Jagt efter en gravsten - og besøg ved et legendarisk træ

Så var det blevet mandag i ferieuge nummer 2 (faktisk nummer 2½, da vi jo rejste til USA en torsdag) og første hele dag i Lenoir og omegn. Dagen skulle vise sig at blive mere interessant end jeg havde regnet med, da jeg planlagde den. Dagen før havde jeg besøgt den lille, nedlagte kirkegård Fairfield Cemetery, hvor jeg havde fundet én gravsten og opgivet en anden. Det kan du læse om i artiklen Boblerne var væk. Den, jeg havde fundet tilhører en mand ved navn J. W. Winkler, der var vidne i Tom Dooley sagen, og i dag ville jeg så lede efter en anden gravsten på en anden kirkegård. Denne gang var det Hr. Winklers kone og søn (som har en fælles sten). Konen skulle efter familielegenden have været Laura Fosters bedste ven og nærmest en mor for hende (hvilket måske er tvivlsomt, da hun kun var 3-4 år ældre end Laura) og sønnen blev senere gift med Ann Meltons yngste datter, Ida. Forvirret? Så læs mine sider om Tom Dooley, eller endnu bedre - køb min Tom Dooley bog, når den forhåbentlig udkommer i foråret 2020. Den kirkegård, jeg ville besøg i dag hedder Bellview og den er hverken nedlagt eller lille. Faktisk er den omkring 80.000 m² stor, og der er over 4.000 grave.

Udsigt over Bellview Cemetery fra toppen af den ene bakke mod toppen af den anden. I dalen mellem de to bakker løber en lille bæk.

Jeg valgte at køre derop, selvom det faktisk var inden for gå-afstand; nemlig ca. en halv times gang. Når jeg alligevel valgte at køre, var det dels fordi jeg skulle videre bagefter, men ikke mindst fordi det allerede kl. 8.30, da jeg forlod The Irish Rose var omkring 35 grader og ganske fugtigt. I bil tog det hele 7 minutter, så det var til at overse. Jeg fandt et sted at parkere ved en kirke, St. Paul Ame Church. Den har som sådan ikke noget med kirkegården at gøre, for denne ejes og administreres af byen, og kan derfor bruges af mennesker, der tilhører mange forskellige kristne trosretninger  - og tro om ikke på en højere magt, så på mig, når jeg siger at dem er der mange af i USA. Kirken her var i øvrigt en metodistkirke; men mere vigtigt var altså at de havde en parkeringsplads. Her stillede jeg bilen og så gik jeg ned til det, som jeg mente var kirkegårdens hovedindgang. hvilket det viste sig, at jeg havde ret i. Så var det bare at finde den pågældende gravsten, og da jeg ikke anede, hvor den befandt sig, måtte jeg simpelthen se om jeg kunne finde den ved at besøge alle gravstenene én ad gangen - eller i hvert fald de mindre områder, hvor der var familiegravsteder. Kirkegården ligger på to bakketoppe med en dal i mellem, hvori der løber en lille bæk. Jeg startede på den bakke nærmest indgangen, og gik rundt her en rum tid, men uden at finde stenen, så jeg måtte bide i det sure æble og gå ned ad bakken og op igen på den modsatte side. Jeg ved ikke, hvad temperaturen var, men det var i hvert fald ikke blevet køligere siden jeg var kørt hjemmefra.

