På vejen
25.000
km i USA's bliver til en hel del vej. Vi har kørt på motorveje, hovedveje,
landeveje, biveje, småveje og grusveje. Nogle har været føderale, nogle
statslige, nogle amtslige, og nogle har tilhørt små byer. I artiklerne taler jeg
jævnligt om interstates, highways, state roads og andre veje. Nogle af de veje,
vi har kørt på har fået selvstændige artikler, fx
Avenue of Giants,
Route 66,
Djævelens Hovedvej (Tidl. US-666) og
Natchez Trace og
måske kommer flere til, men her lidt om alle de andre veje.
USA er et land, der er indrettet med henblik på privat transport. Selvfølgelig findes der masser af fly, jernbaner og busser, så man kan blive transporteret på anden vis, men vejnettet er helt klart baseret på, at man skal transportere sig selv. Dette kan man så gøre i bil, i motorhome, eller på motorcykel. Man kan selvfølgelig også vælge at gå eller køre på cykel, men afstandene gør de fleste steder, at dette ikke er nogen hensigtsmæssig transportform. Jernbane- og bustransport er forholdsvis hurtigt, og nogenlunde overkommeligt i pris, men desværre bliver man ret bundet, og man kan fx ikke "lige køre en omvej" for at se et eller andet, som man er faldet over. Uden motoriseret transport, kører man heller ikke lige en eftermiddagstur på 260 km for at se en ørken. Se afsnittet om Profetens by.
USA er dækket af veje, flere millioner kilometer af dem; veje i alle størrelser fra 20 spors motorveje omkring de store byer til små, næsten usynlige grusveje i bjerge, ørkener og andre "obskure" steder. Interstate er typisk de største veje selv om visse US Highways og sågar State Roads kan være fysisk større. Interstate Highway systemet blev foreslået af, og vedtaget underpræsident Eisenhower, der var imponeret af det tyske motorvejsnet, som han havde set under 2. verdenskrig, og han mente at et sådant net af motorveje, skulle USA også have. Det officielle navn på dette net af motorveje, der dækker det meste af USA er "Dwight D. Eisenhower National System of Interstate and Defense Highways". Det blev vedtaget i 1959 og i dag er der mere end 75.000 km Interstate Highways. Vejene anlægges og drives af de enkelte stater, men med tilskud fra forbundsregeringen. Kun to undtagelser fra denne regel eksisterer. Den ene er beltway'en rundt om Washington DC, der alene finansieres af forbundsmidler. Den anden er Woodrow Wilson Bridge, der krydser Potomac floden nær Washington DC. Også denne bro finansieres af forbundsregeringen. Alle Interstate Highways er motorveje, og de er alle nummereret efter et forholdsvis simpel system (når man ser bort fra alle undtagelserne). Alle de interstates, der går fra øst til vest har lige numre. Den sydligste er I-10, der går fra Jacksonville i Florida til Los Angeles i Californien. Den nordligste er i praksis I-90, der går fra Boston i Massachusetts til Seattle i Washington. I-94 og I-96 ligger selvfølgelig nordligere end I-90, men de eksisterer kun på kortere strækninger, og ingen ender nordligere end I-90. I-94 går fx fra Port Huron i Michigan, til Billings i Montana, hvor den støder til I-90. I-96 går fra Detroit i Michigan til Muskegon i samme stat, på hele sin strækning nord for I-90, men langt sydligere end I-90 går på det sidste stykke ud mod Stillehavet. I-82 ligger dog på hele sin strækning nord for I-84, hvilket skyldes at I-84 tidligere hed I-80 North.
De nord-sydgående veje har ulige numre. Længst mod vest ligger I-5, der går fra Vancouver i Canada til San Diego i Californien. I-95 går fra Woodstock i Maine ved grænsen til Canada til Miami i Florida. Ikke alle numre udnyttes. Der er fx ingen I-50 eller I-60, ja faktisk er der ingen veje med lige numre mellem I-46 og I-62. Veje med tre cifre et typisk omfartsveje rundt om byer, eller Business Roads gennem byer eller veje, der forbinder to andre interstates, fx I-580 ved San Francisco, der forbinder I-5 og I-80. Også for disse trecifrede veje, ligger der mere i nummeret end som så, men det skal jeg ikke komme nærmere ind på her. Den mest befærdede interstate er I-405 i Seal Beach i Californien. Her kører omkring 380.000 biler i døgnet. Den længste interstate er I-90, der er 4.987 kilometer lang, og den korteste er I-878, der kun er 1,1 kilometer. Den højeste beliggende vej er I-70, der i Rocky Mountains kommer op i 3.400 meters højde. Nå, men det var meget om Interstates. Vi har kørt på mange af dem, og det er på disse veje, at der ligger velkomstcentre ved de fleste statsgrænser. En anden ting, man skal være opmærksom på, er at der parallelt med interstates især ved byer, ofte går såkaldte Service Roads, hvor hoteller, supermarkeder osv. ligger tæt. Disse serviceroads har vi gennem årene haft en del besvær med, men det er en helt anden historie, som kommer en anden gang.
