Korsfæstelsen
Umiddelbart efter at Pilatus - modstræbende - havde besluttet at Jesus skulle henrettes, blev han pisket, ført ud til Golgata og korsfæstet. Eller gjorde han?
Til Golgata
I følge Mattæus blev Jesus efter domsafsigelsen ført ind i borgen af Pilatus' soldater, der klædte ham ud, gav ham tornekronen på, hånede ham og slog ham i hovedet med en kæp. Så fik han sit eget tøj på, og blev ført ud til korsfæstelse. Markus er nogenlunde enig, men fortæller at hele vagtstyrken blev kaldt sammen inden forhånelserne begyndte. Lukas kender slet ikke noget til nogen tornekroning eller forhånelse. Her blev Jesus udleveret til jøderne som førte ham ud til Golgata. Også hos Johannes blev Jesus udleveret til jøderne og heller ikke her, blev han tornekronet eller forhånet.
I følge Mattæus traf man på vejen en mand, Simon, fra Kyrene som man tvang til at bære Jesus kors ud til Golgata, hvor han (Jesus) blev korsfæstet sammen med to andre - en på hver side. På korset blev sat en indskrift: "Det er Jesus, jødernes konge." (Matt. 27.32-44)
Markus lader også "dem" (tilsyneladende de romerske soldater) tvinge en anden mand, Simon fra Kyrene "der kom ude fra marken" til at bære Jesus kors. "De førte ham ud til Golgata - det betyder hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke." Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt at "ham" i Markus 15.22 tydeligvis viser tilbage til Simon fra Kyrene, ikke til Jesus. Det er altså Simon, der blev ført ud til Golgata. Jesus blev så korsfæstet. Indskriften på korset, "med anklagen mod ham" lød her bare "Jødernes Konge". Også Markus har historien om de to, som blev korsfæstet sammen med Jesus, for at opfylde en gammel profeti. (Mark. 15.22-27) Både hos Mattæus og Markus kaldes de to, der blev korsfæstet sammen med Jesus for "røvere".
Lukas er tilnærmelsesvis enig med Markus. Her gik Simon dog udtrykkeligt bagefter Jesus med korset. Hos Lukas blev Jesus fulgt på vej af en stor folkemængde, heriblandt mange kvinder som græd og jamrede indtil Jesus bad dem om at holde op ved at fortælle en lignelse. Da de kom til Golgata blev Jesus og de to "forbrydere", som Lukas kalder dem, korsfæstet. Lukas lader forbryderne blive ført til Golgata sammen med Jesus, hvilket lyder rimeligt, når de nu skulle henrettes sammen. (Luk. 23.26-33) I de andre evangelier får man nærmest indtrykket af, at de to allerede var på stedet, da Jesus nåede frem.
Johannes understreger - i modsætning til de synoptiske evangelier - at Jesus selv bar korset hele vejen til Golgata og nævner ikke Simon fra Kyrene med et ord. Jesus blev korsfæstet mellem to andre, men Johannes nævner intet om, at de skulle være røvere eller forbrydere. Hos Johannes protesterede ypperstepræsterne forgæves mod indskriften på korset "Jesus fra Nazaret, Jødernes Konge", som til overflod var skrevet på tre sprog, hebraisk, latin og græsk. "Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: "Skriv ikke: "Jødernes konge", men "Han sagde: Jeg er jødernes konge". Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg."" (Johs. 19.17-22).
Alle evangelierne er enige om, at efter at have korsfæstet Jesus, delte "de" hans tøj mellem sig. Ingen af de synoptiske evangelier specificerer hvem "de" er. Det gør til gengæld Johannes, som dels ved, at tøjet blev delt i 4 dele bortset fra kjortlen, som der blev trukket lod om. Det overraskende er, at Johannes ved, at det var soldater, der delte tøjet. Overraskende fordi Johannes tidligere har fortalt, at det var jøderne, der havde ført Jesus til Golgata og korsfæstet ham. Johannes nævner ikke romerne med et ord, før på dette tidspunkt, hvor det altså pludselig er romerske soldater, der korsfæster Jesus og deler hans tøj.
Efter at Jesus var blevet korsfæstet blev han hånet af "de der gik forbi" og af ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste og selv røverne, der var korsfæstet med ham hånede ham. (Matt. 27.39-44 og Mark. 15.29-32). I følge Lukas "stod folket og så på", og her var det folket og medlemmerne af rådet, der hånede Jesus - og de soldater, der stod vagt hånede ham ved at give ham eddike at drikke. Hos Lukas var det dog kun den ene medkorsfæstede, der hånede Jesus, mens den anden bad Jesus om at huske ham, når han kom til sit rige, hvilket Jesus lovede. (Luk. 23.35-43) Også her kan man undre sig over, hvordan soldater kommer ind i billedet, når Lukas kort forinden har fortalt, at Jesus blev udleveret til jøderne, som ingen soldater havde. Johannes kender slet ikke til nogen form for forhånelser af hverken den ene eller den anden art. I følge dette evangelium, var de, der var med ved korset, Jesus mor og nogle få andre kvinder.