Jeg fandt imidlertid ikke, hvad jeg ledte efter. men til gengæld fandt jeg helt tilfældigt Robert Lee Isbells grav. Isbell var præst i en af byens kirker (adventist), men nok så væsentligt for mig, var han søn af Tom Dooleys ivrige forfølger, James Isbell (endnu en grund til at købe min bog), og han skrev sine barndomserindringer, som jeg har brugt lystigt i min forskning i Dooley sagen. Efter at have været hele kirkegården rundt og set på alle gravsten - troede jeg - uden at kunne hitte den rigtige, besluttede jeg mig for at køre op til byens lokalhistoriske museum, Caldwell Heritage Museum, for at se, om de skulle være i besiddelse af en oversigt eller en fortegnelse over, hvem der var begravet hvor. Da jeg kom derop stod døren åben og der holdt en bil parkeret lige uden for. Jeg parkerede min på den officielle parkeringsplads og gik ind i bygningen. Da jeg kom indenfor var der meget tomt, men jeg kunne se en dame sidde bag en skranke, og da jeg kom nærmere kunne jeg se, at det var Cindy Day, museumsdirektøren, som jeg havde mødt ved mit besøg i april (se Museer og udstillinger) og hun kunne også huske mig - måske mest da jeg begyndte at tale og hun kunne høre at jeg ikke var indfødt. Hun kunne så fortælle, at museet var lukket om mandagen, så jeg sagde at jeg så ville komme tilbage næste dag. Det mente hun ikke var nødvendigt, jeg kunne bare spørge om det, jeg ville spørge om, så det gjorde jeg. Hun forsvandt ind i et baglokale; nok deres læserum som indeholder mange spændende dokumenter og bøger (at kalde det en læsesal er nok overdrevet). Mens hun var ved at finde materiale frem, kom der en ældre herre ind, som hun tilsyneladende havde en aftale med - det var i hvert fald en hun kendte, og da hun kom ud med en bog i hånden hilste de da også pænt på hinanden, og hun præsenterede os for hverandre. Han viste sig at hedde Richmond Bernhardt (et kendt efternavn i Lenoir - en af byens største virksomheder er Bernhardts Møbelfabrik). I den bog hun medbragte, var der lister over alle de, der var begravet på kirkegården, og i hvilken sektion deres gravsteder befandt sig. Desuden var der kort, der viste, hvor de enkelte sektioner befandt sig. Her fandt jeg ud af, at de eftersøgte sten skulle befinde sig i Sektion D, Lot 49, og jeg tog billeder af såvel den relevante side i listen som kortene, og så skulle jeg til at sige farvel for at vende tilbage til kirkegården.

Twin Poplars nord for Lenoir

Så langt kom jeg imidlertid ikke, for Cindy fortalte at hun og hendes mand var på vej op til et ganske særligt sted i udkanten af eller lige uden for byen. Amerikanske byer har det med at brede sig over ret store områder - også uden bebyggelse; mine bekendte Margaret og Dick bor således også formelt i Lenoir selv om de bor 14 miles fra centrum, helt ude på landet og langt fra den nærmeste nabo. På det sted, hvor de skulle hen stod et specielt træ, som spillede en stor rolle i cherokee'ernes legender, og om jeg ville med derop for at se det? Da denne stamme også er en af mine store interesser, sagde jeg naturligvis ja tak. Hun skulle så lige hente sin mand, Jack, som befandt sig inde i et baglokale og så låse museet. Meningen var, at Richmond Bernhardt skulle have været op for at se stedet, og det var derfor han var kommet, men nu var jeg altså også inviteret. Da Jack var hentet frem i lyset og museet låst, var vi klar til at tage af sted, men det viste sig, at de havde så meget udstyr i deres bil, at der kun var plads til en passager - og det blev Richmond, og så fulgte jeg efter dem i min egen (lejede) bil. Stedet, vi skulle besøge, blev kaldt Twin Poplars, og det var et sted, som jeg aldrig ville have fundet på egen hånd selv om jeg havde vidst at det eksisterede - selv ikke med en forklaring. De lokalkendte førte altså an, og det første lange stykke var jeg faktisk på hjemmebane, da vi bare skulle nord på ad US 321, som også kaldes Blowing Rock Boulevard, fordi den fører til Blowing Rock og senere videre mod Boone og endnu længere - faktisk ender den et godt stykke inde i Tennessee. Vi fulgte denne var på en strækning, som jeg kender ud og ind, nemlig til den møder North Carolina Highway 268, men herfra var jeg på bar bund. I stedet for at dreje til højre ad 268, drejede Jack til venstre ad en mindre vej ved navn Warrior Road. Herefter drejede vi et par gange af stadig mindre veje, og vi kom da også til en vej, der hed Twin Poplars Road, men her kørte Jack forbi. Til sidst drejede han op ad noget, der hverken lignede vej eller sti, og som jeg aldrig ville have kørt op ad, hvis jeg havde været alene. Men det var faktisk en vej eller i hvert fald en indkørsel, for at stykke oppe kom vi til en låst bom, så her måtte vi stoppe. Cindy var dog i besiddelse af en nøgle, så da hun havde åbnet bommen fortsatte vi et stykke gennem skoven til et større åbent område med en lade. Her kunne vi så parkere bilerne, inden vi fortsatte til fods ad en lille sti, der flere gange delte sig, og her skulle man altså være kendt for at vælge den rigtige gren. Cindy havde dog helt styr på det, og vi andre fulgte bare efter. Det gik ikke specielt hurtigt, da Richmond altså var en ældre herre, og blev nødt til at holde nogle pauser i det bakkede terræn, men til sidst nåede vi frem til stedet. Da vi nåede stedet, hvor træet befandt sig, skulle vi lige tage nogle billeder af "forsamlingen", træet kunne dog ikke ses på billederne, da det stod nede af en ret stejl skråning. Cindy og jeg klatrede dog ned ad skråningen, som altså var ret stejl og også mudret, mens Richmond og Jack blev oppe på stien. Det viste sig at helt nede ved træet var der placeret en geocache, så her er altså et sted for geocaching entusiaster at besøge. Vil du vide mere om, hvad geocaching er, kan du læse om det her. Da vi havde set og fotograferet træet, klatrede vi igen op til Richmond og Jack.

