Den vej er forbandet

Så er dette års frejse forbi og jeg er tilbage på pinden med en masse gode oplevelser at se tilbage på. Selv om årets tur ikke var et road trip i egentlig forstand, blev det alligevel til en hele del kørte miles, hvilket vil fremgå af kommende artikler. Dette handler dog kun om de første to dage.Turen lignede på nogle områder flere af mine tidligere ture, mens den på andre områder var helt anderledes. Men lad mig komme i gang.

Årets flyvetur gik via London til Dulles International uden for Washington DC. Tim kørte mig l lufthavnen og efter at have afleveret bagagen - jeg havde tjekket ind hjemmefra - og passeret nemt gennem security, skulle jeg hæve nogle kontanter i banken og afhente nogle gaver, som jeg havde bestilt, i Georg Jensen butikken. Det med gaverne vender jeg tilbage til. Heldigvis lå butikken i samme retning som lounge og gate, så det var ikke nogen større omvej. Til en afveksling var der tale om et eftermiddagsfly, så ingen måltid i loungen denne gang, men bare en kold vand. Turen fra London var som sædvanligt kedelig. I London havde jeg 2½ time, som blev forlænget med yderligere en time, da flyet var kommer sent fra Washington, så der blev tid til endnu et besøg i BA loungen her. Da tiden nærmede sig, tog jeg toget fra Terminal 5, A-gates, hvor loungen ligger, til Terminal 5, C-gates, og her gik det ret hurtigt med at få boardet flyet.  Et sæde i en ikke alt for overfyldt kabine på 1. sal i en jumbo, var et godt udgangspunkt, og jeg fik faktisk sovet 3-4 timer undervejs. Ca. 22.00 lokal tid landede vi, hvor vi skulle være landet kl. 20.50. Til gengæld gik det hurtigt at komme igennem immigration, fordi jeg stadig kunne bruger maskinerne, da jeg havde rejst ind i USA på samme pas og ESTA (elektronisk rejsetilladelse) tidligere. Den går ikke næste gang, hvor både pas og ESTA er fornyet. Kufferterne var allerede klar, da jeg kom til bagagebåndet. Nogle fordele ved atg være priority passager, skal der jo være. Det kunne de lære noget af i Kastrup.

For første gang nogensinde var toldskrankerne ikke bemandede, så jeg kunne end ikke aflevere min toldklareringsseddel, som man skal udfylde i flyet. Men den lå altså i min jakkelomme og kom først frem, da jeg kom hjem til Danmark. Jeg kom derfor hurtigt ud til holdepladsen, hvor busserne til de forskellige biludlejningsselskaber kører fra, men her gik det så i stå. Selv om der kom mange busser, kom der nemlig ingen til Avis, hvor jeg skulle hente min bil. Først efter 40 minutters ventetid kom den. At få udleveret bilen gik helt uden problemer, og i modsætning til 2013 kom jeg ud fra parkeringspladsen uden at punktere nogen dæk (se artiklen På vej til efterår under Rejser, 2013). Så var det bare at finde mit hotel i Sterling lige nord for lufthavnen. Jeg indstillede gps'en til hotellets adresse, men på trods af dette gik det alligevel galt, som det har gjort så mange gange før i dette nabolag. På det tidspunkt ville gps'en have mig til at tage en afkørsel fra motorvejen, og der var da også en afkørsel, men på gps'ens kort så det ud til at jeg skulle lidt længere, så det gjorde jeg. Og så kom jeg til indkørslen til Dulles Toll Road. Her var et skilt med at betaling, når man skulle forlade motorvejen, kun kunne ske ved hjælp af EZ-Pass eller mønter, og jeg var desværre ikke i besiddelse af nogen af delene, så nu var gode dyr rådne. Heldigvis var det sent på aftenen, og der var ikke meget trafik, så jeg gjorde noget man ellers ikke må. Jeg vendte bilen og kørte den forkerte vej ad afkørslen tilbage til den, jeg skulle have været ad. Heldigvis mødte jeg ikke en eneste bil på de 500 meter denne manøvre foregik over. Mere om oplevelser på Dulles Toll Road i artiklen Road Trip i USA.)

