Solskin i Tennessee (og et par mord)

Torsdag var allerede hjemmefra planlagt til at blive turens længste sightseeingdag målt i kilometer, og sådan endte den også, selv om den i distance blev overgået af to af "transportdagene". Jeg stod derfor tidligt op, og havde bestilt morgenmad kl. 7.30 - denne gang uden pandekage, men med toast, røræg og pølse. I den forrige artikel lovede jeg at vende tilbage til pølsen, så det gør jeg hermed. En morgenmadspølse er meget sjældent en pølse i den forstand, som vi kender hjemmefra. Her er de pølse, der serveres til morgenmad eller brunch typisk cocktailpølselignende eller måske de lidt større, der bare kaldes brunchpølser - af og til kan de være krydrede som fx chorizo. I USA er "pølserne" derimod normalt det, man kalder en "sausage patty". En patty er nærmestes en slags flæskeburgerbøf. Altså en fars af svinekød formet som bøffer. Og det er givetvis ikke det magreste kød, der er brugt, så man oplever tit, at de nærmest "svømmer" i fedtstof. Alt det, havde jeg imidlertid glemt alt om, da jeg bestilte pølse til morgenmaden. Roses pølse var da også af denne type, og lidt for fedtet efter min smag, selv om det langt fra var den værste, jeg har prøvet. De følgende dage bestilte jeg bacon i stedet - det er tørstegt, så det er svært at klage over. Men ellers var morgenmaden glimrende.

Efter at have spist tog jeg så af sted. Jeg havde hjemmefra planlagt at ville besøge Davy Crockett Birthplace Statepark i Tennessee, hvor vi var i 2000. Dengang styrtregnede det, og vi var bekymrede over, hvor Dortes forældre var blevet af - de var nemlig blevet væk fra os i regnvejret, så vi kunne ikke rigtigt koncentrere os om stedet. Det ville jeg nu råde bod på. I øvrigt kom svigerfamilien til parken efter ca. en halv times venten, men vi fandt aldrig ud af, hvor de havde været i de halvanden time, de ikke var under kontrol. Og vi ved det stadig ikke. Se artiklen Davy Crockett under Rejser 2000.

Et mord - og en partering

Nå, men ud over Davy Crockett Birthplace State Park i Tennessee, havde jeg undervejs besluttet mig til, at jeg ville se Kona, den by, hvor Frankie Silver (se foregående artikel) myrdede sin mand, og jeg ville også se om jeg kunne finde den meget lille bebyggelse, Pandora, hvor Tom Dooley i sin tid blev arresteret efter mordet på Laura Foster. Rækkefølgen havde jeg planlagt til Kona, Davy Crockett og Pandora. Jeg indstillede derfor gps'en på førstnævnte. Det betød, at jeg skulle tilbage mod Morganton, og nu havde jeg jo allerede taget billeder af skilte (se foregående artikel), så jeg kørte bare igennem. Allerede i udkanten af byen ville gps'en have mig mod vest, så jeg slap for at skulle gennem centrum. Jeg kunne nok have kørt en kortere vej gennem bjergene, og havde jeg det, var min fredag måske blevet enklere og mindre sindsoprivende (mere om det i næste artikel), men det gjorde jeg altså ikke. Havde jeg i stedet for at tage I-40 noget af vejen, bare kørt mod Linville fra Morganton, ville jeg være kommet forbi det sted, hvor Frankie sandsynligvis ligger begravet. Der er i hvert fald opsat en gravsten over hende ca. 10 miles (16 m) ude af NC Road 126, men den er placeret på stedet mere end 150 år efter hendes død. Nu kørte jeg imidlertid ca. 20 miles på I-40, hvilket betød, at jeg også i dag kunne føje nogle lastbiler til sammentællingen.

