Miraklerne

Det er længe siden at jeg har skrevet noget i denne artikelserie. Ikke fordi jeg ikke har mere at fortælle, men der har været mange andre interessante ting på agendaen i lang tid. Ved juletid 2017 blev jeg igen inspireret, men kom aldrig rigtigt i gang med at skrive, men nu skete det altså, og måske går der ikke så længe før der kommer mere. Temaet for denne artikel er de mirakler, som Jesus udførte - i hvert fald i følge evangelierne og andre skrifter. Jeg vil ikke gennemgå dem alle; så ville det blive en bog, ikke en artikel, men nogle udvalgte. Men inden jeg når så langt, så lad mig lige sige et par ord om mirakler i al almindelighed.

Normalt tænker de fleste formodentlig på et mirakel som en "overnaturlig indgriben", altså noget, som trodser naturlovene, som fx hvis man så en mand, der fløj uden fysiske hjælpemidler (og uden at være Superman), eller hvis en bygning pludselig materialiserede sig på en bar mark for øjnene af en. Imidlertid kan man tænke sig, at ting, der absolut ikke trodser naturlovene, alligevel kan opfattes som mirakler. Her tænker jeg fx på ting, der er i overensstemmelse med naturlovene, men bare er statistisk meget usandsynlige, som fx at man er ved at blive skudt  af en maskeret røver, men bliver reddet af en meteorit, som rammer manden på armen, så skuddet går forbi (desværre går er det nok ikke sundt for skurken at blive ramt af et meteorit). Hvor jeg ikke har oplevet den første slags, har jeg faktisk oplevet den anden, omend ikke helt så dramatisk som her. I artiklen Overraskende møde under Rejser 2006, fortæller jeg, hvordan Dorte og jeg helt tilfældigt mødte hendes bror og svigerinde ved en varm kilde i Yellowstone National Park i USA, uden at nogen af os anede, at det andet par var i nabolaget (vi boede i Danmark, men var på ferie, de boede i Virginia og var også på ferie). Havde vi ikke vidst bedre, kunne vi have betragtet dette som et mirakel, selv om det altså bare var en statistisk usandsynlighed. Endelig er der en tredje slags mirakler, som bunder sig i uvidenhed (eller naivitet), en uvidenhed, som typisk var meget større på Jesus' tid. Det kan være illusioner, som tilskuerne på ingen måde kan forklare, og derfor opfatter som mirakler, men som altså i bund og grund er illusioner, uanset om de så er tilrettelagt bevidst eller opstår ved tilfældigheder. En af de mest kendte illusioner af denne art blev udført af Harry Houdini, der ellers var mest kendt som udbryderkonge, da han i 1918 fik en levende elefant til at forsvinde for øjnene at et undrende publikum. Et andet tilsyneladende mirakel blev udført af den engelske illusionist Dynamo (Stephen Frayne) som i 2011 gik på vandet på  Themsen ud for The Parliament. Dette trick blev filmet og kan ses på YouTube. Dynamo påstod aldrig andet, end at der var tale om en illusion, som da også senere er blevet "afsløret", men i det første århundrede, var det givetvis blevet opfattet som et mirakel. I øvrigt nåede Dynamo ikke så langt, da han blev samlet op af en politibåd, efter at have gået et stykke. Jeg siger ikke, at Jesus' mirakler var illusioner, men nogle af dem kan have været, mens andre netop var sammenfald af statistiske usandsynligheder, og atter andre var tilrettelagt, så de var uforståelige for samtiden. Nogle er muligvis "opfundet", eller ordinære begivenheder er overdrevet af evangeliernes forfattere, eller snarere af disses hjemmelsmænd - og jeg vil heller ikke udelukke, at der kan være tale om "rigtige" mirakler med guddommelig indgriben, selv om jeg ikke tror det.

Men lad mig se på nogle af "miraklerne". Og her vil jeg se bort fra den mulighed, der går ud på, at de alle var mirakler af den guddommelige slags, altså at Gud udvirkede miraklerne, som derfor brød naturens love (som nogle religiøse hævder), og jeg vil også se bort fra den mulighed, at alle miraklerne er opdigtede af senere forfattere (som nogle ateister hævder). Jeg vil i stedet se på, om der er sket noget, som kunne fortolkes som mirakler af den ene eller den anden slags.

Af alle miraklerne, der nævnes i Det Nyt Testamente, er der kun to, der omtales i alle fire evangelier, nemlig historien om bespisningen af de 5.000 og historien om ypperstepræstens tjener, der mistede et øre i forbindelse med arrestationen af Jesus, så lad mig starte med disse to.