Korsordene
Mens Jesus hang på korset kom han med forskellige udtalelser. Desværre er evangelierne heller ikke på dette område enige, men hvorfor skulle de også være enige her, når de ikke er det ret mange andre steder. I følge Mattæus sagde Jesus:
"Elí, Elí! lemá sabaktáni?" – det betyder: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig". Derefter blev han tilbudt eddike på en svamp, og mens nogle under sig over om Elias ville komme og redde ham udstøder Jesus et højt råb og udåndede. Dette skete i den 9. time. (Matt. 27.45-50 og Mark. 27.33-37). Udtalelsen er et citat af den 22. salme i Salmernes Bog. I det apokryfe Peters Evangelium lyder Jesus råb "Min kraft, min kraft! Hvorfor har du forladt mig", men dette kan forklares ved, at ordet Eli på aramæisk kan oversættes til både Gud og kraft. Det er anført at salmen på Jesus tid ofte blev brugt ved dødsfald, så måske er det en senere tilsnigelse, en indikation af, at Jesus virkelig VAR død.
I følge Lukas kom Jesus med flere udtalelser mens han hang på korset. Først lige, da han var korsfæstet:
"Sandelig siger jeg dig. I dag skal du være med mig i paradis" til røveren som bad om tilgivelse. Der er flere udlægninger af denne tekst. På originalsproget bruges ingen tegnsætning og det er derfor uklart om sætningen skal læses som "Sandelig siger jeg dig: I dag, skal du være med mig i paradis. Det er den mest gængse blandt protestanter. Mange katolikker ser udtalelsen som "Sandelig siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i paradis" - underforstået, "når din tid i skærsilden er overstået og du er renset". Endelig er der den negative udlægning "Sandelig siger jeg dig i dag: Skal DU være med mig i Paradis?" - altså ironiserien over, at tyven tror, at han kan komme med Jesus til paradis. I øvrigt er dette det eneste sted i evangelierne, hvor ordet paradis bliver brugt.
Dernæst
"Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør." (Luk. 23.34). Denne udtalelser mangler i mange af de ældste Lukas manuskripter, og er måske en senere tilføjelse. Den synes rettet mod både soldaterne, og mod de jøder, der stod bag korsfæstelsen i følge Lukas.
Senere, i den 9. time lige inden han udåndede:
"Fader, i dine hænder betror jeg min ånd." (Luk. 23.46). Også dette er et citat fra Salmernes Bog, salme 31 vers 6. "I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud". Udtalelsen skal nok tolkes i retning af, at "nu har jeg gjort mit og jeg overgiver mig til dig". Eller "Nu må du gøre resten".
Johannes har flest udtalelser af alle evangelisterne. Først sagde Jesus til sin mor om "den elskede discipel":
"Kvinde, dér er din søn." og til den elskede discipel: "Dér er din mor." (Johs. 19.26-27) Den katolske kirke fortolker normalt dette, som at Jesus "giver sin mor til kirken". Nogle mener at dette er et bevis på, at Maria ikke have andre børn, for så ville det have været en fornærmelse mod disse, at Jesus overdrog ansvaret for sin mor til en fremmed. Herimod argumenteres, at det var nødvendigt, fordi Jesus søskende endnu ikke var troende. Men det lyder ikke sandsynligt, for kort efter korsfæstelsen er det Jesus brødre, der overtager ledelsen af menigheden. Snarere skal udtalelsen fortolkes meget mere lavpraktisk (og er i virkeligheden aldrig blevet sagt). Johannes (eller hans hjemmelsmand) har vidst, at den elskede discipel faktisk tog sig af Maria efter Jesus død, og derfor lagde evangelisten Jesus disse ord i munden. Jeg har tidligere diskuteret, hvem den elskede discipel var, og her kom jeg frem til, at det efter min bedste overbevisning var Jesus tvillingebror, Thomas. Det ville da også være mest naturligt, at Maria efter sin mands død boede hos et af sine børn. Har dette barn været Jesus, vil det være lige så naturligt, at hun nu flyttede ind hos et andet barn. I hvert fald mere naturligt, end hvis hun skulle flytte en hos en vildt fremmed, selv hvis Jesus elskede denne. Hvis denne udlægning er korrekt, forklarer den også, hvorfor brødrene ikke blev fornærmede.
Senere
"Jeg tørster" (Johs. 19.28). dette kan selvfølgelig fortolkes helt bogstaveligt, hvilket lyder sandsynligt. Nogle fortolker det dog allegorisk: "Jeg tørster efter Gud, som er så langt væk". Andre fortolker det ud fra Salme 69 i Salmernes Bog. I vers 22 hedder det: "De gav mig malurt at spise og eddike til at slukke min tørst." og set i sammenhæng med at Jesus efter udtalelsen gives eddike, kan det måske være en rimelig udlægning. En sidste mulighed, som jeg selv er tilhænger af, er at manden på korset fortæller, at han ikke kan klare mere, og derfor gives gift (se nedenfor.)
