Døden i Sumter County

Alle de historier, som jeg har skrevet på denne side foregår langt tilbage i historien, nogle endog meget langt tilbage, nemlig de to historier fra England. Også denne historie ligger et stykke tilbage, men trods alt inden for det, man vil kalde "nyere tid", idet vi kun skal knap 40 år tilbage i tiden til 1976. Som historierne om Lizzie Borden og Meriwether Lewis samt den foregående historie, "Liget der flyttede sig selv", er der også her tale om en kriminalhistorie. Sagen er endnu ikke opklaret, selv om mange har beskæftiget sig med den, også på nettet, hvor den har været oppe på mange af de såkaldte "websleuths", hvor private (og professionelle) forsøger at opklare uopklarede forbrydelser. Web er selvfølgelig indikator for at det foregår på nettet, og "sleuth" hentyder til detektivarbejde. På disse websleuth sider, diskuteres og arbejdes typisk med sager af ældre dato, de såkaldte "Open Unsolved Cases" eller "cold cases", men også aktuelle sager drøftes og udforskes. Sidstnævnte kaldes typisk "hot cases". Et eksempel på en cold case er sagen om 25-årige Donna Lass, der forsvandt fra sit hjem i Lake Tahoe i Californien i 1970 og som ikke er set siden. Hendes lig blev aldrig fundet. Et eksempel på en hot case er 20-årige Holly Bobo, som blev bortført fra sit hjem i Tennessee i april 2011, og som ikke er set siden. Begge disse historier er hentet fra Websleuths Crime Sleuthing Community på www.websleuths.com. I den sidstnævnte historie, er der netop foretaget en anholdelse og den anholdte blev stillet for retten den 11. marts 2014. Den anholdte er nu anklaget for kidnapning under skærpende omstædigheder samt overlagt mord, selv om liget af Holly ikke er fundet.

Det er imidlertid ikke disse sager, som denne historie handler om, men derimod om et uopklaret dobbeltmord, der fandt sted i South Carolina i september 1976, altså for 38 år siden.

Sagens kendsgerninger

Sumter County ligger i den centrale del af South Carolina. Amtssædet Sumter ligger kun 60 km nordøst for Santee, hvor vi har overnattet ved et par lejligheder, lykkeligt uvidende om at dramatiske begivenheder havde fundet sted ikke langt derfra over tyve år tidligere. Havde jeg vidst det ved vores seneste besøg i Santee i 2012, var jeg nok kørt til Sumter County. Der er et eller andet ved mystiske og uopklarede mord, som tiltrækker mange mennesker, jævnfør de mange brugere på websleuth forums, og min egen interesse i Tom Dooley sagen. Interstate Highway 95 går gennem den østlige del af countyet, som strækker et panhandle mod nordøst. Det var i dette panhandle at dramaet begyndte.

Tidligt om morgenen, kl. 6.20 lokal tid den 9. august 1976 så en forbipasserende lastbilchauffør, en mand ved navn Martin Durant, to lig ligge i vejkanten ved en øde jordvej mellem netop I-95 og South Carolina Road 341 i det nævnte panhandle og omkring 25 km fra amtssædet. Han var kørt fra motorvejen for at holde en pause. Hvor S.C. 341 krydser I-95, er der til- og frakørsler fra motorvejen, hvilket måske, måske ikke, havde betydning for sagen. De to unge mennesker, en mand og en kvinde, viste sig at være blevet skudt. Da Durant havde fundet de to lig (det var før mobiltelefonens tid), kontaktede han Charles Graham, en ansat i en nærliggende butik, som tilkaldte politiet. Da ligene senere blev undersøgt, opdagede man at de begge var skudt i ryggen, i brystet og i halsen. Obduktionen viste også, at havde været døde i mindre end 24 timer, da de blev fundet.

Ofrene
Det mandlige offer blev først anslået til at være mellem 18 og 22 år gammel. Ved senere undersøgelse af hans tandsæt, kom man dog frem til, at han godt kunne være noget ældre, måske helt op mod 27. Han var 183 cm høj og vejede omkring 68 kg. Han var hvid, men med olivenfarvet hud (olive skin hentyder på engelsk til den hudfarve, som typisk ses i Sydeuropa og blandt nordamerikanske oprindelige folk, selv om jeg forestiller mig oliven som gulgrønne). Håret var brunt og skulderlangt og han havde brune øjne. Hans tænder havde været udsat for gennemgribende tandbehandlinger, og arbejdets karakter pegede på, at dette var udført uden for USA. Arbejdet omfattede både broer og kroner. blandt andet havde han en porcelænskrone på den ene fortand. De fleste af tænderne i overmunden var plomberede, og han manglede tænder i både over- og undermund, men flest i venstre side af overmunden. Han manglede også begge visdomstænder i undermunden. Prisen for et sådant omfattende tandarbejde i USA ville være meget høj, og kunne indikere, at han enten tilhørte samfundets højere lag eller var udlænding. Han havde et 10 cm langt ar efter en blindtarmsoperation og diverse ar og mærker på skuldre og ryg, blandt andet to fem cm lange ar på venstre skulder, som sammen med de manglende tænder, indikerede at han havde været en ivrig udøver af en eller anden form for kontaktsport, måske football, ishockey eller lignende. Han var iført falmende Levi's og en rød T-shirt med en påskrift for Coor's øl på forsiden, og en henvisning til et motorløb på Sebring banen i 1975 på ryggen. Han havde ikke undertøj på, da han blev fundet. I en lomme havde han en pakke reklametændstikker fra et Grant's Truckstop. Dem var der på det tidspunkt fire af, i USA, og pakken mentes at komme fra et Truck Stop i Nebraska. På armen havde han et forholdsvis dyrt guldarmbåndsur af mærket Bulova Accutron. Ure af denne type havde nogle år før konkurreret med Omega om at blive det ur, som astronauterne havde med til månen, en opgave som Omega vandt. Uret var serienummereret og via Bulova kunne politiet konstateret at uret var fremstillet i 1974, men da alle papirer var destrueret, kunne man ikke finde ud af, hvordan uret var distribueret og til hvem det var solgt. Udover uret bar manden en 14 karat guldring  med en såkaldt linde star safir og med initialerne JPF indgraveret på indersiden. Sammen med tandlægearbejdet gav uret og ringen politiet det indtryk at manden kom fra en forholdsvis velstående baggrund.