Charles Silvers gravsted(er)

Senere kørte jeg mod nord af US 226 og US221 til en lille by ved navn Spruce Pine. Her kørte jeg over på en meget lille vej, som viste sig at være State Highway 80. Det sagde  mig ikke noget på det tidspunkt, men da jeg kom hjem og tjekkede på nettet, gik det op for mig, at det var den vej Tim og jeg kørte på i 2012, da vi var på vej fra Asheville til Blowing Rock og efter en omkørsel totalt mistede orienteringen, da vores gps var i udu og vejene var for små til at være vist på vores RandMcNally kort. Denne oplevelse er beskrevet i artiklen Tre dage i Dooley-land under Rejser 2012. Den lille vej førte mig faktisk til Kona, så den bebyggelse må vi også have passeret i 2012, men dengang vidste jeg jo ikke, at den var interessant. I Kona ligger der trods bebyggelsens ringe størrelse hele to kirker. Den ene, Kona Baptist Church, er bygget ved siden af en gammel familiekirkegård, Silver Cemetery, og her ligger Frankies mand, Charles Silver, begravet, så det blev mit første stop. Jeg gik rundt på kirkegården og så på de mange gamle sten, hvoraf de fleste havde navnet Silver påskrevet. Jeg fandt også Charles' grav, som er lidt speciel. En større sten fortæller, at her ligger Charles Silver, født 1812, død 22. december 1831. Desuden er der tre små gravsten med inskriptionen CS, som repræsenterer de tre steder, hvor Charles er begravet. Frances havde hugget liget i mindre stykker, og de blev ikke fundet på en gang. Derfor de tre gravsteder. Fra kirken kørte jeg af to interessante veje, Kona Road og Old Kona Road, der så helt ens ud! Små grusveje, og man kunne absolut ikke se, at den ene var ældre end den anden. Huset, hvor Frances myrdede Charlie er for længst forsvundet, men huset, hvor han voksede op hos sine forældre, eksisterer fortsat. Det blev behørigt fotograferet, og mens jeg alligevel var væk fra den større, lille vej, indstillede jeg gps'en til at føre mig til Davy Crockett - eller rettere til hans fødested.

En fødsel og en oversvømmelse

Gps'en førte mig videre ad den lille State Road 80 så det gik ikke specielt stærkt. På den strækning går vejen op og ned ad bakker med en masse hårnålesving, og det blev den ved med i omkring 9 km, til jeg nåede North Carolinas Road 226A, som er lidt, men ikke meget større. Den fulgte jeg så til grænsen til Tennessse, hvor den skiftede nummer til Tennessee Road 107. Det vidste jeg imidlertid ikke på det tidspunkt, så da jeg kort efter kom til en tankstation, hvor jeg besluttede mig til at fylde bilen op, spurgte jeg, om jeg var kommet ind i Tennessee, hvilket de kunne bekræfte. På dette tidspunkt var solen begyndt at titte frem mellem skyerne, og temperaturen, der det meste af morgenen havde ligget på de sædvanlige 20 grader, havde sneget sig på på 24. I en lidt større by, hvis navn, Unicoi (3.500 indbyggere), jeg simpelthen ikke ved, hvordan jeg skal udtale (det betyder "hvid" på cherokee, hvor det faktisk hedder unega), skulle jeg dreje til venstre, sagde gps'en - så det gjorde jeg. Kort efter skulle jeg på motorvej, I-26, mod syd. Efter forholdsvis få miles forlod jeg igen motorvejen, kun for at opdage, at jeg nu var på TN Road 107 igen. Undervejs kørte jeg gennem ganske kønne landskaber med masser af efterårsfarver, mens flere og flere skyer forsvandt, og der kom mere og mere blå himmel. Det viste sig, at jeg skulle blive på 107 resten af vejen til Davy Crockett Birthplace Historic State Park. Undervejs havde jeg krydset Nolichuckey River, og kort efter var jeg ved parken, hvor der er gratis entre.

Her blev Davy Crockett født - i en nu forsvundet hytte.

