Uden mad og drikke... og et sted at sove

Også denne artikel er en om- og samskrivning af et par tidligere artikler. Jeg har enkelte steder anført priser på mad eller ophold. Med mindre, der direkte er anført noget andet, er det priser anno 2014.

Restauranter på hoteller

Vi har kun boet på ganske få hoteller, der har haft en "rigtig" restaurant, de fleste har kun haft et mindre rum, hvor der blev serveret morgenmad om overhovedet noget. Det første hotel, som havde restaurant, gav os også en af vores første oplevelser af, hvad nogle amerikanere dengang mente om vindrikning. Det var på vores første tur til USA tilbage i 2000, hvor vi var 11 mennesker af sted, heriblandt 6 "gamle". Den sidste dag inden vi skulle hjem boede vi på et hotel i Lexington, Virginia. Hotellets restaurant serverede morgenmad og aftensmad,  og nu stod der altså aftensmad på programmet. Hvad vi spiste har jeg for længst glemt, men kender jeg min familie ret, har der været en del bøffer involveret. Til dette måltid ville vi have vin, så vi blev enige om at bestille to flasker i første omgang, så kunne vi altid se om vi kunne drikke en til. Det overraskede i den grad servitricen. Hun kom godt nok med de to bestilte flasker, men åbnede kun den ene, skænkede lidt til os hver, og satte så proppen tilbage i flasken med et fast slag med håndfladen - der skulle jo nødigt komme ilt til vinen. Senere fik vi hende dog overtalt til at genåbne denne og også åbne den anden flaske også, men vi turde ikke bestille mere vin. Så havde vi mere held med forståelsen ved to besøg på selvstændige vinerier i det nordlige Virginia fire år senere. Har lavede de særdeles god vin til rimelige priser, og de var meget søde og servicemindede. Jeg skal lige sige, at i 2000 overvejede vi at købe nogle flasker vin fra Virginia, men opgav på grund af prisen, som var hele $ 11. Fire år senere var vi meget klogere og knap så nærige, så vi havde vin med hjem fra både Tarara og Hillsboro. Og samme år købte vi også vin på Valhalla Winery i det sydlige Virginia, men her var servicen ikke specielt god. Her købte vi for første gang en vin til over $ 30. Senere fik vi også prøvesmagt og købt betydeligt dyrere vine.

Hyatt Regency i Cambridge, Massachussetts havde også restaurant, og her spiste vi en udmærket middag, og en lige så glimrende morgenmad, men ellers er der ikke meget at sige om dette sted. Til gengæld havde vi en interessant oplevelse på et nu nedlagt Best Western i Salt Lake City. Hotellet er der endnu, det er bare ikke længere Best Western. Også her var der en  udmærket restaurant, hvor vi indtog aftensmåltidet. Serveringen blev forestået af en yngre mand, der nærmest opførte sig som om han var butler i en finere engelsk familie, og som kommenterede alt, fra vores valg af mad til valg af vin med et affekteret "Excellent". Da vi gav ham drikkepenge efter måltidet, fik disse også et "excellent" med på vejen. Red Cliff's Lodge i Utah (se nedenfor under hoteller) havde også restaurant, men det eneste, jeg har spist her, er deres søndags brunch. Den var "excellent", men hvordan restauranten ellers var, skal jeg ikke kunne sige. Et par andre steder har vi spist på restauranter, som om ikke hørte til et hotel, så dog lå på hotellets område. Det gælder blandt andet Yellowstone Mine Restaurant i Gardiner, Montana. Her spiste vi bryllupsdagsmiddag med svogerfamilien i 2006, hvor vi næsten kom i familie med vintjeneren, og blev en anelse overrislede (vin og mad var i øvrigt fremragende). I 2010 smagte Tim sin første bison her på stedet og i 2013 var vi tilbage igen. Maden var ikke blevet ringere, men vintjeneren var rejst, så vi drak kun vand. Et andet tilsvarende sted var Rhineharts Wonderview Restaurant i Bar Harbor i Maine. Den tilhørte ikke hotellet, men gæsterne fra de to hoteller, som lå på hver sin side af den, brugte den flittigt. I dag er den blevet en del af hotellet som vi boede på og har fået nyt navn. Her bestilte Dorte og jeg hele hummere til dagspris, og blev ret overraskede, da det viste sig at dagprisen var ca. $ 20 eller godt 100 kr. med den tids kurs (2008). Vi havde frygtet det værste, men blev  altså skuffede :-(. Dog ikke når det gjaldt kvaliteten af hummeren, den var i top.