Det kvindelige offer var en smule yngre end mandens først anslåede alder, formodentlig mellem 18 og 20. Hun var 167 cm høj og vejede 46-47 kilo. Også hun var hvid, med sammen olivenfarvede teint som manden. Hun havde rødbrunt, skulderlangt hår, blå-grå øjne og havde to små skønhedspletter på venstre side af ansigtet, nær munden og endnu en skønhedsplet på højre kind.  Hun havde usædvanligt lange, naturlige øjenvipper og hendes fortænder var lige, mens hun havde plomber i alle kindtænder. Både øvre og nedre visdomstand i venstre side manglede. Hun havde ingen ar efter operative indgreb, havde aldrig været gravid, og hun barberede ikke sine ben. Dette var med til at få mange til at mene, at de to var udlændinge, da de fleste amerikanske kvinder barberede ben på det tidspunkt, jf vicesherif Bobby McGegee, som dengang var uniformeret betjent og deltog i undersøgelserne. De to myrdede lignede hinanden så meget., at man mente at de kunne være søskende, men senere DNA undersøgelser har vist, at de ikke var beslægtede.  Da kvinden blev fundet, var hun iført en bluse af hvid, ubleget musselin, som hun bar over en ferskenfarvet halterneck top, bundet foran. Desuden var hun iført cut off denim shorts og sandaler af mærket Stride-Rite med kilehæle og med stropper i lavendel, pink og lilla. Hun bar tre let genkendelige ringe, som tilsyneladende var forholdsvis billige. Den første havde en sort aflang sten, med en lille turkis indsat i stenen, en anden var udsmykket med et fjermotiv dekoreret med koraller og turkiser, og den sidste var en enkel ring af metal med røde, hvide og blå sten. Ringene blev "identificeret" som værende af indiansk eller muligvis mexicansk oprindelse. Heller ikke det kvindelige offer havde undertøj på.

Ingen af de to unge, var i besiddelse af noget, der kunne tjene til deres identifikation, og ingen tandlæge meldte sig som ansvarlig for den unge mands dentalarbejde selv om ofrenes tandkort blev offentliggjort i landsdækkende tidsskrifter for tandlæger.  Ligsynsmanden kunne konstatere, at såvel  manden som kvinden var særdeles rene og velplejede, og senere undersøgelser antydede at manden sandsynligvis havde fået manicure ikke længe før sin død. Da obduktionen var tilendebragt, blev ligene overført til et begravelsesfirma, hvor de blev anbragt i lufttætte kister med glaslåg i et håb om at nogen kunne identificere dem, men selv om der kom mange henvendelser fra hele USA, mest fra forældre, hvis børn var løbet hjemmefra, kunne ingen identificere de to. Da ligene begyndte at gå i opløsning, blev de begravet på en lokal kirkegård, Bethel United Methodist Cemetery i Oswego, nord for Sumter, - over et år efter at de blev fundet. I mellemtiden havde man uden held forsøgt at finde den butik hvor den unge mand havde købt uret; Interpol samt USA's toldvæsen og immigrationsmyndigheder var blevet underrettet om drabene, men ingen af delene gav nogen resultater.

Efter mordene

Et vidne, der mente at have set mordene blive begået meldte sig. Han fortalte at han tidligt om morgenen havde set en varevogn stoppe og sætte to mennesker af. Da de var steget ud af bilen, skød nogen dem begge i ryggen. Sandsynligvis for at sikre sig at de var døde, vendte morderen dem om, og skød dem igen. Derefter steg han eller hun ind i bilen igen og kørte med stor fart i retning mod interstaten. De retsmedicinske undersøgelse viste imidlertid at begge ofte var skudt tre gange; i ryggen, i brystet og i halsen, lige under hagen. Vidnet identificerede våbnet som kaliber .357 pistol. I følge en anden version havde dette vidne ikke set noget, men kun hørt skud blive affyret.

Historien om, at en mand havde set eller hørt mordene blive begået er ikke sand, men en historie, som tilsyneladende er opstået på internettet senere. Detective Lieutenant Robert Burnish fra politiet i Sumter, der er ansvarlig for sagen, har udtalt at ingen af politiets papirer omtaler et sådant vidne. Heller ikke er der omtalt at der skulle have været nogen varebiler i området. Det ville også være usandsynligt, at et vidne, som havde overværet et dobbeltmord, bare skulle lade som ingenting, og så lade en anden person finde ligene senere. Hvis dette vidne faktisk havde eksisteret, ville han formodentlig have tilkaldt politiet selv, og der ville under alle omstændigheder have været optegnelser om ham i de officielle papirer, hvilket der ikke er.

Fire måneder efter mordet anholdt politiet i byen Latta, 50 miles nord for mordstedet en mand  fra North Carolina ved navn Lonnie George Henry for spirituskørsel. Da de gennemsøgte hans køretøj fandt de en kaliber .357 pistol, som de mente kunne være mordvåbnet. Ballistiske undersøgelser matchede de kugler, som var blevet fundet i de to lig. Serienummeret på pistolen var forsøgt filet væk, men det var ikke lykkedes helt. Lonnie Henry nægtede at kende noget til mordet, og tilbød at tage en løgnedetektortest. Denne viste, at han ikke løj, når han fortalte at han intet kendte til mordet. Til gengæld viste resultaterne at han løj om, hvordan han havde fået pistolen. En slægtning fortalte, at han havde foræret Lonnie pistolen til en fødselsdag og at på det tidspunkt var serienummeret til stede. Efter flere afhøringer indrømmede Lonnie Henry at han selv havde forsøgt at file serienummeret bort, men nægtede fortsat alt kendskab til mordet. Han kunne dog ikke give nogen forklaring på, hvorfor han havde forsøgt at fjerne nummeret. Senere har nogle foreslået, at han måske havde lånt pistolen ud, og nu var blevet bange for, hvad den var blevet brugt til. Hvis det var tilfældet, indrømmede han det aldrig.