Da jeg parkerede bilen, havde temperaturen sneget sig helt op på 29 grader, ikke ringe i november, selv om stedet ligger på højde med Gibraltar og Tunis. Da jeg kom, stod en park ranger i døren til Davy Crocketts fødehjem. Eller rettere i døren til en kopi af fødehjemmet. Den originale hytte forsvandt, da Nolichuckey River gik over sine bredder engang i 1920'erne. Kopien er bygget noget længere væk fra flodbredden end originalen. De fleste, der har set Disneys Davy Crockett-film, kender også sangen, hvor det hedder "Born on a mountain top in Tennessee", men det er faktisk ikke korrekt. Da Davy Crockett blev født i 1786 eksisterede Tennessee slet ikke. Staten blev først oprettet i 1796. I 1786 var områder en del af Southwest Territory, som tilhørte North Carolina - og det er faktisk kun til dels sandt. For seks af de østligste counties i territoriet, herunder Green County, hvor Crockett blev født, havde løsrevet sig og dannet deres egen stat, State of Franklin, med John Sevier som guvernør. Staten blev ikke ankerkendt af USA's regering og den fik en levetid på kun fire år fra 1784 til 1788, så blev den igen en del af North Carolina indtil Tennessee altså blev stat i 1796. John Sevier blev også den første guvernør over den nye stat, som han havde været det over den midlertidige. Interessant i den forbindelse er også den 6. guvernør, Samuel Houston. Da Texas løsrev sig fra Mexico og blev et selvstændigt land, blev han den første præsident, og da Texas senere blev integreret som stat i USA, blev han statens syvende guvernør, og han er stadig den eneste amerikaner, der har været guvernør i to forskellige stater, samtidig med at han er den eneste guvernør, som har været overhoved for et fremmed land.

Jeg sludrede lidt med rangeren, inden jeg beså huset, som ikke er stort. Ét rum er der. Så gik jeg ned til floden og nød den - og vejret - inden jeg gik op mod stedets museum og læste alle de informationstavler, der var opsat der og andre steder. Så tilbage til bilen, hvor jeg kodede en ny adresse ind på gps'en. Denne gang byen Trade ved grænsen til North Carolina. Pandora var for lille til at gps'en kendte den, og Trade var den nærmeste bebyggelse. Trade er et såkaldt "unincorporated community". Det betyder, at det ikke er underlagt nogen by eller landsbys myndighed, men styres direkte af det amt, det ligger i. Jeg skulle ikke tilbage samme vej, som jeg kom, men alligevel skulle jeg køre på en kendt vej, nemlig US 321, som jeg havde kørt på dagen før mellem Blowing Rock og Lenoir. På trods af at US 321 "kun" er en såkaldt "spur", altså en forgrening fra US 21, er den alligevel over 800 km lang og strækker sig gennem to stater. Undervejs koncentrerede jeg mig ikke så meget om, hvor jeg kørte, da jeg jo bare skulle forlægge mod Trade, så jeg rettede mig bare efter gps'ens instrukser. På et tidspunkt kom jeg derfor ind i en større by, og jeg havde ingen anelse om, hvilken by, det var. Jeg kom ikke ind i byens centrum, men holdt mig ude i forstæderne. og på et tidspunkt kom jeg forbi nogle bygninger, som tilhørte East Tennessee State University, hvilket indikerede, at det var Johnson City. Det fik jeg så bekræftet, da jeg kom tilbage til hotellet og fik internetadgang. Det var her i Johnson City at vi "mistede" Else og Carl Jørn i 2000. Her i Johnson City fik jeg taget et billede af et vejskilt, der mindede om de fire år, hvor området var selvstændigt, nemlig "State of Franklin Road".