Og hvad er der så for et træ? Ja, som navnet antyder, er der tale om to træer, to poppeltræer, men det, der gør dem til noget særligt, er at de er vokset sammen, ikke nede ved roden, men et godt stykke oppe ad stammen. De to træer står faktisk 2-3 meter fra hinanden, men mødes altså 3-4 meter oppe of bliver så til et træ. I følge den cherokeelegende, som Cindy fortalte, havde cherokee'erne engang i 1700-tallet været i krig med catawbastammen (hvilke de ofte var). Krigen havde varet længe og været ret blodig, men til sidst blev der sluttet fred, og som tegn på det evige venskab, der nu skulle være mellem de to stammer, bandt man to unge poppeltræer sammen, og nu 250 år senere, er det altså blevet til Twin Poplars. Om historien har noget på sig, eller om der bare er tale om et af naturens luner, skal jeg ikke kunne sige. Da vi kom op sludrede vi lidt mere inden vi gik tilbage til bilerne. Cindy ville så tage med mig, for at se om vi fællesskab kunne lokalisere graven, og da Richmond også gerne ville besøge kirkegården, hvor nogle af hans slægtninge ligger (han var født og opvokset i Lenoir, men boede nu i et "oldekolle" i Greensboro), endte det med at vi kørte tilbage i begge biler. Da vi nåede derud, kørte vi ind på kirkegården i bilerne, hvad jeg jo ikke havde gjort om morgenen. Det ville vi nok ikke gøre i Danmark, men jeg har oplevet det før i USA og Tim og jeg gjorde det også i 2014 på Swan Point Cemetery i Providence, Rhode Island (se artiklen Grave, skibe og en færgetur). Jack og Richmond gik hen for at se til sidstnævntes familie, som han - i modsætning til mig - vidste hvor lå, mens Cindy og jeg gav os til at lede efter "min gravsten". Selv med hjælp fra kortet tog det lidt tid, men til sidst lykkedes det, og jeg fik taget de billeder, der var hele formålet med øvelsen. Undervejs var Jack forsvundet med deres bil, for at køre Richmond tilbage til museet, hvor hans bil holdt parkleret, da han skulle hjem til Greensboro, og nu kom Jack så tilbage og hentede Cindy. Jeg takkede dem begge mange gange for såvel assistancen med at finde graven, som den oplevelse, de havde givet mig. Alt det var ikke sket, hvis jeg ikke tilfældigvis havde valgt at besøge museet på en lukkedag.

Richmond, Cindy og Jack

Endnu engang fik jeg bekræftet at de fleste mennesker i dette område af USA er særdeles venlige og hjælpsomme, som titlen på min første bog da også antyder. "Land of Friendliness and Beauty - A Danes Guide to Western North Carolina). Den er i handelen så den kan købes på nettet fra fx amazon.com eller saxo.dk - måske en julegaveide? Eller vent til det nye år, hvor der kommer en opdateret version! Mere reklame her. Da jeg havde sagt farvel, og mine to "værter" var kørt, satte jeg selv kursen mod Hickory, hvor der ligger en Barnes & Noble boghandler, som jeg ville besøge, og som sagt så gjort. Her anskaffede jeg en enkelt bog (en roman).  Der var ellers tre, jeg gerne ville have, hvoraf de to, jeg ikke fik, var fagbøger, men den ene fandtes slet ikke i deres system, og den anden, som burde stå på hylden, gjorde det ikke, øv bøv. Fra Hickory tog jeg så yndlingsmotorvejen (I-40) mod vest forbi Morganton og Marion til Old Fort, som jeg havde besøgt året før. Her fik jeg taget et nyt billede af den granitpilespids på 3 meter, der opstillet, der hvor det gamle fort, der har givet navn til byen, i sin tid stod. Fra Old Fort tog jeg så US 70 tilbage mod øst til Marion.

Fra Marion tog jeg US 221 mod nord til Linville Falls (byen, ikke vandfaldene af samme navn). Undervejs passerede jeg North Cove, hvor en anden af mine bekendte underviser på den lokale skole. Da det var ferietid var hun der selvfølgelig ikke, men jeg tog et billede af skolen. Fra Linville Falls kørte jeg et ganske kort stykke (omkring 6 km) på Blue Ridge Parkway, inden jeg tog NC 181 mod syd, forbi Brown Mountain Overlook, hvor jeg dog ikke gjorde holdt ved henne lejlighed. Da jeg nåede den vej, hvor jeg i 2015 for uhjælpeligt vild, da jeg kørte i den modsatte retning (se Kultur, research og begyndende panik), tog jeg denne tilbage mod Lenoir; og denne gang uden problemer med stedsansen. Jeg nåede tilbage til "The Rose" lige før kl. 18, så jeg gik kun lige op på værelset og forfriskede mig, og kl. 18.30 gik jeg så ud for at spise. Jeg havde allerede besluttet mig for at prøve et nyt sted, der var åbnet, "The Salad Bar" - navnet antyder, hvad de serverer. Da jeg spurgte på stedet, kunne de fortælle mig at restauranten kun havde været åben i to måneder, hvilket forklarede, hvorfor jeg ikke have set den i april. Som forret kunne man vælge mellem nogle forskellige supper og så var der ellers salat og dessertbuffet. Den suppe jeg spiste var Barley and Beef (byg og oksekød), og den var fremragende. Det samme var salatbaren, selv om der selvfølgelig er nogen, der kritiserer den på Tripadvisor, fordi der ikke lige var det, de havde sat næsen op efter. Men jeg fandt den altså glimrende og det hele inklusive en sodavand og drikkepenge kom til at stå i under $20. Dessertbuffeten sprang jeg over - og jeg havde da heller ikke betalt for den! Efter maden spadserede jeg tilbage til "The Rose", hvor jeg fik en kort snak med Rose (som sædvanligt i køkkenet) inden jeg gik op på værelset for at slappe af efter en lang dag, hvor jeg på trods af, at jeg ikke var vidt omkring dog fik kørt 202 miles (325 km).