Jeg kom fra ad den rigtige afkørsel, og derfra gik det fint med at finde hotellet, hvor jeg fik mit værelse, og så kunne jeg køre om på bagsiden, parkere bilen og så var det endelig tid til at slappe af. På det tidspunkt var kl. 0.15, så efter ganske kort tid, hvor jeg lige sendte en sms hjem, om at jeg nu var ankommet i sikkerhed, var det sovetid.

Moravian Falls i byen af samme navn syd for Wilkesboro i Wilkes County, North Carolina.

Næste morgen ringede vækkeuret kl. 7, og efter morgentoilette og morgenmad på hotellet skulle jeg så syd på. Det vil sige først ad Interstate Highway 66 til Front Royal, derefter I-81 til lige nord for Wytheville. og så endelig ad I-77 til nord for Statesville. Dette gik fuldstændigt problemfrit, og det samme gjorde resten af dagens kørsel. Jeg tog et par stop undervejs for at få en kop kaffe (og komme af med en), samt for at fylde benzin på tanken. Fornuftige priser denne gang. Lige omkring $ 2,00 de fleste steder. Lidt dyrere omkring turiststederne, men stadig til at betale. Da jeg nåede US Highway 421 tog jeg denne mod vest til Wilkesboro. Herfra North Carolina Highway 16 seks km mod syd til Moravian Falls. Her gjorde jeg et kort stop for at tage billeder af vandfaldet, inden jeg fortsatte ad NC 18 til Lenoir, hvor jeg hurtigt fandt Irish Rose Bed and Breakfast, men jeg havde jo også være det før.

Her blev jeg modtaget med åbne arme af værtinden, Rose Noakes, som nærmest holdt åbent for min skyld, da hun skulle til Europa på ferie. Jeg havde af samme grund også kun bestilt 3 overnatninger hos Rose. I modsætning til sidst var jeg den eneste gæst på stedet, og havde selvfølgelig fået det gode værelse med badeværelset på 15 m². Efter at have pakket ud gik jeg nedenunder og sludrede med Rose, og gav hende den pakke Læsø Sydesalt, jeg havde med til hende. Den anden gave ventede jeg med til senere. Efter at have kørt ca. 650 km, og ikke have sovet så meget natten før, var jeg ikke særligt sulten, så jeg fandt en Subway og delikaterede mig med en enkelt sandwich (med meatballs marinaro, uhmm!). Derefter tilbage til hotellet og skrive til nogle af de mennesker, jeg skulle besøge, at jeg nu var i USA. Derefter sengetid, for næste dag stod der sightseeing i nye områder på programmet.

Lad mig lige dvæle ved det med besøgene et øjeblik. Hvis man har læst artiklerne fra turene fra 2015 og 2016, vil man måske kunne huske, at jeg ved de lejligheder - forgæves - havde prøvet at møde Charlotte Frye, en dame, som jeg havde kommunikeret med på nettet (om Tom Dooley og slægtsforskning), men uden held. Så nu ville vi forsøge igen, og denne gang lykkedes det faktisk, men det var først senere på turen, så det vender jeg tilbage til. I artiklen At få købt en bog fra 2016 fortalte jeg blandt andet, at jeg havde købt en bog, The Tom Dooley Files af Charlotte Corbin Barnes, og at jeg efter at have læst den, havde korresponderet med forfatteren via mail. Den korrespondance havde vi fortsat, og undervejs var jeg også begyndt at korrespondere med hendes mand, Bill Barnes. De havde nu inviteret mig til at bo hos dem under mit ophold i Charlotte (som altså blev i deres hjem i forstaden Matthews i stedet), så dem skulle jeg også møde. De ville introducere mig for en række mennesker, som vidste en masse om Dooley sagen, og det skal jeg love for, at de gjorde! Mere om det på rette plads, men lad mig dog sige, at uden Charlottes og Bills indsats havde jeg ikke mødt Zelotese Walsh, Faye Bell, Carolyn Keller, John Hawkins, Sam Mask, O.C. Stonestreet, Steve Hill, Rob McHale og hans band, og sikkert heller ikke Margaret Martine og hendes kusine Renee Frost. Jeg kan ikke takke Charlotte og Bill nok for deres introduktion til alle disse søde og særdeles interessante mennesker.