Indianere og endnu et mord

Noget senere kom jeg til en ny by af rimelig størrelse, hvor jeg dog på et skilt så, at det var Elizabethton, som med sine 14.000 indbyggere alligevel er mindre end en fjerdedel af Johnson City. Til gengæld har den en statspark, og den besøgte jeg, da jeg nu alligevel var der. Den hedder Sycamore Shoals State Park. Sycamore Shoals er nogle strømfald på Watauga River, og stedet havde stor betydning for cherokeeindianerne, og skulle på uheldig måde også få det for de hvide indvandrere. Ved floden lå et fort, Fort Watauga, og her mødtes nogle repræsentanter for et engelsk handelskompagni, Transyvlania Land Company, med nogle af cherokeestammens høvdinge med overhøvdingen, Attacullaculla og hans fætter, krigshøvdingen Oconastota i spidsen. Englænderne var repræsenteret ved selskabets ejer, Richard Henderson og selskabets guide, pioneren Daniel Boone. Mødet endte med, at man underskrev den såkaldte Henderson-traktat, også kendt som, Sycamore Shoals traktaten, hvor stammen solgte et stort landområde i det, der i dag er det nordlige Tennessee og det sydlige Kentucky til selskabet. Efter salget udtalte en af cherokee'ernes høvdinge, sandsynligvis Attacullaculla, eller måske hans søn: "Vi har solgt jer meget godt land, men I vil få problemer med at slå jer ned på det." Dette gjaldt ikke mindst området i det nuværende Kentucky, som også Shawnee-stammen gjorde krav på. Cherokee'erne havde ligget i krig med denne stamme om området i årtier, og kunne se en fordel i at få penge for det. Og sådan kom det til at gå, men det blev faktisk værre endnu. Ikke alle cherokeestammens medlemmer var lige glade for salget. Specielt de unge høvdinge var imod, ikke mindst Attacullacullas søn, Dragging Canoe, som erklærede at han ville føre krig mod de hvide til de alle var fordrevet. Det blev indledningen til de såkaldte chickamaugakrige mellem cherokee'erne og de hvide kolonister, som varede i 18 år! En af de længstvarende, hvis ikke den længstvarende krig mellem indianere og hvide i USA's historie.

Kopi af Fort Watauga i Sycamore Shoals State Park i Elizabethton

Jeg gik først rundt og så lidt på det museum, som var på stedet, og så gik jeg ud i terrænet, hvor jeg besøgte en kopi af Fort Watauga. Orginalen er for længst forsvundet. Så gik jeg ned til floden og nød synet af den, og vejret, der stadig var godt. Til sidst gik jeg tilbage til museet og købte et par bøger: Davy Crocketts selvbiografi og en bog om cherokeeindianerne, en anden af mine store interesser. Da jeg kom tilbage til bilen stod termometeret på 36 - godt nok i solen, men alligevel.

Derefter fortsatte jeg mod Trade, stadig ad 321. Efter et stykke tid kom jeg til at køre langs Watauga Lake, en opdæmmet sø på Watauga River. En meget nydelig sø, men der, hvor der var udsigt til søen, kunne jeg desværre ikke komme til at holde, så jeg fik ikke taget billeder af den. Ca. midt på søen skiftede jeg til en mindre county road, som førte mig over på den anden side af søen og videre mod nordøst til byen Mountain City. Pludselig så jeg et skilt med Pandora og kort efter passerede jeg en lille bæk, Doe Creek, og her måtte jeg stoppe. Det var her Tom Dooley blev anholdt af to vicesheriffer fra Wilkes County i selskab med Oberst James Grayson fra Trade. Billeder blev  taget, og så fortsatte jeg mod Mountain City. Her skulle jeg nok have gjort et stop, men jeg havde helt svedt ud, at byen var interessant, så jeg kørte bare mod syd til Trade og videre ind i North Carolina.

Hvorfor var Mountain City så interessant? Jo, det hænger sammen med en anden historie på min Historie(r) side, nemlig artiklen Liget, der (måske) flyttede sig selv. Den handler om et mord, der blev begået lige uden for Mountain City. En kvinde ved navn Lillie Shaw forsvandt sporløst og hun blev aldrig fundet. Resterne af et bål, hvor der måske var brændt et lig, blev fundet i en bjergkløft og en mand, Finley Preston blev anklaget og senere dømt for mordet. Han blev hængt i Jonesborough (som jeg tidligere havde passeret uden at huske noget) den 7. november 1905, og blev dermed dels den sidste, der blev hængt i Tennessee (inden man gik over til den elektriske stol som aflivningsværktøj), dels den sidste, der blev henrettet offentligt i denne stat.