Lonnie George Henry døde i 1982 uden at have indrømmet noget, eller fortalt noget, som kunne fremme sagen. Senere blev det foreslået, at han faktisk var morderen, men at han havde været så påvirket af alkohol, at han simpelt hen ikke vidste, at han havde begået mordet, og derfor kunne "snyde" løgnedetektoren. Der er dog ikke meget der tyder på, at en så alkoholpåvirket mand, ville kunne udføre drabet på den måde, som det var blevet udført. Den assisterende retsmediciner under sagen, Verna Moore, senere retsmediciner i Sumter County mente og mener fortsat, at der var tale om en henrettelse og ikke et mord begået i affekt. Begge ofte var tilsyneladende først blevet skudt i ryggen og derefter i brystet. Til sidst var de blevet skudt i halsen, og det var ikke mindst dette skud, som fik Moore til at mene, at der var tale om "henrettelse" og ikke bare et mord. Politifolk omtalte dette skud som et "insurance shot" (et forskringskud) affyret for at sikre sig at de to virkelig var døde. Det viste sig senere at Lonnie George havde et alibi for mordtidspunktet. Han havde besøgt sin kone, som var indlagt på et hospital i North Carolina og vidner bekræftede at han var der. Politiet undersøgte, om han kunne have forladt hospitalet, være kørt til South Carolina og myrdet de to, for derefter at være kørt tilbage til hospitalet, men undersøgelserne viste, at det kunne han simpelthen ikke have nået, og der blev aldrig rejst tiltale mod ham.

Politiet undersøgte tilsyneladende alle spor - også nogle som ikke var der. I årene efter ledte man efter nye spor, og efterforskere opsøgte blandt andre to dømte seriemordere. Den ene var Henry Lee Lucas, som havde begået et stort, men ukendt antal mord mellem 1960 og 1983, hvor han blev anholdt. Selv tilstod han over 600 mord, men de fleste regner med en del færre. En taskforce, som arbejdede med sagen, anslog antallet til 350, men selv dette tal regnes som værende alt for højt. Hans "hjælper" ved 108 mord (ifølge "hjælperen selv) var den retarderede Otis Toole, som også selv havde en del mord på samvittigheden, blandt andet havde han myrdet nogle blaffere. De to seriemordere blev arresteret med to måneders mellemrum i 1983. Lucas* blev på trods af sine tilståelser "kun" dømt for 11 mord og Toole* for seks. Selv om de to var på fri fod i 1976 og hærgede i de østlige sydstater, kunne ingen af dem forbindes med de myrdede i Sumter County.

* Efter anholdelsen af Lucas og Toole blev førstnævnte efter en psykiatrisk undersøgelse vurderet til at være psykopat, mens Toole blev karakteriseret som skizofren paranoid.

Hvem var ofrene

Nogen tid efter mordet henvendte en mand sig til Lieutenant James Gamble fra statspolitiet. Han mente, at han havde oplysninger, som kunne føre til identifikation af det unge par. Hans kone arbejdede på en KOA campingplads i Santee, ca. 50 miles (80 km) syd for fundstedet. (KOA står for Kampgrounds of America  og er en sammenslutning af private campingpladser over hele USA.) Manden, som hed David Batson, havde nogen tid før mordet mødt en mand på campingpladsen, som passede til beskrivelsen og den senere udsendte tegning af den afdøde mand. De to var faldet i snak, og den unge mand havde fortalt ham, at han var tidligere skolelærer fra Canada. Han var rejst hjemmefra, fordi hans familie var utilfreds med ham. Hans far var læge og var blevet vred over, at sønnen valgte at blive lærer og ikke læge. Manden havde fortalt Batson at de var på vej til Florida. Han havde forsøgt at sælge Batson en ring, som Batson mente lignede den ring, der blev beskrevet som indgraveret med initialerne JPF. Mandens navn var "Jock" eller måske "Jacques", det var Batson ikke sikker på. Desværre fulgte politiet tilsyneladende aldrig op på dette spor, og den rapport, hvor Gamble omtaler samtalen, blev først skrevet mange år senere. Gamble lever ikke længere og kan derfor ikke udspørges yderligere.

Obduktionen havde vist, at de to døde havde spist frugt og drukket mælk eller spist is med frugt kort tid før de blev dræbt. Da dette blev offentliggjort, fik det et vidne til at melde sig, som mente at kunne huske at have set et par, der lignede beskrivelsen af de myrdede, stå ved en frugtbod på Florence Highway, ikke langt fra mordstedet. Vidnet kunne imidlertid ikke fortælle, om de to var sammen med nogen, eller om de var i bil.

Sumters nu pensionerede retsmediciner, Verna Moore, som var assisterende retsmediciner, da mordet fandt sted, genoptog sagen flere år senere, da den endnu ikke var lukket officielt. Hun havde opgivet at opklare forbrydelsen og finde den eller de skyldige, men hendes mål var at få identificeret ofrene. I 2007 blev ligene gravet op, og der blev taget prøver til DNA analyse (og det var ved den lejlighed, at man konstaterede, at parret ikke var beslægtede). Disse DNA prøver ar nu gemt på University of Texas, så man har mulighed for at gennemføre en sikker identifikation, hvis man nogensinde finder pårørende til de dræbte. Moore tog til Santee, men Batson og hans kone var afgået ved døden. Til gengæld lokaliserede hun ejerne af campingpladsen, som i mellemtiden var blevet lukket. Desværre kunne de ikke hjælpe, da alle deres detaljerede oversigter over besøgende på campingpladsen og andre relevante papirer var blevet ødelagt under en brand. Moore foranledigede at sagen blev taget op i NBC programmet "Unsolved Mysteries" og fik mere end 200 henvendelser, men ingen af dem førte til noget konkret. Heller ikke en omtale af sagen i et tilsvarende canadisk program gav anledning til relevante henvendelser. Det har været foreslået at hvis inskriptionen på ringen er det mandlige offers initialer, må hans fars efternavn begynde med samme bogstav som det sidste initial. Det bør derfor være nemt at finde læger i Canada, hvis navn starter med det pågældende initial, og udspørge disse. Desværre er teorien baseret på to antagelser, som der ikke er fuldt belæg for, nemlig at den unge mand, som Batson havde talt med i Santee faktisk var den samme, som senere blev fundet myrdet. Den anden antagelse, som måske ikke holder, er at ringen oprindeligt havde tilhørt offeret, og at det derfor netop var hans egne initialer, der stod i den. Hvis en ung mand forsøgte at sælge ringen til Batson, kan han også sagtens have forsøgt at sælge den til andre med større held, måske til offeret, så selv om der var tale om samme ring, behøver der ikke være tale om samme person. Og var det samme person, kan han, som nogle antyder, have købt ringen brugt på et eller andet tidspunkt, og så var initialerne næppe hans egne.