Soldaterne gav ham eddike på en svamp, hvorefter han udtalte
"Det er fuldbragt" og udåndede. (Johs. 19.30). Jesus meddeler her, at hans arbejde er fuldført med hans egen død. Han er nu død for menneskehedens skyld og kan ikke gøre mere. På grund af hans lidelser har hele menneskeheden opnået syndsforladelse. Sådan er den normale udlægning af denne udtalelse. Imidlertid kan også denne udtalelse fortolkes i overensstemmelse med min konspirationsteori om at hele korsfæstelsen fra tilrettelagt for netop at redde Jesus fra romersk forfølgelse. Se nedenfor.
Jesus udånder
Efter at Jesus er død, bliver Mattæus helt "overstadig". Forhænget i templet blev flænget, jorden skælvede og klipper revnede, de døde stod op af deres grave og kom senere (efter Jesus opstandelse) ind i byen. Officeren der holdt vagt over Jesus erkendte, at denne virkelig var Guds søn. Senere gik Josef af Arimatæa til Pilatus og bad om at få Jesus legeme udleveret. Pilatus bevilgede det og Josef sørgede for at Jesus blev begravet i den grav, der var udhugget til Josef selv. Markus er stor set enig, men her undrede Pilatus sig over, at Jesus allerede var død. Pilatus udleverede liget, og det blev begravet i en allerede udhugget grav. Markus ved tilsyneladende ikke noget om, at graven skulle have tilhørt Josef af Arimatæa. Heller ikke Lukas, som har en stort set identisk historie, ved hvis grav, Jesus blev lagt i, og heller ikke Johannes har denne viden. Han ved til gengæld, at Nikodemus kom sammen med Josef og at to smurte Jesus ind i omkring 100 pund aloe og vellugtende salver inden han blev viklet ind i sit ligklæde. Dette lyder nærmest som en balsamering, og må have været en kostbar foreteelse, som harmonerer med, at såfremt Jesus ikke selv var velhavende, så havde han i hvert fald meget velhavende tilhængere, som ikke have givet deres formue bort for at blive frelst. Johannes ved også at graven lå i en have.
Fortolkninger
Så vidt evangelierne. Der er mange flere detaljer, og nogle af disse vender jeg tilbage til senere. Men hvad skal man nu tro om disse begivenheder? Det er der allerede mange, der har spekuleret over, og de er kommet frem til mange forskellige resultater. Lige fra antagelser af, at alle beretninger er den rene og skære sandhed, hvordan det så end skulle kunne lade sig gøre, når de ofte er i modstrid med hinanden, til at alle beretningerne er "løgn", som er skrevet mange år efter begivenhederne.
Personligt tror jeg, at evangelierne her, som alle andre steder, rummer en kerne af sandhed. Det vanskelige er bare, at få isoleret denne kerne fra stafferingerne uden på. Når begivenhederne foregår i Jerusalem, er der ofte ting, der tyder på, at forfatteren til Johannesevangeliet har været bedst underrettet. Til gengæld er det også det evangelium, der har flest teologiske stafferinger. Når Johannes virker mest troværdig, selv om det sandsynligvis er det evangelium, der ligger længst fra begivenhederne i tid, skyldes det at evangeliet indeholder elementer, der næsten nødvendigvis må være baseret på øjenvidneskildringer. Og selv om evangeliet først er nedskrevet sent, mener man i dag, at det er nedskrevet i flere omgange, hvoraf den ældste del er fra mellem 50 og 70 evt. Det betyder at disse dele ikke er yngre end de øvrige evangelier. Og disse dele kan sagtens være baseret på endnu ældre skrifter eller fra udtalelser fra personer, der selv var vidne til begivenhederne. Jeg har selv en idé om hvem der kunne være blandt evangelistens hjemmelsmænd, men mere om det i en senere artikel.
Men hvad ligger der så bag alle evangeliernes stafferinger? Som jeg tidligere har været inde på i artiklen om retssagen mod Jesus, kan vi udelukker alle fortællinger, der mener, at det var jøderne, der var ansvarlig for korsfæstelsen. Jøder kunne henrette ved stening eller ved halshugning, men hverken kunne eller ville bruge korsfæstelsen som ville være dybt imod deres religiøse love. Der er altså ingen tvivl om, at Jesus blev henrettet af romerne. De skrev endda forbrydelsen på hans kors, hvilket også er helt i overensstemmelse med romersk tradition. Derimod indeholder evangelierne ingen indikation af, at Jesus blev pisket inden han blev korsfæstet som den populære forestilling ellers er. Han blev muligvis tornekronet og slået i hovedet med en kæp, men altså ikke pisket. Han blev ført til henrettelsesstedet af romerske soldater, og selv de evangelier som ellers mener, at det var jøderne, som stod for henrettelsen, "indrømmer" da også at det var romerske soldater til stede ved henrettelsen. Jesus blev henrettet for at være Jødernes Konge, hvilket var en forbrydelse mod romerriget. Og så er det sådan set ligegyldigt om han VAR jødernes konge eller han KALDTE SIG jødernes konge. Begge dele ville føre til samme straf.
