At få købt en bog...

Så var vi i Dooley-land for alvor, men det blev faktisk ikke til meget Dooley forskning i de dage, vi var i området. Men lidt så vi dog. Vi havde to hele dage, og jeg havde regnet med, at noget af den ene, skulle bruges til at møde Charlotte, som jeg havde kikset at mødes med i november, og det kom da heller ikke til at lykkes denne gang. Men vi fik alligevel tiden til at gå.

Yadkin River ved Shallow Ford

Dagens første mål var Wilkes Heritage Museum, men da de først åbnede kl. 10, benyttede jeg lejligheden til at vise Tim nogle af de steder, hvor jeg havde jagtet spøgelser i november. Vi kørte derfor øst på fra Wilkesboro ad US 421, og skiftede efterhånden til mindre veje, der førte os rundt i området. Første stop gjorde vi ved Shallow Ford nær Huntsville (den ældste by i Yadkin County). Her krydsede general Cornwallis og hans britiske hær floden i 1781, på jagt efter oprørske kolonister, men allerede året før var kongetro kolonister blevet overvundet af selvstændighedskolonisterne i et slag ved vadestedet. Under borgerkrigen krydsede nordstatsgeneralen George Stonemans kavaleri floden på det togt de gennemførte i North Carolina i april 1865. Her kæmpede de nogle hårde kampe med sydstatsfolk på den østlige bred af floden. Dette skete den 11. april, to dage efter at General Robert E. Lee havde overgivet sig ved Appomattox Courthouse i Virginia. Spøgelset her skulle være en oberst i revolutionshæren, men hvorfor han spøger, er der ingen der ved - i hvert fald har jeg ikke kunne finde ud af det.

Herfra indstillede vi gps'en til at finde Dinkins Bottom Road, som jeg havde fundet uden problemer sidst, jeg var på de kanter, men nu kunne jeg ikke huske, hvor den lå. GPS'en bad os fortsætte over floden (Yadkin River), og videre fem kilometer mod øst, til vi igen mødte US 421. Derefter den samme distance tilbage mod vest ad hovedvejen, og så kom vi ganske rigtigt til en frakørsel, der førte til Dinkins Bottoms Road. Den tog vi så. Målet var en bro over en bæk, hvor det også skulle spøge. Eller i hvert fald havde spøgt før en gammel bro blev udskiftet. Spøgelser så vi fortsat ingen af, men da vi kom til enden af vejen, opdagede vi at vi nu var tilbage på den vej, vi var kommet fra, da vi gav os til at lede efter Dinkins Bottoms Road, og ca. 80 meter fra det sted, vi parkerede, mens vi så på Shallow Ford. Det havde altså været langt nemmere at vende om, end at køre videre - men det vidste gps'en åbenbart ikke, eller også kunne den bare ikke lide u-vendinger.

Næste stop var Dobbin's Pond eller Dobbin's Mill Pond nord for Yadkinville, amtssædet for Yadkin County. Her spøger måske Jesse Dobbins, men han er aldrig blevet set, kun fornemmet. Han var ikke populær i området i årene efter borgerkrigen og blev måske myrdet. Der er også set mystiske lys over mølledammen, især når nogen er druknet i den, hvilket er sket en del gange. Den ser nu idyllisk ud, og der var ingen mystiske lys at se her midt på formiddagen. Næste og sidste stop i denne omgang, var Booger Swamp, som kun ligger et par kilometer fra Dobbins Pond i luftlinje, men da man skal ind til Yadkinville og ud igen ad en anden vej, bliver turen lidt længere. At sige at sumpen ligger der, er også en overdrivelse, for den er nu drænet, så der ingen spor er af den bortset fra en lille bæk, der løber i en lavning langs vejen. Bussemanden, som stedet havde navn efter, var åbenbart et gespenst, der holdt til i sumpen, og så man monsteret, kom man ikke hjem igen. Men han er nok forsvundet sammen med sumpen, for vi så ingen spor af ham. Det eneste levn der er, er vejnavnet Booger Swamp Road. Du kan læse mere om disse spøgelser og andre af samme slags i artiklerne De første spøgelser - og mord , Flere spøgelser og en forgæves køretur samt Fredsommelig tur i lavlandet (uden spøgelser), alle fra turen i 2015. Da klokken nu var over 12, mente vi at museet måtte være åbent, så vi satte kursen tilbage mod Wilkesboro.