Spørgsmålet om identifikation er nok det, som gennem tiden og også fortsat mest har optaget sindene hos de, der har interesseret sig for sagen, blandt andre Verna Moore. Hvorfor er der ingen pårørende, venner eller bekendt, som i snart 40 år har henvendt sig? Er der virkelig ingen forældre, søskende eller andre, som har savnet de to unge mennesker i alle disse år? Disse spekulationer har givet anledning mange forskellige teorier om hvem de var, og hvorfor ingen har savnet dem. De fleste er enige om, at parret ikke kan have været fra USA, da nogen i givet fald ville have henvendt sig. Der kan dog tænkes mindst to forklaringer på, hvorfor selv ikke to amerikanere blev savnet af nogen. Dem vil jeg vende tilbage til senere. Først nogle andre mere eller mindre spekulative teorier.

Var ofrene argentinske flygtninge?
En af de forklaringer, der er givet, er at ingen har savnet dem, fordi man (altså de pårørende), allerede troede at de var døde! Især en gruppe websleuth'ere mener, at de stammede fra Argentina, og forsvandt under urolighederne i midten af 70'erne. I denne periode forsvandt mange mennesker sporløst, og alle "vidste" at det skyldtes regeringens "dødspatruljer". Denne gruppe af interesserede mener, at såfremt to unge mennesker besluttede sig for at stikke af til USA, måske bare for oplevelsens skyld, ville familien sandsynligvis tro, at de "bare var forsvundet" som så mange andre, og derfor ikke forbinde dem med to lig, som blev fundet i USA to eller tre år senere. Hvis de altså overhovedet hørte om de to lig. I 1970'erne fandtes der ingen mobiltelefoner og ej heller sociale medier, men alligevel havde man dog muligheder for at kommunikere, også på trods af landegrænser. Det kan derfor undre at de ikke, efter at være stukket af, har kontaktet deres familie. Hertil kan man indvende, at hvis de var stukket af, måske fordi deres familier ikke ønskede at de skulle være sammen, havde de ingen grund til at kontakte nogen hjemme.

Der findes hjemmesider på nettet med billeder af mange af de, der forsvandt i Argentina og her har nogle "web-detektiver" fundet billeder af personer, som i høj grad lignede de to myrdede, uden at der dog er skabt en holdbar forbindelse. Blandt disse er Maria Vasques Ocampo de Lugones og Cesar Amadeo Lugones, som forsvandt i maj 1976. Maria var tilsyneladende gravid, da hun blev kidnappet, og det burde udelukke hende (og dermed også hendes mand), da det kvindelige offer netop aldrig havde været gravid, men tilhængerne af denne teori mener, at hun har aborteret meget tidligt i graviditeten eller slet ikke har været gravid og at notatet om graviditeten fra de argentinske myndigheder skyldes en misforståelse, fejlfortolkning eller simpelthen er fabrikeret.

Nogle af disse web-detektiver mener, at de to myrdede faktisk var blevet tilbageholdt af regimet, og havde været fængslet i flere år, inden de blev ført til USA, måske under påskud af at blive frigivet, og så myrdet der. Herimod taler, at regimet ville have meget nemmere ved at skaffe sig af med to lig i hjemlandet, og hvorfor skulle man føre dem til et land som USA? Og hvorfor kun netop disse to mennesker? En nyere teori, som måske er mere sandsynlig, går ud på, at en katolsk præst, som medvirkede ved tortur og forhør af bortførte, var gode venner med Cesars bror, Eugene. De to var ungdomsvenner, og præsten, med det meget argentinsk klingende navn Christian von Wernich skulle have hjulpet parret til at flygte på opfordring fra Eugene. Han havde gode forbindelser i Californien, og efter at have fået bragt Cesar og Maria hertil, blev de forsynet med penge (og måske en bil) og bedt om at gøre sig usynlige. Alligevel blev de opsporet af det argentinske sikkerhedspoliti måske i samarbejde med CIA og likvideret, for at de ikke skulle kunne vidne i retssager mod styrets folk.

Cesar og Maria er imidlertid ikke de eneste argentinere, som er bragt i forslag. Et andet par er Haydee Noemi Zagaglia Freddi (psykologistuderende) og Héctor Saraceno Migale (dyrlæge), som som blev bortført den 16. juli 1976 fra deres lejlighed i Buenos Aires. En gruppe bevæbnede mænd trængte ind i lejligheden og gennemsøgte denne på jagt efter våben. Gruppen, som kørte i politikøretøjer, tog parret med sig, da de forsvandt igen, og ingen har siden set Haydee og Héctor. Efter min mening er der større lighed mellem Haydee og Héctor og de myrdede end mellem Maria og Cesar og de myrdede, selv om en del på nettet synes det modsatte. Til gengæld er der ingen indikation af, hvorfor og hvordan de to skulle være endt i USA, og hvorfor de blev myrdet der.

Endnu et argentinsk par er blevet foreslået, nemlig en fransk statsborger ved navn Alain Marie Yves Domergue , som blev kidnappet sammen med Cristina Cialceta Marull, som blev kaldt "Mexicaneren", den 26. september 1976. Hvordan nogen kan mene at disse har noget med sagen at gøre er svært at forstå, da de to lig blev fundet mere end en måned før de pågældende blev kidnappet. Til gengæld ligner billederne af disse to de to ofre ret meget. Alains franske familie, som var bosat i Argentina, klagede over bortførelsen til juntaen, som dog aldrig anerkendte at have bortført eller arresteret hverken Alain eller Christina. Christinas far rejste personligt fra Mexico til Argentina, for at starte sin egen eftersøgning, men heller ikke han fik noget ud af sine anstrengelser. Han var bosat i Mexico, men var pensioneret argentinsk oberst, og nevø af Juan Peron og Perons assistent under dennes anden præsidentperiode fra 1952 til 1955. Datoen for kidnapningen "narrer ikke" de mest fanatiske tilhængere af argentinateorien. Datoen er blevet forfalsket af de argentinske myndigheder, for at bevise, at det ikke kunne være dette par, som blev fundet døde i USA. Heller ikke fanatikerne kan forklare, hvorfor ligene blev fundet i USA, bortset fra at det var repræsentanter for juntaen, som havde ført dem dertil og skudt dem. Fanatikernes udlægning af sagen bliver dog ikke mere sandsynlig af, at resterne af parret blev fundet i en massegrav ved byen Melincué og identificeret i juli 2010.