Hvor lå Golgata?
Efter romersk tradition bar den dødsdømte selv sit "kors" til skafottet. Evangelierne fortæller at Jesus selv (eller en substitut) bar korset fra Pilatus' borg til Golgata. Der er imidlertid ikke tale om hele korset, men kun tværbjælken. Sådan var det ved andre henrettelser, og sådan har det også været i Jesus tilfælde. I moderne tid har man faktisk ved eksperimenter, vist at selv en særdeles veltrænet person (som formodentlig er både større og mere muskuløs end jøderne for 2000 år siden var), kun kunne slæbe et kors få hundrede meter før han måtte opgive. Nu er der i dag ingen, der ved præcis hvor Golgata lå, men det har givetvis været mere end 200 meter fra Pilatus' borg. De fleste mener, at Golgata lå der, hvor nu Gravkirken i Jerusalem ligger, men det er der faktisk hverken arkæologisk eller historisk belæg for at mene. Det kunne lige så godt have været et andet sted. Romerne havde tradition for at korsfæste forbrydere langs befærdede veje, lige uden for byerne så de kunne virke som skræk og advarsel for de rejsende, der var på vej til byen. Sådan har det nok også været i dette tilfælde, så Golgata må have ligget i nærheden af én af de veje, som førte ud af Jerusalem. Navnet betyder, som det også fremgår af evangelierne "hovedskalssted", men om det var fordi der lignede en hovedskal, eller fordi der lå hovedskaller fra andre henrettelser, ved man ikke. En anden forklaringer går ud på, at det var det sted, hvor Adams grav lå, og hvor hans hovedskal var begravet. Endelig er der også en teori om at navnet simpelthen er misforstået; at det i virkeligheden skulle komme fra det aramæiske udtryk Gol Goatha, som simpelthen betyder henrettelsesbjerget.
Også placeringen af stedet er altså tvivlsom og traditionen stammer fra 325, fra en beskrivelse af kejserinde Helena, mor til Caesar Flavius Valerius Aurelius Constantinus Augustus, bedre kendt som Konstantin den Første eller Konstantin den Store. Tidligere lå der på stedet et Athene tempel bygget af kejser Hadrian, men kristne mener at Hadrian netop lod dette bygge på Golgata for at genere de kristne. Imidlertid tyder meget i dag på, at templet var blevet bygget efter romersk skik nær den vigtigste nord-sydgående vej gennem byen og ved siden af det romerske torv (Forum), som der stadig findes rester af nær Gravkirken. Templet skulle således ikke have haft noget med Golgata at gøre. Det er da også et problem at stedet ligger inden for byens gamle mure og ikke uden for, som evangelierne fortæller. Forskellige forskere har forklaret dette med at Hadrian netop udvidede byen, for at få Golgata inden for bymuren, så han efter romersk tradition kunne bygge sit tempel inden for bymuren, men moderne arkæologiske udgravninger tyder ikke på, at der har ligget en bymur, inden for det sted hvor Gravkirken i dag ligger og henset til geografien ville det også have været upraktisk, da stedet ligger på en skråning, som eventuelle angribere kunne have brugt til at forcere en eventuel mur.
I 1882 mente General
Charles Gordon at have fundet Golgata, der hvor nu "Graven i Haven" ligger uden
for bymuren nær Damaskusporten. Graven skulle være den, hvor Jesus virkelig blev
begravet og Golgata skulle
være
en høj klint nær graven. Denne klint havde (og har) tre store fordybninger, som
kunne ligne
øjne og mund i et kranium og set fra den rette vinkel, kan man også ane en
"næse". (Se dette billede fra Wikipedia. "Kraniet" ses midt i billedet
lige til venstre for skiltet og Jesus skulle altså være blevet korsfæstet på
toppen, hvor de nu er en kirkegård).
Også stedets placering på en bakke ved den vigtigste vej mod nord ud af byen, hvor de korsfæstede ville være meget synlige er i overensstemmelse med den romerske skik. Eusebius påpegede at Golgata lå nord for Zions bjerg, som på hans tid var det, vi i dag kalder Tempelbjerget, mens det nuværende Zions Bjerg først fik sit navn i middelalderen. Tempelbjerget ligger netop sydøst for Gordons Golgata, men stik øst for Gravkirken. Til gengæld har forskere afvist at graven nær stedet, kan have været Jesus grav, da den jf. sin stil må være bygget omkring det 8. århundrede før vor tidsregning, ikke det det første.
Nogle få moderne forskere mener at Golgata må have ligget i en privat have, og ikke på et offentligt sted. Det er der imidlertid intet, der tyder på. Henrettelser var offentlige begivenheder, ikke private, og romerne ville næppe have tilladt at den foregik skjult for offentligheden. Vi må nok nøjes med at konstatere at vi ikke i dag kan sige med sikkerhed, hvor Golgata lå.