Kæderestauranter rundt i landet

USA er kædernes land. Restaurantkæder og hotelkæder findes overalt, og vi har spist og boet på vores del af dem. Kun få kæder er fast-food, og lad mig med det samme indrømme, at på vores indtil nu 11 besøg i USA, har vi kun spist på McDonald's to gange, og begge gange på grund af træthed. Første gang var helt tilbage på den første tur i 2000, i den lille by Santee i South Carolina, hvor vi nåede hjem til ret sent på aftenen efter at være faret vild mellem Charleston og Santee (se artiklen Charleston under 2000 turen), og så orkede vi ikke at lede efter et madsted, men tog McDonald's, som lå skråt overfor hotellet. Anden gang var 2 år senere, hvor Dorte og jeg kom sent til den lille by White House i Tennessee. McDonald's lå igen lige på den anden side af gaden i forhold til vores hotel, og heller ikke ved den lejlighed orkede vi at lede. Den episode er beskrevet i artiklen Graceland under 2002, uden at jeg dog nævner, hvor vi spiste. Men nu kan det altså afsløres, at det var på McDonalds. Men denne artikel handler altså ikke om, hvor man kan finde de bedste McDonald's restauranter i USA, og Burger King har vi faktisk aldrig spist på. Det betyder ikke, at vi ikke har spist på burgerbarer, for det har vi, selv om vi ikke altid fik burger. Blandt andet har vi spist en enkelt gang på kæden Hardee's og et par gange på Wendy's. Sidstnævnte har vi imidlertid ikke benyttet siden Tim og jeg havde en ubehagelig oplevelse på en sådan i Idaho i 2010. Ved den lejlighed fik vi begge kylling, og et par timer efter måtte vi hjemsøge en tankstation og blokere deres "mens room" i ret lang tid tilsammen. Heller ikke Dairy Queen står i høj kurs. Det skyldes en oplevelse Dorte og jeg havde i 2002, hvor vi besøgte et sådant etablissement i Kentucky. Her var der simpelthen så møgbeskidt alle steder, at vi end ikke ville bruge deres håndvask inden vi spiste - hvilket vi så ikke gjorde. Det er selvfølgelig urimeligt, at sådanne enkeltstående oplevelser skal ødelægge det for sikkert ellers udmærkede kæder, men sådan er det altså blevet. Andre skal selvfølgelig ikke holde sig tilbage, men prøve selv. Af andre fast-food kæder, vi har hjemsøgt kan nævnes Subway og Arby's, som begge sælger sandwich, men det har som oftest været, når alt andet var lukket.

Der er imidlertid mange andre kæderestauranter, man kan besøge, og de findes overalt. Her tænker jeg altså på kæder med servering og ikke fast-food. Ikke alle kæder findes over hele landet, men så er der andre. Den kæde som jeg har spist på oftest er uden tvivl Denny's. Denny's er kendt i USA fordi alle kædens restauranter har åbent 24 timer i døgnet. I begyndelsen brugte vi dem kun til morgenmad, når motellernes continental breakfast var for ringe, og de serverer fin morgenmad på Denny's. På ferien i 2010 rendte vi en i en hel serie af Denny's spisninger, til både morgenmad, frokost og aftensmad. Det skyldtes til dels, at af en eller anden grund var Denny's nabo  til mange af de hoteller vi boede på, og efter lange køredage orkede vi ikke at bevæge os for langt for at få aftensmad. Ved én lejlighed var det simpelthen det eneste sted i byen, der havde åbent, da vi var klar til aftensmad hen ad 23.00. Selv om det ikke er en luksusrestaurant, kan jeg anbefale Denny's, hvis man bare ønsker et let og forholdsvis hurtigt måltid. En sjov oplevelse havde vi på en Denny's i Carlsbad i New Mexico i 2012. Tim og jeg kom til byen hen på eftermiddagen, og besøgte først en zoologisk have inden vi fandt et hotel. På vej til hotellet passerede vi netop en Denny's og så et skilt, hvor de pralede med gratis wifi. Da det viste sig, at internetforbindelsen på vores hotel, var ualmindelig ringe, selv i receptionen, besluttede vi os for at hjemsøge netop Denny's, så det gjorde vi, og vi kom da også på nettet. Samtidigt faldt vi imidlertid i snak med servitricen, en ung dame (hun viste sig senere at være 16). Vi startede med at spørge hende, hvad der skete i byen, hvortil hun svarede meget præcist "Absolutely nothing", og så var samtalen i gang. Da vi betalte, fik hun rigeligt med drikkepenge, op mod 50 %, hvilket ikke var så voldsomt, da vi tilsammen havde spist for ca. $ 21, og vi gav hende 30. Næste dag skulle jeg ud og se på flagermus, se artiklen Spansk stemning under 2012. Vi besluttede os endnu engang for at spise på Denny's, fordi det gik hurtigt, og jeg skulle først sætte Tim af på hotellet, og så køre ud til Carlsbad Caverns for at se på flyvedyr. Da vi kom ind ville "på-plads-viseren" gelejde os hen til et bord, men inden han nåede så langt, kaldte servitricen fra dagen før på ham. Han indledte en samtale med hende og en anden servitrice omme bag disken, og da de havde talt nogle minutter, blev vi ført hen til et andet bord, som blev betjent af pigen fra dagen før. Hun huskede formodentlig de gode drikkepenge og ville gerne score igen, selv om det ikke var hendes tur til at få kunder, og jeg ved ikke hvad hun har lovet tilretteviseren og kollegaen for at få lov - men vi var mere nærige i anden omgang, og det blev kun til 25 % ved den lejlighed. I 2014 lykkedes det for os at indtage 5 måltider i træk på forskellige Denny's restauranter - herunder endnu engang den i Calrsbad, men pigen fra første gang mødte vi ikke.