Udlægningen om at de to ofre skulle være argentinere, som af en eller anden grund er endt i USA, er nok den mest populære på de mange websleuth fora. Men det er bestemt ikke de eneste teorier, der florerer. Hvis de har været argentinere, er de givetvis blevet kørt eller på anden måde transporteret til området. I modsat fald ville nogle af de lokale efter al sandsynlighed kunne huske at have mødt et ungt par, der talte engelsk med spansk accent. Dengang var der ikke så mange hispanics i sydstaterne, som der senere er kommet, og selv i 2010 havde kun 2 % af South Carolinas befolkning en hispanic baggrund.

Den canadiske forbindelse

Ud over historien fra David Batson om den Jock eller Jacques han havde mødt på campingpladsen i Santee, og som havde fortalt ham, at han var fra Canada, har der også været andre forslag, som forbandt ofrene med Canada. En enkelt "sleuth" tager udgangspunkt i de ubarberede kvindeben, og bruger dette som indikation af, at parret kom fra den franske del af Canada, altså Quebec provinsen, men vedkommende forklarer ikke nærmere, hvad han baserer sin antagelse på - bortset fra den manglende barbering.

Der er imidlertid peget på mere konkrete forbindelser til Canada i form af forsvundne, der passer på beskrivelsen. Mest "brugt" er par fra Edmonton i provinsen Alberta, som forsvandt sporløst i juni 1973. Den bedste indikation for, at de kan være de forsvundne, at beskrivelserne af parret ligner beskrivelserne af ofrene i South Carolina, siger de, der mener at det er disse mennesker, som blev myrdet tre år efter deres forsvinden i et helt andet land.

Parret, Ron og Terry Yakimchuk, født Pettit, forsvandt på vej til et bryllup i Montreal, men blev ikke anmeldt som savnede før 1974. Efter brylluppet ville de forblive i Montrealområdet, hvor han ville søge et undervisningsjob, og hun ville søge job som journalist, som hun allerede var i Edmonton. Turen til Montreal foregik i en gammel folkevognsboble fra 1959. Bilen var rødmalet, men med grøn bagagerumsklap (foran) og grønne kofangere. Bilen var fyldt med husholdningsartikler, kasser med tøj og bøger, og på taget havde de en tre meter lang, hvid kajak. Dagen efter at de havde forladt Edmonton, besøgte de venner i Brandon, Manitoba, ca. halvvejs til Montreal. Næste dag, den 14. juni, sendte de et postkort med bare et enkelt ord på, hjem til Edmonton fra Dryden i Ontario. Det er aldrig blevet  bevist, at det faktisk var dem, der sendte postkortet, men det indeholdt kun ordet "nyah", et ord som Terry yndede at bruge i mange sammenhænge, hvor hun ville vise begejstring, og måske skulle det antyde begejstring over, at den gamle bil nu havde holdt til mere end halvdelen af turen. De nåede aldrig frem til brylluppet, som skulle finde sted den 16. juni, og hverken parret eller deres bil er blevet set siden.

De var blevet advaret mod at køre ad den canadiske rute i deres gamle, bil, da ruten havde mange stejle op- og nedkørsler ad små, smalle og  snoede veje igennem det bjergrige terræn mellem Edmonton og Montreal. De udtrykte dog, at de ikke ønskede at rejse ind i USA, som de ellers var blevet foreslået. USA var ikke et specielt populært sted blandt mange unge canadiere i 1970'erne. Nogle mener dog, at de, da de nåede Dryden, var kommet til den konklusion, at det alligevel var bedre at køre mod syd, og så vælge bedre veje. Det vides altså ikke med sikkerhed, hvad vej de valgte fra Dryden; om de fortsatte ad de små canadiske veje eller om de krydsede grænsen til USA (hvilket canadiske borgere kunne på det tidspunkt uden at vise pas), så ingen ved med sikkerhed om de forsvandt i USA eller Canada. Uanset om de har kørt nord eller syd for grænsen, er der mange bjerge, med skove og små søer på strækningerne til Montreal, hvor såvel bil som passagerer kan være forsvundet. Det er desværre ikke klart om politiet på det tidspunkt, et år efter deres forsvinden, faktisk efterlyste dem i USA. Rygter fortalte, at de havde talt om at rejse til Europa, men politiet meddelte at kun Terry var i besiddelse af et pas. Ingen penge blev hævet på deres konti efter deres forsvinden. Ron havde en livsforsikringspolice men livsforsikringen blev aldrig krævet udbetalt, og de to er faktisk aldrig erklæret døde.

Ron blev beskrevet som en rolig og "tilbagelænet" fyr, der altid var helt nede på jorden, han var fornuftig og tog tingene som de kom. Terry var feminist, sprælsk, drak skotsk whisky og rullede sine egne cigaretter. Hun havde studeret til ingeniør, men havde skiftet til kunst inden hun droppede ud af college og fik job som korrekturlæser på en avis, hvor hun efterhånden var blevet "forfremmet" til journalist. Hendes venner beskrev hende som impulsiv, hun handlede ofte efter pludselige indskydelser og lokkede tit sine venner med på "eventyr". Tilsyneladende havde Terry "afsløret" overfor en af sine venner, Winston Gereluk, at parret ville rejse bort, og at ingen ville kunne finde dem i et stykke tid. Desværre vides der intet om, hvor de ville rejse hen. Et kvindeligt vidne mente at have set parret stå uden for deres folkevogn sammen med en anden mand nær byen Parry Sound i Ontario, omkring 1.500 km fra Dryden engang i juli måned 1973, altså en måneds tid efter at parret forsvandt. Hun meldte det sete til politiet, men de syntes ikke at være interesserede og skrev intet ned, end ikke hendes navn. Bilen holdt i sydgående retning, delvis ude på kørebanen og syntes at være gået i stå. Motorhjelmen var åben og parret stod ude på kørebanen, mens den tredje mand stod på den anden side af bilen inde i vejkanten. Bilen havde ingen kajak på taget. Hun var i tvivl om, hvorvidt parret var oppe at skændes, men hun hørte dem ikke sige noget, og hun mente at de bare stod og så på hinanden eller på bilen.  Fra stedet, hvor hun så parret, er der kun få hundrede kilometer til grænsen til USA. Terrys bror og andre, mener at de to simpelthen har været ude på et impulsivt eventyr, og at bilen måske er kørt af vejen og endt i Lake Superior. Hvis det er tilfældet vil det være næsten umuligt at finde den uden en præcis placering, da søen er meget stor (verdens største ferskvandssø målt i areal) og også forholdsvis dyb, og den har strøm.

