Endelig i USA (London til Lexington, Virginia)
Efter at have spist en udmærket morgenmad på hotellet, gik jeg de få minutter, der var til lufthavnen. Ved check-in var der åbnet to særlige skranker for os stakler, der havde ventet hele natten, og da jeg var den eneste på det tidspunkt, gik det ret hurtigt. Jeg fik et nyt boardingpass, selv om det var til samme plads. Derefter skulle jeg så gennem security, og også her var der lavet en særlig bane til os efterladte et andet sted i lufthavnen end der, hvor man normalt går gennem security. Jeg har en fornemmelse af, at det nok er der personale normalt bliver sikkerhedskontrolleret. Her var der lidt kø, men ikke meget. Foran mig stod to herrer, som også skulle have været med flyet dagen før. De var en anelse småsure over, at de flasker, de havde købt i den toldfri dagen før, nu blev konfiskeret og ikke måtte komme med ind. De var ikke rigtigt lydhøre overfor personalets forklaring om, at de dagen før var blevet tilbudt at deponere flasker hos British Airways, så de ikke skulle ud af lufthavnen. De påstod, at det havde de ikke hørt. Jeg havde også selv kun hørt lidt af, hvad der blev sagt, men lyden ved gaten dagen før var heller ikke god. Og da jeg senere mødte min amerikanske veninde frazdagen før, Susan igen, havde hun åbenbart heller ikke hørt det, for hun havde fået konfiskeret 2 flaske cognac. Selv havde jeg ingen flasker, så det var ikke et problem for mig.
Man sidder meget godt i de små "båse" på Business Class.
Denne gang valgte jeg at springe loungen over og tage toget direkte ud til C-gaten, hvor vi denne gang skulle flyve fra C62. Her var der allerede samlet mange, og der var ikke nær så mange siddepladser, som ved C57, hvor vi var dagen før. Jeg fik dog en plads, men mange, der kom efter mig måtte nøjes med at stå op. Klokken 9.20 begyndte boarding, hvilket gjorde alle glade, fordi vi nu var ret sikre på at komme af sted. Kl. 10.05 kørt flyet fra gaten og ud til startbanen. Imidlertid havde der været tæt tåge tidligere på dagen, så der var mange fly, der holdt i kø for at få lov til at lette. Klokken 11 blev det vores tur, og kort efter var vi i luften. Selve flyveturen er der som sædvanligt ikke meget at sige om. Den var jævnt kedelig som sædvanligt. Jeg havde gangplads, så der var ingen udsigt at nyde, men det gjorde nu heller ikke så meget, for det var overskyet hele vejen. Da vi havde fået noget forplejning, lagde de fleste sig til at sove - selv med en god nattesøvn var mange stadig trætte efter strabadserne i ventesalen dagen før. Det lykkedes også for mig at få 4-5 timers søvn, så jeg var nogenlunde udhvilet, da vi landede i Dulles international Airport kl. 13.50, omkring en time forsinket, men den havde vi jo allerede sat til i London.
Da vi først kom af flyet, gik alting pludselig meget hurtigt, ikke mindst sammenlignet med, hvad jeg tidligere har oplevet i USA. Der var ingen kø i immigration, og selv om grænsevagten så mistroisk ud, da jeg forklarede at jeg skulle til North Carolina på ferie, kom jeg igennem uden problemer. Ved bagageudleveringen stod jeg et stykke tid og ventede sammen med et par stykker til, indtil en venlig sjæl fortalte at Business Class bagage var "priority", så den var kommet først og allerede taget af båndet. Så hankede jeg op i den, og gik mod toldskrankerne. Her var der tre meget lange køer, og så en skranke, hvor der tilsyneladende ikke stod nogen. Den gik jeg så hen til, kun for at blive spurgte om jeg havde en eller anden bestemt form for priority status, hvilket jeg ikke kunne bryste mig af, og belavede mig på at gå tilbage og stille mig bagest i en af de andre køer. Damen ved skranken mente imidlertid, at når jeg nu var der, og der ikke var nogen af "den rigtige slags", ville hun da godt tage mod den tolderklæring, man altid udfylder i flyet. Så også her var jeg heldig.