Bespisningen af de 5.000

Denne begivenhed beskrives i Mattæus 14.13-21, i Markus, 6.34-44, i Lukas 9.11-17 og endelig i Johannes 6.1-14. Lad mig starte med at postulere, at denne begivenhed efter min mening er en variation over bespisningen af de 4.000, som kun findes hos Mattæus (15.32-39) og Markus (8.1-9). Her tror jeg, at evangelisterne, nok især Markus, som Mattæus nok har historien fra, har hørt to forskellige historier og har antaget, at de handlede om to forskellige begivenheder, selv om de i virkeligheden kun har været variationer over samme tema. Vi ser noget tilsvarende i Saxos historier fra Danmarks sagntid, hvor han flere gange gengiver historier, der må være variationer over samme begivenhed, men som Saxo opfatter som forskellige begivenheder. Hvis der er tale om to forskellige begivenheder, vil den forklaring, der gives på den ene også kunne forklare den anden. Men jeg tror altså, at kun en af bespisningerne fandt sted. Hvilken episode, der er den oprindelige i dette tilfælde, er vanskeligt at afgøre, men med historiers evne til at udvikle sig for hver gang, de bliver genfortalt, vil jeg tro, at historien om bespisningen af de 4.000 med 7 brød og 2 fisk sagtens kan have udviklet sig til, at 5.000 blev bespist med kun fem brød og to fisk.  Ellers er de to historier ret identiske. Dog ved Johannes, der kun kender historien om de 5.000, at det var en lille dreng, der havde maden, ikke de 12 apostle selv, som det er tilfældet i de synoptiske evangelier. Her er historien, som den fortælles hos Johannes i følge Bibelen Online:

"Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?«  Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.«  En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham:  »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist." (Johs. 6-5-13).

En af de, der har forsøgt at forklare det "mirakel" på en rationel måde er R. B. Chamberlain (professor i Verdensreligion og Kulturel Antropologi  ved Eastern Florida State College), blandt andet forfatter til bogen "An Introduction to World Religions" og "The Life of Christ". I sin bog "The Miracles of Christ" fra 2012 (som jeg i øvrigt læner mig en del op ad i denne artikel), anfører han en mulig forklaring, som ikke er spor mirakuløs, selv om den nok kunne synes sådan, for mennesker som bare hørte historien uden selv at have været til stede, som fx de fire evangelieforfattere. Først og fremmest var der ikke kun 5.000 mennesker, da dette tal kun omfattede mændene, og der har formodentlig været mange, om end færre kvinder. Chamberlain gætter på omkring 8.000 i alt. Det Jesus bespiste dem med, var fem små bygbrød, og to fisk, som i øvrigt nok er en fejlfortolkning eller -oversættelse, da det græske ord der bruges snarere antyder, at der var tale om tilbehør til brødet, en slags fiskepålæg. Forklaringen går ud på, at der blandt disse mange mennesker var nogle, der var velstående, og disse havde formodentlig medbragt noget spiseligt til sig selv og deres familier, og tilsammen mere end nok til at alle kunne få noget at spise. Da de så både hørte og så, at Jesus og hans 12 apostle ("kun" disciple på dette tidspunkt) delte det lidt, de havde, mellem sig og de nærmeste, ville de fleste af de, der havde mad, også dele med folk omkring dem, og det betød at alle fik mad, og at der var mere tilbage, som da det blev samlet sammen var mere end det, som Jesus oprindeligt havde haft. På grund af denne kollektive "velgørenhed" forårsaget af Jesus' egen deling af maden, kan man godt hævde, at Jesus bespiste alle ved hjælp af fem brød og to fisk, selv om de ikke alle spiste af denne mængde. For mig lyder det rimeligt sandsynligt, ikke mindst i betragtning af, at man i følge traditionen havde en religiøs pligt til at hjælp dårligere stillede.

Afhugningen af øret på ypperstepræstens tjener ved arrestationen

Også denne historie beskrives i alle fire evangelier, således i Mattæus 26.47-52, Markus 14.43-48, Lukas 22.50-51 og Johannes 18.10-11. Johannes ved, som den eneste, at tjeneren hed Malkus og at det var Simon Peter, der huggede øret af ham (det højre øre). Lukas skriver:

"En af dem slog efter ypperstepræstens tjener og huggede højre øre af ham. Jesus sagde: »Lad det være nok!« Og han rørte ved mandens øre og helbredte ham"

Faktisk er Lukas den eneste af evangelisterne, der gør dette til noget mirakuløst. Ingen af de øvrige evangelister nævner noget om, at Jesus helbredte øret efter hugget, så mulighvis er det Lukas selv, der ønsker at vise, at Jesus var tilgivende, selv overfor sine fjender. Men selv om Lukas har ret, og de tre andre evangelister har været uvidende om denne helbredelse, behøver den ikke være så mirakuløs. I den græske tekst hos Markus og Johannes anvendes ordet "wtarion", der er et såkaldt "dobbelt diminutiv", som hvis man på tysk sagde "mädchenlein", hvor begge endelser, 'chen' og 'lein" er diminutivendelser. I dette tilfælde antyder det, siger Chamberlain (s. 156), at det ikke var hele øret, der blev hugget af, men kun en del af dette, fx øreflippen. Efter min mening snarere et sår på toppen af øret, som ikke bløder nær så meget som øreflippen. Da Jesus rørte ved mandens øre, kan han have trykket sammen på såret, og på den måde standset blødningen. Lukas siger bare "rørte ved øret", men intet om hvordan eller hvor længe, og selv Lukas antyder ikke, at helbredelsen var mirakuløs.

Jesus går på vandet

I indledningen til denne artikel omtalte jeg Dynamo, der gik på Themsen, som et illusionsnummer. Flere andre har gjort det samme, ofte ved hjælp af en plade af plexiglas, placeret nogle få centimeter under vandoverfladen. Det kan Jesus af gode grunde ikke have gjort, men kan der alligevel være en naturlig forklaring? Begivenheden omtales i tre af evangelierne, Mattæus (14.22-33), Markus (4.45-52) og Johannes (6.16-21). Lukas kender ikke denne beretning, som foregår ved Genesaret Sø. Hos Mattæus følger historien lige efter historien om bespisningen af de 5.000 og det samme gør den hos Markus og Johannes. 

"Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!«  Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«" (Mattæus)

"Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, til Betsajda, mens han selv sendte skaren bort. Og da han havde taget afsked med dem, gik han op på bjerget for at bede. Da det var blevet aften, var båden midt ude på søen, og selv var han alene inde på land. Da han så, at de kæmpede med at komme frem, fordi de havde vinden imod, kommer han ved den fjerde nattevagt gående på søen ud til dem, og han ville gå forbi dem. Da de så ham gå på søen, troede de, at det var et spøgelse, og de skreg op; for alle så ham og blev skrækslagne. Men straks talte han til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« Så kom han op i båden til dem, og vinden lagde sig; men de var helt ude af sig selv. De havde nemlig ikke fattet det med brødene, tværtimod var deres hjerte forhærdet." (Markus)

"Da det var blevet aften, gik hans disciple ned til søen og gik om bord i en båd for at tage over til Kapernaum på den anden side af søen. Det var allerede blevet mørkt, og Jesus var endnu ikke kommet.Søen var i oprør, for der blæste en hård vind. Da de havde tilbagelagt femogtyve til tredive stadier, ser de Jesus gå på søen og nærme sig båden, og de blev grebet af frygt. Men Jesus sagde til dem: »Det er mig, frygt ikke!« Så ville de tage ham op i båden, og straks var båden fremme ved den søbred, de var på vej til." (Johannes)

Som det fremgår ligner de to synoptiske evangelisters beretningen som sædvanligt hinanden, men der er dog forskelle. Kun Mattæus kender til at Peter træder ud af båden til Jesus, men ikke tror nok, så han er ved at drukne, så den historie må han have fra en anden kilde end Markus, der ikke kender den, hvis det ikke er Mattæus' egen tilføjelse. Til gengæld refererer Markus til "brødene", og det må vel være de fem brød fra bespisningen, han tænker på, men hvad det var, disciplene ikke havde fattet, og hvorfor det gjorde deres hjerter forhærdede er ikke klart. Det er også kun Mattæus, der lader disciplene benytte sig af lejligheden til at anerkende at Jesus er Guds søn. Historien hos Johannes er noget kortere og omtaler ingen skarer, der blev sendt bort, og heller ikke at Jesus gik op på et bjerg for at bede, nævnes her. Jesus nøder heller ikke disciplene, som frivilligt går i båden for at sejle til Kapernaum på den anden side af søen. Tværtimod er Jesus slet ikke til stede, da disciplene sejler ud. 

Genesareth Sø. Den røde trekant viser placeringen af Kapernaum, den grønne af Tagbha.

Men lad mig se nærmere på sagen. Når man læser alle tre beretninger får man det indtryk, at gruppen befinder sig på østbredden af Genesareth Sø og sejler tværs over søen til Kapernaum på vestbredden, hvilket ville have været en tur på omkring 6 km, hvis de befandt sig lige overfor Kapernaum, længere, hvis de befandt sig længere mod syd. Imidlertid er såvel legenderne, som mange forskere enige om, at både Jesus og disciplene befandt sig på søens vestlige bred, nærmere bestemt i eller nær landsbyen Tagbha, lidt syd for Kapernaum. Når Markus derfor (som den eneste) hævder at båden var midt på søen, da disciplene så Jesus, kan det simpelthen ikke passe. Det synes Mattæus at være klar over, da han kun fortæller, at de var mange stadier fra land. Et stadie svarer til knap 150 m (148,5).

I Tagbha finder man i dag "Brød og Fisk Kirken" også kendt som "Formeringskirken" eller "Forøgelseskirken" til minde om netop bespisningen af de 5.000 med kun fem brød og to fisk. I byen boede Simon Peter og det var her, at Jesus "udnævnte ham" til leder af apostlene (en kirke i byen symboliserer stadig stedet), og det var også her at Jesus for fjerde gang viste sig for disciplene efter genopstandelsen - altså en ret vigtig by, som også optræder i andre mirakler, fx historien om Peters Dræt (fiskefangst) efter opstandelsen, se nedenfor. Fra Tagbha til Kapernaum var der kun omkring 1,8 km i luftlinje, men da man var nødt til at sejle uden om en pynt og skulle noget fra kysten på grund af det lave vand ved bredden, blev turen noget længere, omkring 3-4 km. Det passer nogenlunde med afstandsafgivelsen hos Johannes, der siger at de havde tilbagelagt 25 til 30 stadier  (mellem 3,5 og 4,5 km), især hvis vinden havde drevet dem længere fra land. De har altså været ret tæt på Kapernaum og tæt på kysten, da de så Jesus på vandet.

Med den tid, de havde brugt på at sejle i storm mod vinden, ville der have været god tid for Jesus til at gå fra Tagbha til Kapernaum for at tage imod dem, når de kom i land. Det harmonerer også med, at så snart de havde fået Jesus op i båden, var de fremme ved bredden. Men vi mangler stadig svar på, hvordan Jesus kunne gå på vandet? Og svaret er, at det gjorde han nok heller ikke. Arkæologiske undersøgelser har vist, at der ved Kapernaum er spor af en læmole, der strakte sig forholdsvis langt ud i søen. I dag er resterne under overfladen, men på den tid var søen betydeligt mere lavvandet (mindst en meter) og molen har formodentlig været lige i havoverfladen eller få centimeter under denne. Jesus kan uden problemer havde gået ud på denne mole, som disciplene ikke nødvendigvis kunne se, da det jo var nat og derfor mørkt, det var storm og bølgerne kan have delvist overskyllet molen (den engelske oversættelse af denne episode taler i øvrigt om en kuling, ikke en storm), så de fik indtryk af, at Jesus gik på vandet. Samtidigt var det altså nat, og muligvis også regn, så de har muligvis heller ikke kunne se bredden og derfor troet, at de var længere fra land end de faktisk var. De må i virkeligheden have været ret tæt på kysten, da de jo nåede land så snart de havde fået Jesus op i båden.

Jesus har efter al sandsynlighed ikke forsøgt at få dette til at ligne et mirakel, og da flere af disciplene jo selv var fiskere fra Genesaret Sø, har de formodentlig kendt til molen ved Kapernaum, i hvert fald Simon Peter og hans bror, som jo boede i nærheden, og i hvert fald på et tidspunkt havde boet i byen. Men hvis de selv har troet at de var længere fra land end tilfældet var, kan de sagtens være blevet overraskede over at se Jesus tilsyneladende gå på vandet. De har givetvis fortalt historien videre, og jeg kan næsten høre for mig, hvordan de sidder på den lokale taverna (eller hvad det nu hed dengang) og fortæller: "Og mens vi kæmpede med stormen kom Jesus pludselig spadserende, og det så ud som om han gik på vandet, selv om han faktisk gik på den gamle mole". Tilhørerne har forbedret historien og inden den nåede frem til evangelisterne, er "så ud som om" forsvundet, og det er blevet en kendsgerning af Jesus "gik på vandet". Og den forklaring holder også, selv om det skulle være korrekt at Peter også trådte ud af båden. Han kan have trådt forbi molen efter nogle skridt og så ville han jo begynde at synke, mens Jesus, der stadig havde fast grund under fødderne, kunne trække ham op. Det kunne også forklare, hvorfor Jesus kom med op i båden. Han kunne jo have gået tilbage samme vej, som han kom ud.

Peters fiskefangst

I Det Nye Testamente omtales to såkaldte "fiskedræt", fiskefangst på moderne dansk, altså hvor der hales fisk op af vandet i et net. Hver af episoderne omtales kun i et enkelt evangelium. Det første i Lukas 5.1-11 og det andet i Johannes 21-4-6.

Lukas skriver:

"Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord,  fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham."

Johannes skriver:

"Simon Peter sagde til dem: »Jeg tager ud at fiske.« De sagde: »Vi tager med dig.« De tog af sted og gik om bord i båden, men den nat fangede de ingenting. Tidligt om morgenen stod Jesus på strandbredden; disciplene vidste dog ikke, at det var Jesus. Han sagde til dem: »Børn, har I noget at spise?« »Nej,« svarede de. Han sagde til dem: »Kast nettet ud på højre side af båden, så skal I få fangst.« De kastede det ud, og nu kunne de ikke trække det ind igen, så mange fisk var der."

De to historier lyder ret ens Simon Peter og hans kolleger har fisket hele natten uden held, men da Jesus fortæller dem, hvor de skal fiske, fanger de faktisk så meget, at det næsten er for meget af det gode. På trods af dette sammenfald i indhold, er historierne alligevel forskellige. Historien hos Lukas omtales som én af en række usammenhængende episoder, fx helbredelsen af en spedalsk, helbredelsen af en lam, Levi kaldes som discipel m.fl. Hos Johannes derimod finder begivenheden først sted efter opstandelsen, hvor Jesus møder disciplene ved Tiberias Sø (et andet navn for Genesaret Sø). Det var ved den tredje lejlighed, hvor Jesus åbenbarede sig for disciplene. Da historien hos Lukas ikke kommer i en kronologisk fortælling, kan den være sket når som helst, men Lukas ville næppe have undladt at fortælle det, hvis det var efter af Jesus var opstået fra dødsriget. Jeg vil tillade mig at gå ud fra, at der faktisk er tale om to fortællinger om samme begivenhed, uanset hvornår den fandt sted, og det kan sagtens have været både før eller efter Jesus tilsyneladende opstandelse, se artiklen Opstandelsen. Da Johannes, som jeg senere skal vende tilbage til en en kommende artikel, efter min mening har mest styr på begivenhederne i Judæa mens forfatterne til de synoptiske evangelier har mest styr på de, der fandt sted i Galilæa, vil jeg her gå ud fra at tidsfæstelsen hos Lukas er mest korrekt, mens resten af beskrivelsen henter jeg fra Johannes, som er mest præcis. I virkeligheden betyder tidspunktet heller ikke noget for den naturlige forklaring på dette mirakel.

Også her vil jeg læne mig op ad R. B. Chamberlains bog. Det er tidligt om morgenen, at Jesus møder de uheldige fiskere, der altså ikke har fanget noget. Hos Johannes er Jesus på land, mens disciplene er i båden. Da de kan tale sammen har de imidlertid næppe været langt fra land. Hos Lukas får man ikke at vide, hvor Jesus befandt sig, men det antages normalt at han var med i båden, og sådan afbildes situationen da også i mange malerier. Imidlertid står der kun, at Jesus talte til skarerne fra båden, ikke at han stadig var ombord, da Peter og de andre tog ud for at fiske. Så også hos Lukas kan vi nok tillade os at antage, at Jesus var på land, ikke i båden. Også dette mirakel antages af mange at have fundet sted nær Kapernaum eller Tabgha. Om det er det ene eller det andet sted er ikke så vigtigt i denne sammenhæng, men Tabgha lyder sandsynligt, da det var et godt sted at fiske. En række kilder mødtes og løb ud i søen her, hvilket gav en kraftig algevækst, som dannede såvel skjulested som fødekilde for mange fisk. Chamberlain antager, at for at undgå at blive blændet af den opstigende, men stadig lave sol, har disciplene været vendt mod land, bådens venstre side, hvis den havde kurs mod nord, hvilket ville være rimeligt at antage, da de omtalte kilder netop løb ud i søen lige nord for Tagbha. På grund af solglimt i vandoverfladen, har de haft svært ved at se noget under vand, hvis de vendte sig om og så mod øst. Jesus befandt sig imidlertid på stranden, og for at komme så tæt på båden som muligt, har han formodentlig stået på den pynt, der rager ud i søen lige syd for stranden, hvor fiskerne trak såvel både som fangst op.

En sådan placering ville have givet ham en anden vinkel til solen end disciplene i båden, og jf. Chamberlain, ville det betyde, at han ville have kunnet se en fiskestime, der befandt sig lige under vandoverfladen men længere ude end fiskerbåden. Så når han bad dem om at kaste nettet ud til højre for båden, var det altså fordi, han vidste, at der var fisk der, hvilket disciplene ikke selv kunne se. Hvis denne antagelse er korrekt, hvilket jeg selv finder sandsynligt, er der intet mirakuløst ved denne fiskefangst.

Genoplivelsen af Lazarus

Jesus foretager en del helbredelser og genopliver også i nogle tilfælde afdøde personer. Dem vil jeg vende tilbage til under et nedenfor, men tilfældet med genoplivelsen af Lazarus er specielt, så det vil jeg behandle selvstændigt. Dette mirakel beskrives kun hos Johannes, i hele 44 vers i kapitel 11.1-44 Selve genoplivelsen beskrives således:

"Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.«  Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.«" (Johs. 38-44)

Der kan gives flere ikke-overnaturlige forklaringer fra denne tilsyneladende genopvækkelse fra de døde. En af dem, og den jeg selv tror mest på, er, at der har været tale om et indvielsesritual med en rituel genopstandelse til et nyt liv. Lazarus var altså slet ikke død, men lagt i en grav som skulle symbolisere døden. Det vil også kunne forklare, hvorfor Jesus ikke havde travlt med at nå frem til "den han elskede", selv om han vidste, at denne var syg og ved at dø:

"Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: »Lad os tage tilbage til Judæa.« " (Johs. 11.6-7).

Allerede tidligere, da han første gang hørte om Lazarus' sygdom havde han udtalt

"Da Jesus hørte det, sagde han: »Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.«" (Johs. 11.4).

Dette lyder til gengæld for mig som noget, der er skrevet til senere, for at illustrere at Jesus var Guds søn, hvilket han ellers ikke selv udtalte. Normalt er det andre, der siger det om ham, og ofte som en form for kritik. Når han endeligt omtalte sig selv i den slags termer, kaldet han sig typisk for "Menneskesønnen", og det kunne lige så godt antyde, at han netop vidste, at han var et almindeligt menneske, søn af et almindeligt menneske.

Jeg er derfor overbevist om, at der kan have været tale om en rituel genopvækkelse, måske af samme art, som var i gang i forbindelse med Jesus' arrestation, som man kan læse om i artiklen Den sidste nadver og Jesus arrestation, hvor en ung mand, kun iført et "hvidt lagen" formår at undslippe.

Chamberlain er imidlertid ikke enig med mig. Han nævner blandt andet, at det græske ord, der normalt oversættes til "død" jf. ovenfor, også kan betyde "døende". Det er også vigtigt at huske, siger Chamberlain, at en grav på den tid ikke var "et hul i jorden, men typisk en klippehule, enten naturlig eller udhugget til formålet, hvilket harmonerer nydeligt med min teori. I vers 38 (se citatet ovenfor) står da også direkte, at graven var en klippehule. Chamberlains teori er imidlertid en anden en min. Den er baseret på, at Jesus var uddannet som essensk helbreder, og derfor havde stor viden om forskellige sygdomme. Han har tidligere, fra Lazarus' udseende og opførsel, kunnet konstatere at denne led af diabetes - som man ikke kunne gøre noget ved den gang. Chamberlain mener at Lazarus har haft et tilfælde af hyperglycemia, hvor blodsukkeret stiger, og kan stige så højt, så patienten går i koma. Det, mener Chamberlain, er sket her, og da komaen kan blive meget dyb har de nærmeste troet, at Lazarus var død og har gennemført de nødvendige begravelsesritualer, og til sidst lagt ham i graven. Jesus, som vidste eller i hvert fald havde mistanke om, at Lazarus led af diabetes, havde ikke travlt med at komme tilbage. Han vidste nemlig også, at når en komatøs person ikke indtager føde, vil blodsukkerniveauet falde, og til sidst vil patienten vågne af sin koma, og det passer meget godt med de fire dage, der er gået inden Jesus kalder Lazarus ud af graven. At diabetes og dens symptomer (undervægt trods voldsom fødeindtagelse, indtagelsese af store mængder væske, meget hyppig vandladning mm) var kendt på Jesus' tid er en kendsgerning. Faktisk er sygdommen beskrevet i en ægyptisk papyrus fra 1500 f.Kr., og i 150 f.Kr. blev sygdommen beskrevet af en græsk læge, der praktiserede i Rom (Chamberlain s. 96). Lægen, Aretæus, troede at sygdommen gav sig udslag i at kroppen "smeltede" til urin, men ellers er symptomerne korrekt beskrevet.

Uanset om man tror på min (og mange andres) teori om den rituelle begravelse og genopstandelse, eller på Chamberlains, er det altså muligt at finde en naturlig forklaring på genopvækkelsen af Lazarus.

Helbredelser og flere genoplivelser

Der omtales adskillige helbredelse og flere genopvækkelser af døde i Det Nye Testamente. Så mange, at det vil føre for vidt at komme ind på dem alle her. Jeg nævner i flæng (i parentes, hvor gerningen er omtalt), Peter's svigermor (Matt. 8.14-17. Også Lukas og Markus kender denne helbredelse).   Jairus datter genopvækket (hos alle synoptikere, fx Matt. 9-18-26). Helbredelsen af en lam (Mark. 2.3-12 og også Matt. og Luk.), opvækkelsen af en enkes søn (kun Luk. 7.11-15), helbredelsen af to blinde mænd (kun Matt. 9.27-31), helbredelsen af en blind mand i Jerusalem (kun Johs. 9.1-11), helbredelsen af en krumbøjet kvinde (Luk. 13.10-17) og mange andre.

Fælles for disse helbredelser og genopvækkelser er faktisk, at stort set alle kan forklares på naturlig vis, forudsat et Jesus faktisk havde den medicinske indsigt, som mange i dag mener, at han havde - og så bruger en lidt anden, men holdbar oversættelse af skavankerne, end den, der normalt bruges i moderne bibeloversættelser. Lad mig bare se på et par stykker.

Helbredelsen af en blind man ved Bethsajda
Bethsajda er en by ved den nordlige ende af Genesaret Sø på østsiden af Jordan-floden. Det var her Simon Peter oprindeligt kom fra. Denne helbredelse omtales kun hos Markus, og man kan undre sig over, hvorfor hverken Mattæus eller Lukas har taget den med i deres evangelier.