Hvis disse to canadiere var identiske med de to myrdede, er der ingen der ved, hvad de havde lavet i de tre år, der gik fra de forsvandt, til ligene blev fundet i South Carolina. De har ikke hævet penge på deres konti, og må altså have fundet andre måder at forsørge sig på. Imidlertid er der også andre ting, der taler mod, at familien Yakimchuk skulle være identiske med ofrene. Hvor beskrivelsen af Ron passede nogenlunde på det mandlige offer, var der større forskel på beskrivelserne af Terry og det kvindelige offer. Ron og Terry var henholdsvis 27 (passer med den senere forslåede højere alder på det mandlige offer) og 23 år gamle. Dermed var Terry nok et par år for gammel til at være det kvindelige offer. Hun blev desuden beskrevet som vejende 54 kg, men kan selvfølgelig have tabt sig i de tre år mellem sin forsvinden og fundet af liget. Derimod var hun naturligt blond, mens offeret havde rødbrunt hår, og det har næppe ændret sig, selv i løbet af tre år. Også Rons søster, Marlene Bell, er sikker på at ofrene ikke er hendes bror og svigerinde. Hun siger at de slet ikke lignede fotografierne af de myrdede. "No friggin' way can it be them" var hendes ord. Politiet i Edmonton har for flere år siden sendt en DNA prøve til Sumter County, men hvis den har vist noget, er det ikke blevet offentliggjort, og det ville det formodentlig være, hvis ligene var blevet identificeret. Mit eget indtryk efter at have set billeder af både ofrene og ikke mindst Terry, er at hun slet ikke ligner det kvindelige offer, selv om der kan være en vis lighed mellem Ron og det mandlige offer.

Var de to myrdede kriminelle?

En del mennesker mener at mordene har været narkorelaterede, fx at de to myrdede har fungeret som narkokurerer og er blevet likvideret af bagmændene, måske fordi de havde forsøgt at stjæle narko eller penge fra narko. Hvis det er tilfældet, var de ikke selv afhængige, og obduktionen fandt ikke spor af, at de selv skulle have brugt narkotika. Heller ikke spiritus blev der fundet spor af. Muligheden for at var involveret i narkotikakriminalitet foreligger dog. Den T-shirt, som det mandlige offer havde på stammede fra et motorløb på Sebring banen i Florida året før. Nogle af de hold, som deltog i dette motorløb, primært et par hold fra Georgia, var under stærk mistanke for at smugle narkotika ind i USA via Miami. Har de to unge mødt nogle fra en smuglerbande til løbet? Måske blev de hyret ved den lejlighed, måske var de allerede involverede. Begge dele er mulige, og den henrettelsesagtige metode, de var myrdet på, kunne tyde på en eller anden form for organiseret kriminalitet.

En anden teori går ud på, at det mandlige offer var svindler, og at pigen var hans lokkedue, og at de til sidst fik snydt den eller de forkerte. Hvis han var svindler og pigen var var med i et svindelnummer, kan han godt have været den mand som Batson talte med på campingpladsen i Santee, men i givet fald har den historie, som han fortalte om at være canadier, lærer og søn af en læge formodentlig været løgn, og så kan disse informationer alligevel ikke bruges til noget. Der er dog intet der på nogen måde taler for denne teori. Tilhængerne mener dog, at selve det, at de var velplejede, fik manicure, og bar dyre, men ikke ekstremt dyre smykker, var tegn på, at de var svindlere. Problemet er bare at det kvindelige offers smykker ikke var specielt dyre, men snarere lokalt kunsthåndværk fra det sydvestlige USA.

Var ofrene "runaways"

Runaways dækker normalt over børn og unge mennesker, der stikker af hjemmefra. Disse runaways er ofte svære at finde igen, og mange bliver aldrig fundet. En del bliver formodentlig aldrig efterlyst, fordi forældre, plejeforældre eller hvem de nu er stukket af fra, ikke ønsker dem tilbage. Det er muligt at de to ofte var runaways, men sandsynligt er det ikke. Runaways har sjældent penge, og de to ofre savnede tilsyneladende ikke noget, jf smykker og guldur, selv om de blev fundet uden kontanter på sig. Det kunne de imidlertid have haft i taske eller tegnebog, som heller ikke blev fundet. Så muligvis har der været tale om et rovmord, og når morderen ikke tog ur og ring, kan det have været fordi vedkommende ikke vidste hvordan han skulle gøre disse op i penge. Men hvorfor skulle en rovmorder skyde ofrene tre gange hver?

De fleste, der har beskæftiget sig med sagen er enige om at de ikke var runaways, der levede på gaden og blaffede sig vej gennem USA, selv om der også stadig et nogle, der fastholder denne teori.

Familien McMinn fra Oregon

Et nyt forslag fra 2012 er, at de to ofre skulle være Michael og Cordelia McMinn, et par fra Portland i Oregon, som forsvandt i marts 1976, ca. 5 måneder før ligene blev fundet. De blev efterlyst, men deres forsvinden blev ikke offentliggjort på hjemmesider med oversigter over forsvundne personer før 2008, hvilket kan forklare hvorfor ingen har interesseret sig for dem før. Ifølge avisartikler har deres forsvinden muligvis været narkorelateret. De var på ferie en båd, og de, der er tilhængere af, at McMinns var identiske med ofrene i South Carolina, mente at båden var blevet kapret af narkosmuglere. Der er dog ingen forklaring på, hvorfor smuglere, der kaprede en båd i Stillehavet, skulle føre de ombordværende på tværs af USA, for så at slå dem ihjel i South Carolina. Politiet anså da heller ikke denne teori for sandsynlig, idet narkotikagangstere tjente mange penge og hellere end at kapre en båd, og gøre opmærksom på sig selv, ville de sandsynligvis have købt en båd i stedet. Hvis der var tale om narkosmugling, var det snarere MCMinn parret, som selv smuglede.