Tilbage i Wilkesboro besøgte vi museet. Det var der to grunde til. Dels havde Tim aldrig set det, og dels ville jeg besøge deres butik. Da vi besøgte stedet i 2012, koncentrerede vi os om fængslet og Robert Cleveland House, og besøgte slet ikke selve museet. Det fik jeg rådet bod på i november 2015, Det kan man læse mere om i artiklen Kultur, research og begyndende panik. Nu var det så Tims tur til at se selve museet, mens jeg afviklede et uopsætteligt ærinde, og bagefter besøgte bogbutikken. Årsagen til sidstnævnte var, at der i løbet af foråret udkom endnu en bog om Tom Dooley sagen, The Tom Dooley Files af Charlotte Corbin Barnes. Desværre kunne man ikke købe bogen på nettet, men jeg vidste, at den kunne fås i butikken på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, men det hjalp desværre ikke meget. Museet har nemlig kun åbent lørdag, og lørdag ville vi være hjemme i Danmark igen. Undervejs havde jeg så fundet ud af, at den også blev solgt i forskellige lokale boghandler, og så altså i museets lille butik. Jeg fandt da også værket, og selv om den kostede $ 50 - den dyreste bog jeg endnu har købt i USA, slog jeg til. Efter at have læst den synes jeg at den var alle pengene værd. Jeg har siden korresponderet en del med forfatteren, som jeg har aftalt at mødes med på min tur i sommeren 2017. Mens Tim kiggede færdigt, gik jeg udenfor for at nærstudere en restaurant/bar, der lå på et hjørne lige ved siden af museet. Jeg havde selvfølgelig set den før, men aldrig rigtigt set nøjere efter. Stedet hed Dooley's Grill and Tavern, og det var jo et interessant navn. Da spisekortet talte retter som Tom Dooley Burger, Laura Foster Dip og mere af samme slags, var det en given sag, at en mand med mine interesser måtte spise der. Da Tim kom ud, kunne jeg orientere ham om beslutningen, og i fællesskab besluttede vi, at det ville vi gøre næste dag, inden vi for alvor satte kursen nord på mod lufthavnen.

Wilkes Heritage Museum i Wilkesboro

Efter besøget i Wilkesboros centrum tog vi endnu en gang NC 268 mod Dooley-land. Formålet var selvfølgelig at se tingene endnu en gang, og at jeg kunne få vist Tim nogle af de ting, som jeg havde set i november. Desuden ville vi endnu engang, som vi havde gjort i 2012 og 2014, og som jeg selv havde gjort i 2013 og 2015, lede efter Pinkney Fosters gravsten. Pinkney Foster spillede absolut ingen rolle i Dooley-sagen, men han var bror til en af hovedpersonerne, Ann Melton, og nu var vi blevet stædige. Hjemmefra havde vi ved hjælp af www.findagrave.com, som har et billede af stenen og en beskrivelse af, hvor den skulle findes, samt Google Maps og Google Earth, lokaliseret stenen til et sted på en mark nær Gladys Fork Road, ikke langt fra det sted, hvor Pinkneys mor, Lotty Foster havde haft sit hjem i 1860'erne. Trods en ihærdig "køren omkring" samt udstigninger og spadsereture med tilhørende spotting, lykkedes det ikke at få øje på den fra de veje, vi kunne bruge. Vi ville trods alt ikke forcere hegnet og gå ind på marken.  I 2012 oplevede vi, at en mand kørte ud fra et hus på den nærliggende Bill Horton Road, kørte op til det sted, vi havde parkeret, og noget arrigt spurgte, hvad vi lavede der. Se artiklen Tre dage i Dooley-land under Rejser 2012. Denne gang skete præcis det samme. Da vi havde holdt parkeret et stykke tid, alt mens vi gik omkring og spejdede ind over marken, kom manden ud af sit hus, startede bilen og kørte op til, hvor vi holdt. På det tidspunkt havde vi begge sat os ind i bilen, og mens jeg tænkte over, om jeg skulle stige ud og spørge manden, om han vidste hvor graven var, startede Tim bilen og kørte ud lige for næsen af manden, så jeg fik aldrig spurgt. Da vi kom tilbage samme vej 10 minutter senere, holdt bilen igen parkeret hjemme ved huset. Måske var manden bange for, at vi var terrorrister, hønsetyve, eller turister, der ville driste sig til at sætte fod på hans jord. Det sidste vi gjorde i området, inden vi vendte næsen mod hotellet, var at køre op til den lille kirkegård, Dula-Horton Familiy Cemetery, der ligger på en lille blind sidevej til NC 268. Her ligger mange af Dula familiens mere velhavende medlemmer begravet. Det var nu ikke selve kirkegården, vi ville besøge denne gang, men Tim ville meget gerne have et billede af den villa, som ligger på det sted, hvor Tom Dooleys farfars bror engang havde sit hjem. Det viste sig at huset var til salg, men der var ikke gjort meget for at fremme salget. I hvert fald var plænen ikke specielt veltrimmet og det hele så mere end en anelse forladt ud.

Vi satte kursen tilbage mod hotellet, hvor vi ankom omkring kl. 16. Derefter slappede vi af inden vi indtog dagens aftensmåltid på en nærliggende Ruby Tuesday, som vi har spist på ved flere lejligheder, når vi har været i byen. Jeg ville egentlig gerne have genset stykket, Tom Dooley - A Wilkes County Legend, som jeg så i 2014 på byens amfiteater nord for W. Kerr Scott Reservoir, men desværre spillede de ikke i netop de tre dage, hvor vi var i byen. Hvorfor de holdt de tre dages pause i forestillingen ved jeg ikke, men faktum var, det det gjorde de. Det betød, at efter maden kørte vi tilbage til hotellet og hyggede os der resten af aftenen. På trods af at vi havde holdt os i omegnen af Wilkesboro, fik vi alligevel kørt næsten 300 km denne dag, hvor vejret var rimeligt. Det regnede i hvert fald ikke, og solen skinnede en stor del af dagen. Temperaturerne var ikke helt så høje, som tidligere på turen, og godt det samme. Kun omkring 33-34 grader, da det var varmest.