Hvem bar korset?
De synoptiske evangelier er alle enige om, at Simon fra Kyrene bar korset, hvad enten han måtte tvinges til det (som evangelierne mener), eller gjorde det frivilligt (som nogle forksere mener). Johannes understreger dog at Jesus selv bar korset hele vejen. Traditioner fra middelalderen vil vide, at Jesus til at begynde med bar korset selv, men blev træt. Derefter ville man have en anden jøde til at bære det, men denne nægtede, og hånede i stedet Jesus. Han, som af og til kaldes Ahasverus, af og til Cartaphilus og af til helt andre navne, blev til "Den evige Jøde", fordi Jesus sagde til ham "Jeg vil hvile mig, men du skal fortsætte til den sidste dag".
Selv om tre af evangelierne er enige om at Simon bar korset, behøver det ikke at betyde at historien er korrekt. De kan jo have den fra hinanden, men der er også andre traditioner, der nævner Simon fra Kyrene, som den, der bar Jesus kors. Kyrene var en by i det nuværende Libyen, og på tidlige malerier afbildes Simon som sort, men det er der ingen grund til at tro at han var, da der boede omkring 100.000 jøder i byen, hvor der på Jesus tid havde været en jødisk koloni i over 300 år. Kolonien havde deres egen synagoge i Jerusalem, hvor mange rejste til ved højtiderne, så det ville være helt naturligt, hvis Simon var i Jerusalem i forbindelse med påskefesten. Markus nævner, at Simon var fra til to sønner, Alexander og Rufus, så man må gå ud fra at disse var kendt i den gruppe, som Markus om ikke skrev for, så havde sine kendsgerninger fra. I 1941 fandt man en kyrenisk grav i Kedron dalen. I graven fandtes et ossuarium (en urne til som indeholdt afdødes knogler). Denne bar en græsk indskrift med teksten "Alexander, søn af Simon", men om der er nogen sammenhæng til Simon fra Kyrene vides ikke.
Blev Simon fra Kyrene korsfæstet i Jesus sted?
I Koranen står "Vi dræbte Jesus, Marias søn, Allahs budbringer", men de dræbte ham ikke, heller ikke korsfæstede de ham, men det forekom dem, at de gjorde det". Nogle fortolker det, som om at Jesus ikke var på korset længe nok til at dø og derfor var i live, da han blevet taget ned, og altså var i live, da han blev hentet op til Allah. Andre mener, at han var var i live, da han blev taget ned, men senere døde, og altså var død, da Allah hentede ham. Der er også muslimer, der mener, at Allah fik de implicerede til at tro at de korsfæstede Jesus, men i virkeligheden gjorde de ingenting. Endelig er der nogen, der mener, at den, der blev korsfæstet, faktisk døde på korset, men slet ikke var Jesus.
Et gnostisk skrift, Den Store Seth's Anden Afhandling, som blev fundet ved Nag Hammadi i 1945, og som stammer senest fra begyndelsen af det 2. århundrede, tager et skridt videre. Heri hedder det:
"For min død, som de tror fandt sted, fandt sted for dem i deres fejltagelse og deres blindhed, fordi de naglede en mand til korset til hans død. For deres sind så mig ikke, for de var døve og blinde. Men ved at gøre disse ting, fordømte de sig selv. Ja, de "så" mig, de "straffede" mig, men det var en anden, deres far, som drak galden og eddiken; det var ikke mig. De slog (den, de troede var) mig med strået*, men det det var en anden, Simon, som bar korset på sin skulder. Det var en anden som de satte tornekronen på. Men jeg frydede mig fra min højde (min høje position) over herskerens rigdom, og over resultatet af deres fejl, over deres tomme herlighed. Og jeg lo af deres uvidenhed."
* Det engelske ord er "reed", som måske snarere skulle oversættes med tagrør, altså den type strå, der bruges til tagdækning. Det ville give god mening, hvis det var et sådant tagrør, som der var mange af i Jerusalem, at soldaterne gav Jesus som scepter for at håne ham, og som de senere slog ham i hovedet med.