I forbindelse med udforskningen af McMinn parret faldt en af "de private" udforskere over en avisartikel, der indeholdt et interview med en mekaniker fra York i Nebraska. Mekanikeren kunne huske at have mødt det myrdede par, og at have lavet en reparation på deres bil. Netop i York, Nebraska fandtes en af de fire Grant's Truck Stop, som eksisterede i USA i 1976, og det kunne forklare, hvor det mandlige offer havde tændstikkerne fra. Mekanikeren kunne huske at den bil, han havde repareret, havde nummerplader fra Oregon eller Washington. Den mest direkte rute mellem Portland og South Carolina fører netop gennem York, så det ville være en sandsynlig rute. Det kvindelige offers smykker kunne være udført at indianere fra dette område, som ofte arbejder med sølv og turkiser, to materialer som netop indgår i smykkerne, og hun kunne have købt det undervejs. Problemet med McMinns er, at både Cordelia og Michael var 26 år gamle, og hvor det kan passe med Michaels alder, var Cordelia 4-5 år ældre end det kvindelige offer blev anslået til. Forevist fotos af de to ofre mente Michaels bror ikke at det var hans bror og søster, men manden bag teorien mener at de 36 år, der var gået fra familien forsvandt til broderen så billederne, kunne have fået hans hukommelse til at svigte. En tegner og websleuther ved navn Carl Kopp har lavet såkaldte composite tegninger af såvel ofrene som McMinns, og her kan man  sagtens se ligheder. Til gengæld synes jeg ikke at de ligner de oprindelige composite tegninger fra 1976. En anden websleuther har lavet photoshop billeder, hvor offeret er forsynet med overskæg, som McMinn  havde og omvendt, hvor McMinns overskæg er retoucheret bort. Også disse billeder har en vis lighed, men også kun en vis!  Michael McMinn havde fået fjernet et stykke metal fra venstre skulder efter et motorcykeluheld, hvilket kunne forklare de to ar, som det mandlige offer havde på skulderen, og arene på ryggen kan forklares med andre småsår fra motorcykeluheldet. Cordelia McMinns frisure ligner ikke det kvindelige offers, men det kan jo være blevet ændret på de tre måneder. Jeg mener dog ikke at ligheden er særlig stor. Men som en politiefterforsker sagde i forbindelse med sagen: "Billeder kan kun bruges til at afvise en identifikation, ikke til at bekræfte den".

Mere sandsynligt, end at de blev myrdet i South Carolina, er imidlertid at McMinns forsvandt på havet. De hentede deres båd, som de selv havde bygget hjemme i indkørslen, på Hawaii, hvortil de havde sejlet den året før. Båden var en 25 fods sejlbåd af trimaran typen, og nu ville de sejle over Stillehavet mod Canada og derefter hjem til Oregon. Det første mål på hjemturen var  Port Angeles på Olympic Peninsula i Washington, hvor Cordelia havde familie. Cordelia havde fortalt sin far, at han ikke skulle blive urolig hvis der gik 45-50 dage, før han hørte fra dem igen. Reelt forsvandt de altså ikke i marts, som teorien antyder, da de først sejlede fra Hawaii i maj. Marts var bare sidste gang, deres familie så dem. Året før var de sejlet fra Portland langs kysten til Mexico og herfra til Hawaii, og hvis de havde planlagt at sejle samme vej tilbage, kunne det være for at smugle narko fra Mexico til USA, men sandsynligt er det ikke.

Båden var udstyret med en radiomodtager, men ikke med en sender. Den havde dog en nødsender, som automatisk ville sende et signal i op til otte dage, og som rakte omkring 225 km, men hvis båden er sunket hurtigt, er er den måske sunket inden nødsenderen begyndte at sende. Da de blev meldt savnet, 79 dage efter afrejsen, sendte USAs kystvagt radioudsendelser, som bad dem om at tænde deres nødsender en time hver morgen og aften, men ingen ved om de nogensinde hørte disse udsendelser, og om de nogensinde tændte nødsenderen. I hvert fald modtog ingen radiostationer signaler fra denne. To fly hørte dog uafhængigt af hinanden et svagt signal omkring 2.000 km vest for San Diego, men et eftersøgningsfly fandt intet i området. Nogle andre sejlere mente at have spottet deres båd i Stillehavet øst for Vancouver i slutningen af juni eller begyndelsen af juli, men kunne ikke være sikre og heller ikke dette tip førte til noget.

Konspirationsteorier

Ud over de mere underbyggede, men altså ikke bekræftede teorier, findes der en lang række konspirationstreorier, som selvfølgelig kan være rigtige, men som mest af alt tyder på at deres bagmænd og tilhængere har glemt at tage sølvpapirshattene på. Jeg vil ikke gå i detaljer med dem, men nævner i flæng:

  • CIA myrdede dem. Helt præcis var Lonnie Henry snigmorder for CIA, var netop kommet hjem fra Vietnam og fik nu ordre til enten at likvidere de to selv, eller at skaffe et våben til eksilcubanske mordere, så de kunne tage sig af likvidationen.
  • Morderne var to navngivne eksilcubanere Luis Posada Carilles og Orlando Bosch som var under beskyttelse af CIA's direktør, den senere præsident George H. W. Bush. De to havde også sprængt en mand i luften på åben gade i Washington DC, og Bush beordrede FBI til at lyve om denne sag. Senere, da han var blevet præsident beordrede han sagerne mod de to cubanere indstillet. Senere beordrede hans søn, George W. Bush, som præsident, FBI og lokale myndigheder til at destruere alle sagsakter, der handlede om sagen fra Sumter County.
  • Når det blev sagt at Maria de Lugones både var gravid og fik et barn i 1975, mens det kvindelige offer aldrig havde været gravid, så var det første løgn. Man byttede informationerne om graviditeten ud mellem to Mariaer, som begge var tilfangetaget af de argentinske myndigheder, netop for at undgå at ofrene blev identificeret. Det var altså ikke Lugones som fødte, men en anden Maria.
  • Ofrene var sendt fra Sydamerika for at blive optrænet som sabotører på Fort Benning i Georgia, hvor CIA uddannede sådanne i 1960'erne.
  • Ofrene var ganske rigtigt flygtede peronister, men USA vidste hvor de var, og da udenrigsminister Henry Kissinger opfordrede den argentinske regering til at eliminere alle modstandere hurtigst muligt inden den amerikanske kongres skar USAs støtte til regimet i Argentina væk, blev også argentinere uden for Argentina likvideret, herundet ofrene fra South Carolina.
  • De to ofre blev ført fra Argentina til South Carolina, hvor de blev udsat for tortur for at røbe andre peronister. Da de havde talt blev de ført ud i naturen og henrettet.
  • De to var østeuropæiske spioner som blev afsløret og myrdet af CIA - eller af deres egne fordi de ikke længere var brugbare.
  • De var blaffere, som var blevet tvunget til at medvirke i en pornofilm, og derefter ikke havde fået lov til at taget andet end det mest nødtørftige tøj på, inden de blev kørt udf og skudt.