Ældre end
Interstate Highways er
US Highways. Dette system blev grundlagt allerede i 1926. Også disse veje er
nummereret efter samme system, som interstates – eller rettere, interstates er
nummereret på samme måde som US Highways. US-1 ligger længst mod øst (i
modsætning til interstate systemet), og længst mod vest ligger US-101 (101
betragtes som tocifret, hvor første ciffer er 10!). Også her er der masser af
undtagelser i nummereringen, men den er fortsat til at finde ud af. Mindre veje er typisk State
Highways eller State Roads. Disse nummereres af de enkelte stater, og der er
derfor ikke noget fast nummersystem. Én af de mest kendte State Highways er
California Highway 1, der går langs den californiske stillehavskyst. Såvel US
Highways, som State Highways eller State Roads, kan være motorveje, men det
behøver de bestemt ikke at være. US 101, er fx 8 spors motorvej på en del af
strækningen og en mindre bivej andre steder. De såkaldte county highways eller
county roads, der vedligeholdes og administreres af et enkelt county er ofte,
men ikke altid mindre end de gennemgående veje.
En ting, der karakteriserer amerikanske motorveje, er, at der godt nok findes rastepladser med toiletter, måske et informationscenter og så eventuelt nogle automater, men der findes ingen rastepladser med spisesteder eller benzinstationer. Den slags ligger altid uden for selve motorvejen. Til gengæld er det typisk, at når man nærmer sig en motorvejsfrakørsel står der skilte med oversigter over, hvilke tankstationer, overnatningsmuligheder og spisesteder, der ligger ved den pågældende frakørsel. Specielt uden for de større byer, opstår på denne måde små minisamfund, med 5-6 hoteller/moteller, lige så mange tankstationer og et tilsvarende antal kæderestauranter, så den vejfarende ikke behøver at køre ind til den pågældende by, hvis man bare er på vej videre. Det har vi benyttet os af flere gange. Frakørslerne er i øvrigt nummererede og på en måde, der efter min mening er langt bedre end den måde, vi nummererer på i Danmark. Herhjemme er frakørslerne nummereret numerisk fortløbende, men i USA har frakørslerne i langt de fleste stater numre alt efter, hvor langt fra en statsgrænse, de ligger. Fx kan den første frakørsel på I-65 når man kommer til Tennessee fra nord 117. Den sidste før man kører ind i Alabama hedder 1. Det betyder, at hvis man ved, at man skal fra ved frakørsel 65 og man nu er ved frakørsel 178, så ved man også at der fortsat er 113 miles (180 km). Ved nogle byer, er der flere frakørsler inden for kort afstand, og de kan så fx være nummereret 65A, 65B 65C osv. I Danmark kan der være 30 km mellem frakørsel 9 og 10 og 1 km mellem 10 og 11. Men det er selvfølgelig en smags sag, hvad man foretrækker.
Udvalgte veje
I-90
Motorvejsstrækninger giver
sjældent anledning
til
de helt store oplevelser, selv om de altså kan kan være meget smukke
(omgivelserne, ikke selve vejene), men af og til giver de da anledning til
pudsige oplevelser eller overvejelser, eller hvad man nu skal kalde det. En af
disse pudsigheder opstod på I-90 på strækningen gennem det vestlige Montana. Her
løber den lille flod Clark Fork parallelt med motorvejen et længere stykke, og
kort efter byen Missoula krydsede den I-90. En mile eller så længere fremme
krydsede den igen. På det tidspunkt var vi ikke helt klare over det parallelle
forløb, så da vi igen ca. 2 miles længere fremme igen krydsede en flod, og så at
det var Clarks Fork for tredje gang, begyndte vi at synes at det var morsomt.