"Så kom de til Betsajda. Og folk førte en blind hen til ham, og de bad ham om at røre ved ham. Han tog den blinde ved hånden og førte ham uden for landsbyen, og han spyttede på hans øjne, lagde hænderne på ham og spurgte: »Kan du se noget?« Og han åbnede øjnene og sagde: »Jeg kan se mennesker, for jeg ser nogle, som ligner træer, men de går omkring.« Så lagde han igen hænderne på hans øjne, og nu så han klart, og han var helbredt og kunne skelne alting tydeligt. Og Jesus sendte ham hjem, idet han sagde: »Og du må ikke gå ind i landsbyen.«" (Mark. 8.22-26).

Her er det vigtigt at forstå, at mange dengang var overtroiske, og troede på forbandelser. Den forbandelse, som er aktuel her, er "det onde øje". Denne forbandelse, hvor "kasteren" så på den person, der skulle forbandes ,med sit onde øje kunne bruges til at give andre mennesker diverse sygdomme fx gøre dem døve eller blinde, og der er flere tilfælde, hvor det faktisk virkede, hvilket kun kan forklares med, at de pågældende var så overbeviste om, at det ville virke, at de nærmest gennem  selvsuggestion, reelt udviklede de fysiske symptomer, de var blevet truet med at få (psykosomatisk sygdom). Det forestiller Chamberlain sig er sket her (Chamberlain s. 143). Selv om Jesus måske ikke selv troede på "det onde øje" eller andre forbandelser, kan han sagtens have vidst at "patienten" gjorde. Ved at spytte på mandens øjne, lægge hænderne på dem og samtidigt forklare ham, at det ville helbrede ham, kan han have ophævet selvsuggestionen. Det virkede ikke godt nok i første omgang, så Jesus gentog processen, hvorefter manden igen kunne se. Den metode, som Jesus her anvendte var tilsyneladende en anerkendt helbredelsesmetode mod diverse forbandelser, der gav legemlige skavanker

Helbredelsen af en spedalsk
Denne helbredelse er kendt hos alle synoptikerne, blandt andet i Luk. 5.12-14), hvor der fortælles

"Engang mens Jesus var i en af byerne, kom der en mand, som var fuld af spedalskhed. Da han fik øje på Jesus, kastede han sig ned på sit ansigt og bad ham: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks forlod spedalskheden ham. Han forbød ham at sige det til nogen, men: »Gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring et offer for din renselse, sådan som Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.« "

Chamberlain tager i sin forklaring udgangspunkt i det forhold, at den sygdom, der i moderne oversættelser af evanglierne kaldes spedalskhed, ikke er den samme sygdom, som vi i dag kender under dette navn. I dag referer begrebet spedalskhed til en sygdom, der også er kendt som "Hansens Sygdom" efter den norske læge, der første gang opdagede bakterien, som gav sygdommen. Imidlertid ligner de symptomer, der beskrives i Bibelen ikke de symptomer, som faktisk er knyttet til den moderne brug af ordet spedalsk. I Bibelen inficerer sygdommen både bygninger og tøj, og det kan "Hansens Sygdom" ikke. Symptomerne beskrives som "skællet og afskallende hud", hvilket ikke er et symptom på nogen af de former for spedalskhed, vi kender i dag. Den ene giver "knuder i huden", ved den anden form har patienterne glat hud. Chamberlain citerer Anchor Bible Dictionary for syv grunde til, at Bibelens spedalskhed ikke kan skyldes Hansens Sygdom (Chamberlain side 114). Chamberlain argumenterer for (med flere andre som kilder), at Bibelens "spedalskhed" snarere har været en form for psoriasis, selv om det ikke kan afgøres med sikkerhed. Denne sygdom betød i det gamle Palæstina, at den syge blev rituelt erklæret "uren", så når Jesus "rørte ved manden" og erklærede ham ham "ren", kan han have smurt ham med en salve og derefter erklæret ham "rituelt renset", hvilket han så bliver bedt om at få bekræftet af en præst, da det var disse, som normalt stod for renselsen. Altså heller intet mirakuløst i disse helbredelser, bortset fra et særdeles godt kendskalb til datidens sygdomme.

Helbredelser af lamme
Her mener Chamberlain og andre igen, at der er tale om en fejloversættelse af det oprindeligt hebraiske ord for lammelse, som kunne have mange betydninger. Her tænkes især på den sygdom, der kaldes Bells' Lammelse (engelsk Bell's Palsy) som er en delvis lammelse af ansigtet, hvilket kan forklare, hvordan Jesus kan sige til en lam "Rejs dig og gå hjem". Det ville ikke være noget problem, hvis kun ansigtet var lammet. Der kan også være tale om en "hugsidder lammelse", en lammelse som opstår, hvis mennesker sidder meget på hug, og det var en helt normal siddestilling på Jesus' tid. Også såkaldt spinal muskulær atrofi er en mulighed, som de pågældende kunne være ramt af. Præcis hvad, de ramte har lidt af, kan desværre ikke siges med sikkerhed, da allerede den græske oversættelse er for upræcis, men mange af sygdommene kan faktisk helbredes fx gennem øvelser og massage (håndspålæggelse).