Og sådan kunne jeg forsætte, men alle teorierne er langt ude, og nogle af dem er nemme at modbevise. Fx havde ligene ingen spor af tortur. Lonnie Henry havde ikke været i Vietnam lige før mordene. Intet, heller ikke senere DNA analyser tyder på at de var fra Østeuropa osv.

Vurdering

Af uransaglige årsager har jeg ikke selv udviklet min egen teori om, hvad der kan være sket - og dog (se næste afsnit). Der er dog noget, som jeg savner i de overvejelser, der er gjort omkring ofrene. Om politiet har gjort disse overvejelser, ved jeg ikke, da man i dag ikke ved meget om, hvordan politiet i sin tid greb sagen an. De forskellige netdetektiver har i hvert fald ikke inddraget det i deres teorier - eller i hvert fald ikke på sider, som jeg har besøgt. De to ofre omtales på alle sider og også af fx Verna Moore, som et par. Det betyder at i hvert fald netdetektiverne typisk har ledt efter forsvundne par. Ret beset er det eneste, der taler for dette, at de begge havde olivenfarvet hud og blev fundet sammen. Hvis de to ikke var et par og ikke forsvandt sammen eller samtidigt, kan det være en grund til, at ingen har identificeret dem. Måske er de forsvundet på vidt forskellige tidspunkter, og har så mødt hinanden undervejs og har slået følge. Måske har ingen af dem haft pårørende, der savnede dem, eller kun savnede en person, ikke to. Måske har de end ikke mødt hinanden, men er blevet fanget hver for sig af den senere morder og bare myrdet samtidigt?

Måden, de er skudt på, for de fleste efterforskere til at tænke på en henrettelse, snarere end et rov- eller andet tilfældigt mord. Det er ikke mindst det tredje skud i halsen, "forsikringsskuddet", som får tankerne til at gå i den retning. Hos mig går de dog et skridt videre. Et skud i hovedet må alt andet lige være en bedre forsikring og død end et skud i halsen, selv det nok også er dræbende i de fleste tilfælde. Skuddet i halsen sad i begge tilfælde lige under hagen, hvor det ville have ødelagt deres evne til at tale, hvis de fortsat havde været i live. Det får mig til at overveje, om de måske er blevet henrettet fordi de var stikkere i en eller anden sammenhæng. Hvis de var sydamerikanere og ville vidne mod torturbødlerne fra juntaens tid i Argentina, kan mordet være blevet begået på den måde, for at skræmme andre fra at vidne, men igen må man spørge sig selv, hvorfor det i givet fald skete i USA.

En anden mulighed er, at de måske har været vidner i eller havde truet med at vidne i en sag om organiseret kriminalitet, måske mod den italienske mafia, hvilket kunne forklare den sydeuropæiske hudfarve. Alle mulige andre variationer er selvfølgeligt også mulige. I 1970 gennemførte USA en lovgivning, der gav mulighed for at vidner kunne anbringes under vidnebeskyttelse på "sikre" steder og med falske identiteter. Måske har de været under vidnebeskyttelse, hvad enten det har været i det føderale program under U.S. Marshal Service eller et af de statslige vidnebeskyttelsesprogrammer, som fandtes i Texas, Californien, Illinois, Connecticut, Washington DC og New York. Hvis de har været anbragt i et sådant vidnebeskyttelsesprogram, og alligevel er blevet opsporet, kidnappet og likvideret, har myndighederne haft gode grunde til ikke at indrømme det. Hvis vidner under vidnebeskyttelse alligevel blev myrdet, ville det have en negativ effekt på andre potentielle vidners lyst til at melde sig. Det kunne også forklare, hvorfor de aldrig blev meldt savnede. Personer, der anbringes under vidnebeskyttelse og får falske identiteter, må ikke kontakte hverken venner, familie eller andre fra deres tidligere liv. Da de var "forsvundet, måske for altid", var der ingen, der savnede dem, og som derfor meldte deres forsvinden. Da billeder af de to myrdede blev offentliggjort, kan myndighederne have kontaktet familien og bedt dem om at holde tæt af samme årsag, som myndighederne selv havde til ikke at identificere ofrene. De to myrdede kan også have været under vidnebeskyttelse så længe, at ingen familiemedlemmer forbandt dem med mordene. En mulig forklaring? Ja, mulig er den; sandsynlig, næppe. Der må have været andre end familie, der kendte ofrene, og myndighederne kunne næppe få dem alle til at holde tæt med hvad de vidste.

Da ligene blev fundet, havde de været døde i mindre end 24 timer. Imidlertid blev de fundet lige ved siden af USA's længste nord-sydgående interstate highway, så selv om man ofte antager det modsatte, kan de være blevet myrdet et helt andet sted, kørt til South Carolina og bare "smidt her", langt væk fra mordstedet. Hvis man fx antager, at de blev myrdet om eftermiddagen dagen før og transporteret hertil i bil med en gennemsnitsfart af 60 miles i timen, kan de være blevet myrdet så langt væk som 700 eller 800 miles. Det ville bringe New York City inden for mulighedernes grænse (via I-95), men også steder i helt andre retninger. Blev de myrdet tidligere på dagen, kunne de været kommet så langt væk fra som Dallas, Texas eller andre steder. Noget tyder dog på, at morderen eller en anden involveret, har været kendt i området, hvor ligene blev fundet, men det kan også sagtens være tilfældet - eller morderne kan have haft lokal hjælp. Hvis de blev myrdet et andet sted, passer det imidlertid ikke med at Lonnie Henrys pistol var mordvåbnet, med mindre den befandt sig på mordstedet, i hvilket tilfælde Henry må have været involveret. Og det var han måske også, som leverandør af pistolen. Imidlertid kom der for nogle år siden tilsyneladende en rapport frem, der fortalte at kuglerne, som var fjernet fra ligene ikke var kaliber .357 men i stedet kaliber .38. Jeg har dog ikke kunnet finde denne rapport.

Der er altså stadig ingen der ved, hvem de to ofre var, og ingen ved, hvorfor de blev myrdet eller af hvem. Uden en identifikation af ofrene, kommer der nok heller ikke svar på de to sidste spørgsmål, og selv om ofrene en dag bliver identificeret, er der ingen garanti for at forbrydelsen bliver opklaret. Selv hvis den bliver det, er der stor chance for at en eller flere eventuelle mordere for længst er døde. Men god fornøjelse med selv at udforske sagen.