Ser man bort fra den meget gnostiske indpakning, står der i disse linjer faktisk bare, at det ikke var Jesus, der blev tornekronet, at det var Simon, der bar korset, og at det, selv om det ikke fremgår helt tydeligt, også var Simon, der blev korsfæstet. Det kan også forklare nogle af de ting, der skete i forbindelse med korsfæstelsen. Da Jesus sagde at han var tørstig, gav man ham eddike som han drak, men umiddelbart efter døde han. Det lyder ikke sandsynligt. Døden på korset skete ved kvælning. Når al vægten blev lagt på armene pressede brystmuskulaturen på lungerne, og gjorde det umuligt, at trække vejret, men det kunne tage flere timer - af og til dage. Når man samtidigt fastgjorde fødderne til korset, hvad enten de blev bundet eller naglet fast, kunne den korsfæstede stemme mod med benene og på denne måde mindske presset på brystkassen, hvilket ville bevirke at processen blev forlænget. Eddike virker normalt opkvikkende, og da Jesus kun havde hængt tre timer på korset, virker det helt forkert, at noget opkvikkende skulle få ham til at udånde. De andre korsfæstede, er da heller i nærheden af at dø. Derfor bad jøderne om, at de korsfæstedes ben, måtte blive brækket. så de ikke skulle hænge på korset på sabbatten. Dette kan lyde sadistisk, men i virkeligheden var der tale om en barmhjertighedsgerning, for med brækkede ben, kunne den korsfæstede ikke længere stemme imod, og døden ville derfor indtræde hurtigere. Også dette vidner i øvrigt om, at det - i modsætning til hvad Johannes tidligere har fortalt - ikke var jøderne selv, der stod for korsfæstelsen, for så havde de ikke behøvet at bede nogen om at brække de korsfæstedes ben, men kunne bare have gjort det selv. "Man" (formodentlig de romerske vagter) brækkede knoglerne på de to forbrydere, men da Jesus allerede var død, behøvede man ikke at brække hans ben. I følge Johannes for at en profeti om at ingen af hans knogler måtte brækkes, skulle gå i opfyldelse.
Selv Pilatus, der havde mange korsfæstelser på samvittigheden, undrede sig over hvor hurtigt Jesus var død. Det kan måske forklares ved, at det ikke var eddike han fik, men en gift, som fik ham til at synes død, uden at være det. I følge "Det Hellige Blod, Den Hellige Gral" brugte Josef af Arimatæa et græsk ord, der betyder "levende legeme", da han bad Pilatus om at få Jesus udleveret, mens Pilatus bruger et ord, som betyder "lig". Det fortolker bogens forfattere, som om Jesus stadig var i live, da Josef bad om at få ham udleveret, mens officerens bekræftelse af hans død, kan tolkes som om at romerne troede, at han var død. (Mark. 15.44). Der er imidlertid også en anden mulig forklaring. Nemlig at det faktisk var en anden, der blev korsfæstet i Jesus sted. Og at denne anden gjorde det frivilligt. Altså lod sig korsfæste for Jesus skyld, måske ofrede sig for at sikre at hans "konge" overlevede. Som jeg er inde på i artiklen om Retssagen mod Jesus, kan det være den person, der faktisk blev arresteret i Getsemane Have og ikke Jesus. Det ville også forklare, hvorfor "Den Store Seth" kan fortælle, at Jesus slet ikke blev korsfæstet men skjulte sig mens en anden blev korsfæstet. Denne person, kan altså have været Simon fra Kyrene. Det hele kan have været aftalt mellem Jesus, Judas og Simon, og én af Simons betingelser, har måske været, at man skulle sikre, at henrettelsen gik hurtigt og ikke blev lang og smertefuld, som korsfæstelser normalt var. Korsordet "Jeg tørster" kan have været en forud aftalt kode, som betød "Giv mig giften nu, jeg kan ikke længere stå imod". Det kunne også forklare korsordet "Det er fuldbragt", som måske antydede, at nu havde Simon gjort sin del, og med sin død, havde han reddet Jesus fra romerne.
Hvem var til stede under korsfæstelsen?
Ud over de soldater, der åbenbart var ansvarlige for "arrangementet", nævner evangelierne adskillige. Markus fortæller om nogle kvinder "som så til fra afstand". Blandt disse var Maria Magdalene, og Maria, mor til Joses og Jakob den Lille samt Salome, der alle havde fulgt ham, da han var i Galilæa. Desuden mange andre, unavngivne kvinder. Også ypperstepræsterne og de skriftkloge, må have været til stede, og noget nærmere, for ellers kan de vel næppe have spottet og hånet Jesus (som Johannes anfører). Desuden var der også nogle andre (uspecificerede), "som gik forbi". Mattæus fortæller næsten det samme, men nævner ikke Salome ved navn. Han omtaler i stedet "Zebedæussønnernes* mor", så man må gå ud fra at Salome var mor til de to brødre. Lukas er mest upræcis og nævner bare en stor folkemængde, heriblandt mange kvinder. Alle, der kendte ham så til på afstand, herunder også de kvinder, som havde fulgt ham fra Galilæa. (Luk. 23.49) Johannes omtaler Maria, mor til Jesus, hans mors søster, Maria, hustru til Klopas, og Maria Magdalene. Desuden "den discipel som Jesus elskede". Her stod kvinderne lige ved korset, men til gengæld tyder intet på, at Johannes skulle have ment, at der var andre til stede.
* Zebeæussønnerne var disciplene Jakob og Johannes, som i følge de synoptiske evangelier, var blandt de første, som Jesus rekrutterede. Det er i øvrigt interessant, at for flere at de navngivne mænds vedkommende, er de tidligere blevet identificeret med relation, til deres fædre, men nu er det deres mødre, der medvirker. Måske er fædrene forsvundet undervejs.
Hvis man skal prøve at udlede noget at evangelierne, kunne man forstille sig, at Jesus og de to øvrige, der skulle korsfæstes, var alene med soldaterne, der skulle udføre henrettelsen, på toppen af bakken, hvor korsene skulle rejses. Soldaterne har næppe været interesseret i at være omgivet af en folkeskare, mens de sømmede de dødsdømte fast og hejste overliggeren på plads. Så har der været en folkemængde, har de givetvis set til på afstand, sandsynligvis neden for bakken eller endnu længere væk. Ingen af Jesus disciple - bortset fra "den elskede discipel" er tilsyneladende til stede ved korsfæstelsen, hvilket nogle har undret sig over. Det gør jeg imidlertid ikke. Hvis Jesus blev henrettet for oprør, har hans nærmeste tilhængere formodentlig også været eftersøgt, og så ville der være al mulig grund til at holde sig væk. Endnu større ville grunden være for de disciple, som evt. var involveret i et forsøg på at narre romerne til at tro, at de henrettede Jesus. Kvinderne har derimod næppe været indviede i en sådan hemmelighed, og har muligvis nok været til stede, men altså på afstand som evangelierne antyder. Når Johannes anbringer dem tæt på er det nok fordi han har brug for at lade Jesus udpege den elskede discipel til at tage sig af hans mor i fremtiden. Hvorfor nu det?
En ting, der undrer, ikke bare mig, men også mange forskere, er navneforvirringen omkring de tilstedeværende. Lad mig se bort fra Salome og Zebedæussønnernes mor, som måske, måske ikke er én og samme person, men som som i hvert fald må være blandt "de kvinder, der havde fulgt ham fra Galilæa" hos Lukas. I stedet vil jeg se lidt på de mange, der kaldes Maria. Maria, Jesus mor omtales kun hos Johannes, som nævner hende sammen med Maria, Klopas hustru, og Maria Magdalene. Altså 3 Maria'er. Samtidigt omtaler Johannes en søster til Jesus mor. Imidlertid er sætningskonstruktionen noget rodet, så det er ikke klart om Maria, Klopas hustru fører tilbage til Jomfru Marias søster, eller om det skal læses som: "Hans mor og hans mors søster, og Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene", altså fire personer og ikke tre. Andre har foreslået, at sætningen skal læses som "Hans mor og hans mors søster, Maria og Klopas' hustru, og Maria Magdalene", så den anden Maria er Jomfru Marias søster, og til gengæld er "Klopas hustru" en anden person. Igen gør manglen på tegnsætning på originalsproget fortolkningen vanskelig. Nogle forskere mener, at Maria, Klopas hustru, rettelig burde oversættes til Maria, Klopas datter, men det er sådan set mindre væsentligt i denne sammenhæng. Derimod ville det - i hvert fald i dag - være lidt underligt, hvis to søstre havde samme navn, så de fleste forskere er enige om, at Maria, Klopas hustru ikke er den samme som Marias søster. Nogle af disse er inde på, at Marias søster kan være Salome, hvis tilstedeværelse Johannes tilsyneladende ikke kender noget til. Hvis dette er korrekt, må Zebedæussønnerne altså være Jesus fætre og da mange andre er beslægtede, se artiklen om disciplene, ville det ikke være helt unaturligt. Det apokryfe Filips Evangelium er dog enige med de, der mener at Jomfru Maria havde en søster, der også hed Maria:
"Der var tre, der altid fulgtes med Herren: Hans mor, hendes søster og Magdalene, hans livsledsager. Hans mor, hans søster og hans livsledsager var alle en Maria".
Imidlertid bliver forholdet ikke specielt mere klart af, at i første sætning omtales "Hans mor og hendes søster" mens der i anden sætning tales om "Hans mor og hans søster". Spørgsmålet er så, om det var Jesus moster, eller Jesus søster, der hed Maria. Hvis det sidste var tilfældet, ville det ikke være naturligt, da børn i en familie typisk blev opkaldt efter forældrene. I øvrigt kunne Maria, Klopas hustru også have været Jomfru Marias kusine, som nogle jødiske forskere anfører, idet den tids hebraisk ikke havde et ord for "kusine", men i stedet typisk brugte det samme ord som for "søster".
Der er af og til gjort forsøg på at identificere Klopas, som ikke omtales andre steder i evangelierne. Nogle mener således, at han var bror til Jomfru Maria, og dermed Jesus onkel. Kvinden, der var med, hvad enten hun hed Maria eller ej, skulle således være svigerinde til Jesus mor. Andre mener, at Klopas var bror til Josef, der var far til Jesus, og at han efter traditionel jødisk skik havde giftet sig med Maria, efter Josefs død. Det skulle således være ham, der var far til Jesus søskende, bl.a. Jakob og Josef. I så fald skulle Johannes med sin udtalelse have ment, at tilstede var Maria, Jesus mor og hendes søster - den Maria, der NU var Klopas hustru. I så fald er sætningskonstruktionen endnu mere sær, fordi den så putter en søster en mellem Maria og en forklaring på, hvem hun var gift med. Der er lidt "Jellingesten" over dette: "Harald Konge satte sten over Gorm, sin fader og Thyra sin moder, den Harald som ...". Nogle af tilhængerne af denne teori antyder, at når evangeliet her er uklart, er det fordi, Johannes helst vil have det til at se ud som om Jomfru Maria forblev uberørt efter Jesus fødsel, og derfor hverken blev gift igen eller fik flere børn. Der er også nogle, der identificerer Klopas med Alfæus, som var far til nogle af disciplene, og andre identificerer ham, med den Kleofas, som den genopstandne Jesus møder på vejen til Emmaus (Luk. 24.18). Hvis én af de to sidste muligheder er korrekte, fortæller det ikke noget om hustruens forhold til Jesus.
Markus og Mattæus har endnu en Maria, nemlig den Maria, der var mor til Jakob og Joses. Det har givet anledning til begrebet "De tre Mariaer", som ledsagede den fjerde Maria, Jesus mor, nemlig 1) Maria, Klopas hustru, 2) Maria Magdalene og 3) Maria, Mor til Jakob og Joses. Det har fået nogen forskere til at sætte lighedstegn mellem "den Maria, der var mor til Jakob og Joses" og Salome. Dette ville dog være noget mærkeligt, da Markus jo dels udtrykkeligt omtaler Salome som en anden end Maria, dels nævner at hun er mor til Zebedæussønnerne og ingen af disse hed Joses selv om én af dem hed Jakob. Ingen af de synoptiske evangelier omtaler at Maria, Jesus mor, var til stede under korsfæstelsen. Men da det flere steder i Det Nye Testamente omtales at Jesus havde fire brødre, hvoraf de to hed Jakob og Joses (Josef), ville det give mere ræson at sætte lighedstegn mellem Maria, mor til Jakob og Joses og Maria, mor til Jesus. Det ville så indebære, at der faktisk kun var tre Maria'er til stede, ikke fire, men i mine øjne lyder det faktisk mest sandsynligt.
Udover de allerede nævnte var der også to andre til stede, nemlig de, der blev korsfæstet sammen med Jesus. Mattæus og Markus kalder dem "røvere" og Lukas kalder dem "forbrydere". Imidlertid kaldes de andre steder "oprørere" og betegnes da også i nogle af de ældste manuskripter som sådanne. I forbindelse med Barabbas-episoden omtales nogle "oprørere", der sad fængslet, og det er nok rimeligt at tro, at det var to af disse, der blev korsfæstet sammen med Jesus.
Resumé
Lad mig slutte denne artikel med et lille resume, af, hvad jeg tror der skete:
Efter domsafsigelsen hos Pilatus, blev Jesus, eller snarere hans substitut, Simon, af romerske soldater ført til en bakke uden for bymuren. Med fulgte to andre, der lige som Jesus var dømt for oprør mod romerriget, måske endda to af Jesus tilhængere. Det er muligt at repræsentanter for de jødiske myndigheder fulgte med, fx kan Josef af Arimatæa have været til stede som repræsentant for rådet, Sanhedrin og der kan også have været repræsentanter for præsteskabet til stede, men ypperstpræsten Kajfas har næppe været der selv, selv om det antydes i de synoptiske evangelier. Ingen, bortset fra vagterne og måske nogle få repræsentanter fik givetvis lov til at komme tæt på korsene. Alle andre så til på afstand, formodentlig fra foden af bakken eller endnu længere væk. Blandt disse var en del kvinder, som kendte Jesus, og havde fulgt ham fra Galilæa, men sikkert også kvinder, som havde hjulpet ham i Judæa. Desuden har der sikkert været andre af hans tilhængere, blandt disse måske nogle disciple. Blandt kvinderne har været Jesus mor, samt måske hendes søster, Maria Magdalene (som måske, måske ikke var Jesus hustru - det vender jeg tilbage til i en senere artikel) og Salome, som var mor til nogle af disciplene. De fleste fra inderkredsen, de 12, var næppe til stede, da de jo selv var eftersøgt. De har snarere haft travlt med at forberede flugt, evt. sammen med Jesus, som altså havde skjult sig efter arrestationen.
En af Jesus sammensvorne, måske Josef af Arimatæa eller måske en bestukket romersk legionær, sørgede for at manden på korset, Simon, fik gift, så han døde hurtigt, enten for at han ikke skulle lide for længe, eller muligvis for at forhindre at han fortrød og røbede, at han ikke var Jesus. Josef af Arimatæa, som kendte Pilatus, bad om at få liget udleveret, og det fik han, meget mod romersk tradition, hvor korsfæstede fik lov til at hænge til deres knogler faldt ned af korset af sig selv. Når evangelierne fortæller, at det var på grund af sabbatten, kan det godt være grunden til anmodningen, men næppe til at Pilatus skulle efterkomme den. Så muligvis har der også her været bestikkelse inde i billedet. Pilatus var kendt for at være grådig og Josef af Arimatæa var rig!
I næste artikel vil jeg fortælle mere om gravlæggelsen og genopstandelsen.