Vin og aftensmad

Trade er den østligste og den ældste bebyggelse i Tennessee, og kort efter at have passeret det sidste hus i byen, passerer man også statsgrænsen til North Carolina. Da nu vejret var godt, ville jeg give Brown Mountain rastepladsen med den gode udsigt endnu en chance, men så snart jeg krydsede statsgrænsen blev det overskyet, temperaturen faldt til de "sædvanlige" 22, og tågen sænkede sig igen, så jeg opgav. I stedet kørte jeg bare til Boone, og derfra yderligere 50 miles (80 km) mod øst, stadig på US 421 til frakørsel 267 på denne vej. Lige ved denne frakørsel ligger Laurel Gray, det amerikanske winery, jeg oftest har besøgt. Det gjorde jeg så igen, og fik en smagning, der som sædvanligt var udmærket. Jeg var beskeden denne gang og købte kun to flasker hvidvin - de har en glimrende viognier. Fra Tim havde jeg ordre om, at købe to flasker af stedets forrygende barbecuesauce, og jeg købte også en til mig selv.

Korner Kitchen. Der var ikke et øje på parkeringspladsen. Da vi var der i 2004, var der helt fyldt op.

Ikke langt fra Laurel Gray i, eller rettere udenfor byen Union Grove i Iredell County, ligger et lille spisested, The Korner Kitchen. Her spiste Dorte og jeg aftensmad i 2004, dengang hed stedet dog Gaby's Diner, se artiklen Swan Creek under Rejser 2004. Dengang var der stuvende fuldt, og vi kom i snak med flere af de lokale, hvilket var utroligt hyggeligt. Tim og jeg passerede stedet i 2012, men da var det ikke i nærheden af måltidstid, og da det blev tid til aftensmad, gad vi ikke køre tilbage. I 2013 var stedet lukket på grund af ejerskifte, men nu ville jeg se, om der var åbent. Stedet ligger midt i North Carolinas amishområde, men vi har aldrig set en eneste amish, selv om skilte advarer om hestevogne på vejen. Da jeg kom til stedet, var der åbent, så jeg parkerede bilen og gik indenfor. I 2004 kunne vi ikke få vores eget bord og sad derfor sammen med nogle andre, ved et firemandsbord. Det problem havde jeg ikke denne gang, hvor jeg godt nok også var lidt tidligere på den. Der var ikke et øje, bortset fra tre unge piger, som passede biksen. De så alle ud som om, de hellere ville være et helt andet sted! Menukortet lignede det vi fik 11 år tidligere - og det gjorde priserne også Dengang fik vi flounder for $ 6,95 og  nu var den steget til hele 7,95. Jeg spiste dog en burger denne gang og drak en cola til. Det blev i alt $ 10 inklusive lidt for store drikkepenge. Jeg talte lidt med pigerne om stedet, og de fortalte, at der faktisk ikke var mange i området, der længere havde råd til at gå ud og spise - selv ikke til deres priser. Siden mit besøg i november er stedets hjemmeside blevet nedlagt, eller rettere siden eksisterer, men alt indhold er forsvundet. Stedet har dog stadig en side på Facebook, som bliver opdateret, så måske er det kun hjemmesiden, der er lukket. Det opdager jeg måske, når jeg kommer på de kanter i 2016.

Fra Union Grove kørte jeg tilbage til Lenoir, hvor jeg fik en kop kaffe med Rose indtil ved 20-tiden, hvor der kom et nyt hold gæster. Så sludrede jeg med dem til omkring kl 21, hvorefter jeg trak mig tilbage til mit eget værelse.

De korte motorvejsstrækninger jeg kørte gav anledning til nogle få tælbare lastbiler. 1 Swift, 1 J.B. Hunt, 1 Scneider, 1 Werner og 2 Knight

Ny stilling: