 1859, efter et forgæves forsøg på at erobre arsenalet i Harpers Ferry, så han kunne bevæbne sin provisoriske hær, som meget snart ville flokkes om ham og myrde alle slaveejere. Desværre blev hæren aldrig større end 21 mand, hvoraf flere var hans egne sønner. 

Vi fortsatte mod øst til Harpers Ferry, hvor vi fandt den sædvanlige parkeringsplads ved visitor centeret uden for byen, og herfra tog vi så den gratis bus, der kører ned til den historiske del af byen. Det er tilladt at køre i bil, men der er ikke mange parkeringspladser, og National Park Service, der passer området, som er en National Historic Park, ser helst, at kun beboerne bruger bil, mens turister tager bussen. Så det gjorde vi altså også. På vej mod byen stoppede bussen i et område, der kaldes Bolivar Heights. Her blev der udkæmpet nogle hårde kampe under borgerkrigen, og chaufføren opfordrede os til at stå af, hvis vi ville se området, da dette af en eller anden grund lukkede kl. 12 den dag. Da vi ingen planer havde om at se slagmark, blev vi siddende i bussen, og det gjorde de fleste andre passagerer også. Fra Bolivar Heights fortsatte bussen et stykke ad hovedvejen (stadig US 340) indtil den drejede af mod den historiske del af byen. Her har bussen endestation ud for en meget smuk jernbanedæmning, bygget som en såkaldt "bukkebro" af træ, og her stod vi af.

Trappen fra High Street til Church Street i Harpers Ferry var lukket på grund af reparation.

Oprindeligt bestod Harpers Ferry kun af fire gader, Shenandoah Street, Potomas Street, High Street og Church Street. Busstoppet ligger i Shenandoah Street og vi fortsatte til fods ned ad gaden. Der skulle tilsyneladende være et eller andet arrangement, for der var rejst telte og der var en del mennesker udklædt i gamle dragter. Vores første stop gjorde vi ved "John Brown's Fort". Efter erobringen af arsenalet og angreb på andre bygninger den 16. oktober 1859, forskansede John Brown og hans provisoriske hær sig i byens "sprøjtehus", da hans styrke blev konfronteret af byens vrede borgere og lige så vrede milits. Hæren sendte en styrke af US Marine Corps til byen, og daværende oberstløjtnant i hæren, Robert E. Lee, der var på ferie i området, blev udnævnt til leder af styrken. Hans næstkommanderende skulle ligesom Lee selv opnå berømmelse under borgerkrigen. Hans navn var J. E. B. Stuart og han endte som øverstkommanderende for kavaleriet i Army of Northern Virginia. Den 18. oktober angreb styrken sprøjtehuset, da Brown nægtede at overgive sig. Nogle få blev dræbt, men de fleste blev taget til fange. Brown selv blev ført til nærliggende Charles Town, som vi lige var kørt igennem. Her kom han for retten og blev dømt for forræderi og den 2. december 1859 blev han hængt. Også under borgerkrigen var Harpers Ferry i vælten. Ud over kampene i de omgivende bakker, skiftede byen hænder otte gange i løbet af krigens fire år fra 1861 til 1865.

Fra brandstationen gik vi ned mod floderne. Harpers Ferry ligger på en halvø, der hvor floderne Potomac og Shenandoah mødes. To jernbanebroer krydser Potomac her og langs den ene er bygget en gangbro. Den gik jeg en tur ud på og fik taget nogle billeder af de to floders sammenløb. Jeg tog også billeder af resterne af en af de nu nedlagte broer, hvor kun bropillerne står tilbage, inden jeg returnerede til bredden igen. På vej tilbage til land lykkedes det for mig at få hele den historiske del af Harpers Ferry med på et enkelt billede. Større er byen ikke. Vi gik tilbage til "centrum" og gik en tur op ad High Street. Den sidste af de gamle gader, Church Street, fik vi ikke set denne gang, men det har vi gjort ved tidligere besøg. i High Street ligger der mange små butikker, der primært sælger souvenirs og nogle restauranter/cafeer, men vi var på jagt efter en bagerbutik. Her fik man tidligere verdens bedste kanelsnegle - eller noget i den stil. Friske og varme lige fra oven, når de blev serveret, og glasuren fik man i et lille bæger med en plasticske. Den kunne simpelthen ikke hænge fast på sneglene på grund af disses temperatur. Desværre kunne vi ikke finde butikken, men i stedet besøgte vi en souvenirbutik, hvor der sad en nydelig ung dame, som Tim syntes så interessant ud! Som undskyldning for at besøge butikken, købte han et nydeligt tørklæde med hjem til sin mor! Ud over den unge pige, var der også en ældre model til stede. Hun var midt i 50'erne, og boede tilsyneladende fast i byen. Da jeg spurgte om, hvad der var blevet af kanelsneglene, så den unge pige helt uforstående ud, mens damen kunne fortælle at bageriet var brændt for nogle år siden, og at Sally, der var ejeren, havde opgivet at genopbygge det, så nu var bygningen revet ned. Surt show. Her er man taget helt fra København til Harpers Ferry bare for at få kanelsnegle, og så er bageriet brændt!

Vi gik stille og roligt tilbage til bussen, og tog yderligere nogle billeder undervejs. Vel oppe ved Visitor Centeret gik vi tilbage til bilen og satte kursen mod lufthavnen. Vi krydsede Potomacfloden ad en bilbro og fortsatte langs floden et par kilometer inden vi drejede mod syd. Her kørte vi igennem endnu et højdedrag, Loudon Heights, hvor der også blev kæmpet, men heller ikke her stoppede vi. Vi fortsatte mod syd og kom blandt andet gennem Hillsboro, hvor Dorte og jeg var på vingårdsbesøg i 2004. På et tidspunkt mødte vi igen Virginia Route 7, og så tog vi den videre mod Leesburg. Her skiftede vi til Dulles Toll Road, og denne gang lykkedes det at komme af den igen uden betalingsproblemer. Nok mest fordi vi faktisk kunne betale med kontanter ved frakørslen til lufthavnen. Fra Harpers Ferry er der kun godt 60 km til Dulles, og det tog knap en time, så vi var i rigtig god tid. Vi fandt Avis udlejning og returnerede bilen, efter at have tømt den for bagage. Det gik som sædvanligt legende let. En medarbejder skannede en stregkode i forruden, aflæste kilometertæller og benzinmåler og printede en kvittering til os. Vi tog Avis bussen til afgangshallen, hvor vi måtte vente en times tid, da British Airways Check-in endnu ikke var åbnet. Da de åbnede, kom vi igennem som nogle af de første, og heller ikke security tog lang tid. Vi gik op i British Airways loungen, og slog os ned i en lænestol, hvor vi dels kunne læse, dels få strøm til vores mobiler, så vi kunne komme på nettet.

Vores fly var en såkaldt sleeper, hvor der ikke serveres aftensmad, så da man åbnede for serveringen i loungen, spiste vi der. I modsætning til to år tidligere i JFK, var maden glimrende og der var mange forskellige ting at vælge mellem. Selve flyveturen var lige så kedelig som de plejer at være, men takket være vores "ligge-helt-ned" sæder, fik Tim sovet ret længe, og jeg fik også selv et par timer på øjet. I London havde vi næsten tre timer, så i modsætning til 2014, behøvede vi ikke at løbe livet af os for at nå det næste fly. Igen gik vi op i loungen (business class er nu en god ting) og spiste morgenmad og slappede af. I København måtte vi vente ret længe på vores kufferter, for der var ankommet ret mange maskiner samtidigt - alene på vores bagagebånd var der bagage fra fem fly, hvoraf mindst et var en jumbojet med 350 passagerer! Men da kufferterne endelig kom, viste det sig, at til en afveksling var de alle med. Fra lufthavnen tog vi en taxa hjem, og så var den ferie forbi.