Hver gang vi mødte en bro, gættede vi på, at det nok var Clarks Fork vi
krydsede, og hver gang havde vi ret. Alt i alt krydsede vi floden 16 gange på en
strækning af ca. 50 miles (ca. 80 km), og da vi ikke længere mødte den, begyndte
vi faktisk at savne den.
Utah Road 262
Den kedeligste 4. juli vi nogensinde har oplevet i USA tilbragte vi i byen Blanding i Utah (se Klipper), og dagen efter skulle vi køre 120 km mod nord til Moab, Utah, hvor vi, som man kan læse i samme artikel, skulle besøge Arches Nationalparken. Men undervejs ville vi gerne se "Four Corners Monument", der ligger inde i Navajo indianerreservatet, og som er det eneste sted i USA, hvor fire stater mødes. Her er der "selvfølgelig" etableret et monument, og navajoerne opkræver en beskeden entré. Så i stedet for at køre mod nord fra Blanding til Moab, kørte vi mod syd ad US 191. Men kort efter forlod vi denne og fortsatte mod øst af Utah Road 262, i øvrigt gennem nogle meget smukke landskaber, hvor der overalt blev advaret mod "open range", det vil sige at kvæg og heste går frit, og man skal holde tilbage, hvis de vil krydse vejen. Vi mødte da også en større hesteflok, som vi pænt holdt tilbage for, indtil en stor lastbil "satte gange i dem" med et blæs i sit kompressorhorn. Ved den lille by Montezuma Creek lykkedes det for os at køre forkert – én af de få gange det er sket. Men vi kom nu ret hurtigt tilbage på sporet, men der er heller ikke mere end 3-4 veje i det hele. Problemet var, at vi skulle følge Utah Road 262 og vi havde ikke lige opfattet af vejen ved et vejkryds slog et 90 graders sving, så vi fortsatte lige ud ad en vej, der blev mindre og mindre, og til sidst stort set kun var et hjulspor. Så vendte vi om og kørte tilbage, men senere har det vist sig, at vi faktisk godt kunne have fortsat. Så var vi kommet gennem en øde del af navajo reservatet, og havde mødt US Highway 160 længere mod syd. Nu vendte vi imidlertid tilbage, fandt den rigtige vej, og fortsatte af denne, over statsgrænsen til Colorado, hvor vi så mødte US 160.
US-61
I 2004 kørte vi fra Vicksburg i Mississippi til Natchez i samme stat. Vejen vi kørte ad var US-61 mod syd. Denne vej begynder i en by, der hedder Wyoming, ikke at forveksle med staten af samme navn. Byen ligger i Minnesota, og herfra strækker vejen sig helt ned til New Orleans. Vejen kaldes "The Blues Highway", fordi den går gennem det såkaldte Mississippi Delta, som ligger i den nordlige del af staten Mississippi, fra omkring grænsen til Tennessee og så ned til ca. omkring Vicksburg, og fra vest til øst mellem floderne Mississippi og Yazoo. I dette område blev bluesmusikken efter sigende født, og mange kendte bluesmusikere kommer da også fra dette område, fx Robert Johnson, B. B. King og Muddy Waters. Nåh ja og Ike Turner, mens bluessangerinden Bessie Smith døde i et biluheld på US-61. Også jazz og rock henter mange rødder i dette område. Og den 4. april blev Martin Luther King skudt på Lorraine Motel i Memphis. Motellet ligger på Highway 61, og vejen har næsten samme status i USA som Route 66. Mit eget kendskab til Highway 61, som vejen jo kaldes, stammer faktisk også fra musikken, nemlig fra Bob Dylans Highway 61 Revisited. Særligt indspilningen med Johnny Winter holder jeg meget af. Nå ja, ok så lad gå da. Bob Dylan blev også selv født ved Highway 61, om end i den nordlige del i Minnesota. Det var i øvrigt på vej ned ad Highway 61, at bilens airconditionanlæg helt stod af, og det kom aldrig til at virke igen, så den eneste aircondition vi havde på resten af den tur, var at åbne vinduerne. Men det gav ikke meget, når temperaturen udenfor var omkring 35° eller højere.