Interessant er det for de fleste af disse helbredelser, at Jesus faktisk "rører ved" de syge, spytter på dem eller lignende, noget som andre helbredere på den tid ikke gjorde. En anden ting, som er interessant er at Jesus ofte forbød de helbredte at fortælle om, hvordan de var blevet helbredt. Det kan skyldes at han, som andre essenske "læger" ikke ville afsløre sine metoder.

Vand til vin

Jeg vil slutte denne artikel med det første mirakel som Jesus udførte, i hvert fald hos Johannes. De øvrige evangelister kender intet til dette mirakel, som blev udført i forbindelse med det såkaldte Bryllup i Kana, som jeg allerede har omtalt i artiklen Var Jesus gift? Her argumenterer jeg for, at det kunne være Jesus eget bryllup, hvilket mange er uenige med i, men der er nu også en del forskere, som giver mig ret. En af de, der ikke gør, er netop Robert Chamberlain, men hans forklaring på miraklet gælder imidlertid uanset hvis bryllup, der var tale om. Det hedder hos Johannes:

"Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.«

Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så.Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.«" (Johs. 2.1-10)

De kar, der er tale om, var stenkar, og deres anvendelse vender jeg tilbage til nedenfor. Men lad mig i første omgang se på, hvor meget volumen, de kunne indeholde. På dansk oversættes mængden af hvert kar til "to til tre spande", men hvor stor er en spand? Moderne spande er omkring 10-15 liter, og det er jo en pæn slat, når der er to til tre af dem i hvert kar. Det oprindeligt græske ord, der bliver brugt her er "metrétés, og i den engelske King James' Bible oversættes det til "firkin", og en firkin er en gammel måleenhed, der svarer til 9 imperial gallons eller ca. 41 liter. Hvert kar har altså kunne rumme op til 120 liter vand og med seks af dem, bliver det en betragtelig mængde vand, der blev forvandlet til vin, eftersom det fremgår, at de blev fyldt helt op (fyldt op til randen jf. King James). Så det må have været noget af et gilde, eftersom gæsterne jo allerede havde drukket alt hvad var i huset! I følge oversættelser til evangelierne fortælles at der var tale om vandkar, som blev brugt til renselsesceremonier, men det fremgår ikke, hvilke former for renselse, og det har sandsynligvis ikke være afvaskninger. Episoden finder sted nogen tid før påske, og den jødiske helligdag, der kom lige før, var Purim, og også her foregik faktisk en slags renselse, om end ikke med vand. Jeg skal ikke gennemgå Purim fejringen i detaljer, men den fejrer at Esther frelste jøderne fra den persiske vesir under kong Xerxes, Haman, der ville dræbe dem alle. Udover oplæsning af Esters Bog, udklædning (nærmest som et karneval), sange og afbrænding af Haman figurer, fejres højtideligheden med hvad, man bedst kan karakterisere som seriøs druk! I følge en udtalelse i Talmud, skal man drikke så meget, at man ikke længere kan skelne mellem "den forbandede Haman" og "den velsignede Mordecai", eller mere jordnært "til man ikke længere kunne kende forskel på godt og ondt", og det krævede en del alkohol, som på Jesus' tid især udgjordes af vin; vin i store mængder.

Chamberlain antager derfor, at de omtalte kar har indeholdt vin under Purim, og at der stadig har været noget vin tilbage i karrene, da de blev fyldt op med vand, og ikke mindst at der har været rester af vin på kanten af karrene. Han fortæller om et gammel bartender trick (som jeg desværre, eller måske heldigvis, ikke kan bekræfte). Tricket går ud på, at når en kunde er tilstrækkelig fuld og beder om mere alkohol, serverer bartenderen et glas vand, hvor kanten af glasset er gnedet med vin. Den berusede kunde smager vinen på kanten og antager, at der så er vin i glasset. Da gæsterne ved brylluppet formodentlig allerede var i hvert fald småberusede, hivs ikke mere, kan det samme "trick" have været brugt her. Men hvad så med skafferen, som næppe har været beruset. Når vandet hældes i beholderen vil vinen i første omgang stige op, inden den blander sig med vandet og synker ned igen, og hvis vinprøven til skafferen er taget her, vil det være næsten ren vin, han har fået.

Så heller ikke dette behøver at været et egentligt mirakel, men har bare krævet at Jesus, at han havde viden om simple naturlove, hvilket han som essensk helbreder givetvis har haft.