Da jeg kom uden for terminalen til det sted, hvor busserne til biludlejningsselskaberne holder, var der netop kommet en bus fra Avis, det selskab, hvor jeg havde lejet min bil. Efter at jeg var steget ombord, afventede han ikke andre passagerer, så jeg tronede helt alene i bussen. Det betød så også, at da jeg nåede frem til Avis-kontoret, var jeg den eneste der, så også forretningen her gik hurtigt. Bilen, som for kun anden gang ud af 9 mulige ikke var en Chevrolet Impala, var en Ford Fusion 4WD. Det viste sig at være en overordentlig dejlig bil, med lige så mange knapper som i en rumkabine, så jeg nåede ikke at finde ud af, hvad de alle sammen skulle bruges til, men dog dem, jeg havde brug for. Det var lidt vanskeligt at finde ud af lyset, men efter at have kørt et par aftener, mestrede jeg også det. Det sværeste at vænne sig til var i virkeligheden at stille bilen. Jeg har før oplevet at kørelyset først slukker et stykke tid efter at man har stillet bilen, men her var det så ekstremt, at jeg flere gange troede, at jeg havde glemt at slukke noget. Op til 15-20 minutter, kunne der gå før lyset slukkede, efter at bilen var blevet låst.
Min bil, mens den endnu var sort. Det ændrede sig da jeg kom ud på små, våde grusveje.
Inden jeg forlod parkeringspladsen indstillede jeg min gps til at angive afstande i miles i stedet for kilometer, og til at undgå betalingsveje. Ikke fordi jeg skulle køre på nogen af disse, men jeg ville være sikker på at undgå Dulles Toll Road også kendt som Dulles Access Road, som vi tidligere havde haft kvaler med. Det kan man læse om i artiklen Road Trip - USA. Det er ikke blevet bedre siden, da man nu slet ikke kan betale med kontanter, men skal have de østlige staters svar på en brobiz, som her kaldes EZPass. Andre steder hedder det noget andet, og kræver noget andet udstyr. Det havde jeg ikke, så derfor... Klokken 14.45 startede jeg bilen for første gang, og det lykkedes mig denne gang at komme ud af parkeringspladsen uden at punktere, se artiklen På vej til Efterår fra 2013. Gps'en viste mig vej til Virginia Route 28, som netop ikke er en betalingsvej. Den fulgte jeg ca. 8 miles, hvorefter jeg skiftede til Interstate Highway 66 mod vest. På dette tidspunkt skinnede solen, men kort efter at jeg var skiftet til I-81 mod syd gennem Shenandoah dalen, blev det overskyet, og det begyndte at småregne, og det blev det ved med på resten af dagens tur, men heldigvis blev det kun til småregn. På nær et stop på en tank for at få en kop kaffe og en kildevand, fortsatte jeg til Lexington ca. 120 miles syd for Front Royal, hvor jeg hjemmefra havde planlagt at stoppe. Da jeg nu var en dag bagude, overvejede jeg at fortsætte lidt længere, men blev enig med mig selv om, at det nok var en god ide at stoppe her alligevel. Hele turen fra Washington Dulles til Lexington havde været 185 miles (knap 300 km) og havde taget omkring 3½ time, så klokken var næsten 18.30 lokal tid. Undervejs mod syd havde jeg genoptaget tidligere feriers underholdningsøvelse, nemlig at holde udkig med lastbiler fra seks bestemte lastbilselskaber. Det drejer sig om om
- J. B. Hunt Transport Services, som blev dagens vinder med 4 biler.
- C. R. England Inc. præsterede 3 og det samme gjorde
- Knight Transportation
- Swift Transportation kunne fremvise 2 mens
- Werner Enterprises havde en enkelt.
- Schneider National nåede ikke at skrive sig på listen den dag.
Måske en mærkelig fornøjelse, men det er nu en gang blevet en tradition, der startede helt tilbage i 2002, hvor det dog kun var J. B. Hunt, vi holdt øje med. Jeg har fortalt om disse 6 selskaber, og hvorfor det netop blev dem, vi holder øje med i artiklen At tælle lastbiler, som du også finder på rejsesiden.
Jeg fandt et Best Western ikke langt fra motorvejen, et andet end det, vi boede på i 2000. Her fik jeg noget rabat med mit FDM kort, så værelset kostede kun $ 89 plus skatter, i alt knap 700 kr. Til det gengæld var det udmærket og lå lige ved siden af en Applebee's restaurant, hvor jeg så kunne indtage aftensmaden. Da det var overstået gik jeg tilbage til hotellet og skrev til folket derhjemme at jeg var vel ankommet. Jeg havde allerede sendt en SMS fra lufthavnen, men nu kunne jeg sende en mail, hvor der var plads til lidt mere. Blandt andet fortalte jeg om lastbilerne, jeg havde set, til stor moro for ikke mindst Tim. Omkring kl. 22.30 gik jeg i seng efter at have stillet vækkeuret til kl. 7. For at undgå det værste jetlag, er det en god ide, så hurtigt som muligt at tilpasse sin døgnrytme til de lokale forhold - lige som det er en god ide at stille sit armbåndsur på lokal tid på destinationen så snart flyet er lettet.