Lake Pontchartrain Causeway
I 2004 kørte vi øst på i Louisiana
ad I-12, som i øvrigt kaldes Republic of West Florida Highway. Hvis nogen under
sig over, hvordan Florida kommer ind i billedet i Louisiana, så har det ikke
noget med staten Florida at gøre. Men i 74 dage i 1810 tilhørte den sydøstlige
del af det nuværende Louisiana en selvstændig republik, som netop hed Republic
of West Florida, som også omfattede også dele af staterne Mississippi og
Alabama, men intet af
det
nuværende Florida. Grunden til at vi kørte netop her var, at vi gerne ville køre
til New Orleans fra nord. Ikke fordi vi normalt har nogen præferencer for netop
det verdenshjørne, men fordi, at vi her ville komme til New Orleans over en bro.
Og ikke en hvilken som helst bro, men over Lake Pontchartrain Causeway,
verdens længste bro, der kun går over vand. I virkeligheden er der tale om to
parallelle broer, en der bærer den nordgående vejbane, og en anden der bærer den
sydgående. Broen er godt 38 km lang (mere end dobbelt så lang som de to
storebæltsbroer (østbroen og vestbroen) til sammen og uden ø i midten), og det
skulle vise sig, at være en enerverende oplevelse at køre over den. Broen er i
øvrigt en betalingsbro, men man bliver nu ikke ruineret af at krydse den. Vi har
i øvrigt kørt på mange betalingsveje, nogle med større held end andre, men det
kommer der nok en anden historie om engang.
Broen er en lavbro, og vejbanerne ligger få meter over søens overflade. 13 km syd for den nordlige kyst, er der en vippebro, der kan åbnes for at tillade skibe at passere, og to andre steder er nogle små "pukler", som ikke kan lukkes op, men hvor mindre fartøjer kan sejle igennem. Men ellers er den flad som en pandekage – elle rettere, det er den netop ikke! Broen bæres af over 9.000 bropiller, hvilket betyder at afstanden mellem dem kun er omkring 4 meter, og mellem disse "buer" vejbanen en smule opad, så når man kører med de føles det fuldstændigt som at være på et skib i søgang, og den lave højde betyder, at der er mange solreflekser i vandet, som nærmest kan hypnotisere den, der kører. Det var i vores tilfælde Dorte, som passede rattet på vej over broen, og hun syntes bestemt ikke, at det var behageligt. De lokale myndigheder anbefaler faktisk også, at man ikke kører over broen mere end en gang hver dag. Men til gengæld er det en oplevelse at se New Orleans skyline dukke op i varmedisen, når man nærmer sig land igen.
I-40
I-40 er en af de mange Interstates, nævnt ovenfor. Som nummeret antyder går den
fra øst til vest, eller omvendt. Den går fra Wilmington i North Carolina til
Bartstow i Californien, hvor den møder I-15. Vejen er egentlig ikke noget
særligt, men det er den eneste vej, som vi har kørt på, på alle vore ture i USA.
Første gang var i 2000, hvor vi kørte på vejen en ganske kort strækning fra den
krydser I-95, som vi var på vej nordøst ad. Da vi mødte I-40 kørte vi over på
denne og kørte mod nord til North Carolinas hovedstad, Raleigh. Næste dag
fortsatte vi endnu et stykke ad I-40 til Durham, før vi forlod vejen. Her, i det
centrale North Carolina kaldes vejen ofte for Tobacco Road. I North Carolina
findes der i øvrigt tre meget små veje, som har direkte adgang til motorvejen
uden nogen form for tilkørselsesramper eller lignende. Dette er meget
ukarakteristisk for Interstates.
I 2002 kørte vi på vejen i Tennessee. Vi kom syd på ad I-65 fra Kentucky, og "stod på" I-40 ved Nashville, hvorfra vi fulgte vejen til Memphis, hvor vi igen forlod den for at køre mod syd ad I-55. I 2004 kom vi mod syd ad I-55 fra St. Louis, Missouri. I-55 krydser Mississippi ved Memphis, og denne kørte vi på I-40m hvor de to vejes mødes i Arkansas. Derfra fulgte vi vejen mod vest til Little Rock, hvorfra vi så kørte mod syd.
Foreløbigt sidste gang vi har kørt på vejen var i 2006, og denne gang var det i Arizona. Lige som i 2000 kørte vi på vejen to dage i træk, og lige som den gang var det meget korte strækninger. Første gang var de ca. 60 km fra Seligman til Williams, og dagen efter kørte vi så yderligere omkring 70 km fra Williams til Flagstaff.
Ingen af de ovenstående ture bød på nævneværdige oplevelser, men vejen kan altså prale af, at den har lagt asfalt til os, hver gang vi har været i USA.