Der er mange andre kæderestauranter, som vi har besøgt i tidens løb, nogle oftere end andre. Shoney’s, som især findes i de sydøstlige stater, og ingen længere mod vest end Louisiana (bortset fra en enkelt restaurant i San Antonio i Texas) har en formidabel salatbar. Shoney’s var vores foretrukne kæde på vores første ture til USA, som stort set kun foregik i det østlige stater. Udover salatbaren har de, hvad man har på de fleste amerikanske kæderestauranter; burgere, kylling og bøffer. TGI Fridays (Thank God It's Friday) har vi også besøgt en del gange. De er kendt for deres barbecuesauce med Jack Daniels whiskey. TGI er i dag etableret i København på Højbro Plads. Tony Roma's og Ruby Tuesday er andre, udmærkede kæderestauranter. Ruby Tuesday skal man til Island for at besøge, hvis man vil finde den nærmeste. Heller ikke Tony Roma's kan findes i Danmark, her er Irland nok det nærmeste. Begge disse kæder har nogle særdeles udmærkede ribs. Er man til rejer mm., er Bubba Gump Shrimp Company stedet. Kæden er opkaldt efter det firma, som Forest Gump og Bubba Blue grundlægger i filmen Forest Gump, og filmen er temaet for restauranterne. Der serveres dog meget andet end rejer. Hard Rock Café kendes også fra Danmark. Menuen er den samme som her og det gælder også indretningen af lokalerne. Servicen er dog en del højere i USA, men det gælder typisk alle steder, da serveringspersonalet har størstedelen af deres indkomst fra drikkepenge. I 2014 besøgte vi for første gang en restaurant fra kæden Texas Road House, og den kan bestemt anbefale - i hvert fald den, som vi besøgte i det nordlige Mississippi, lige syd for Memphis, Tennessee.

Der er naturligvis mange andre kæder, men jeg vil slutte med at nævne to. Den ene er Hooters som er kendt for servitricer i stramme toppe og endnu strammere orange shorts og nogle strømpebukser, der, som en kvindelig skuespiller engang sagde, "kan få enhver kvindes ben til at se godt ud". Der har mange gange været talt om, at Hooter's ville åbne i Danmark, men endnu er det ikke blevet til noget - formodentlig på grund af de strenge danske ligestillingsregler. Se bare hvor meget omtale den nys åbnede Hot Buns, som kører efter nogenlunde samme koncept, har fået. Maden er som på de fleste burger- og kyllingerestauranter, men det er en sjov oplevelse. Hooter's er sammen med Hard Rock Cafe de to kæder, som også har deres egne kasinoer i Las Vegas. Den sidste kæde, jeg vil omtale er Ryan's Bakery and Grill. Restauranterne her er udelukkende buffet-restauranter, hvor man betaler ved indgangen og så er all included. Og buffet'erne er store. Meget store - og med stor variation. Her er kyllingeretter, kødretter, fiskeretter, grønsagsretter, salatbuffet, dessertbuffet, og så videre. Desuden har de fleste carvery, hvor man kan få afskåret oksefilet, kalkun, skinke eller lam - ofte flere ting på en gang. To steder har vi oplevet at man også kunne få stegt henholdsvis T-bone steak efter ønske og kæmpekrabber. Ved det seneste besøg i 2014, fik vi alle disse herligheder for $ 11,95 plus $ 3 for drikkevarer. Kæden findes mest i sydstaterne, men samarbejder med to andre kæder, Country Buffet og Hometown Buffet og dermed er de repræsenteret over det mest af USA. Jeg har dog kun personligt afprøvet Ryan's, ikke de samarbejdende kæder. Er man meget til kylling vil jeg pege på kæden Wild Wingsom kun findes i Florida (1), Georgia (8), South Carolina (13), North Carolina (8), Tennessee (2) og Virginia (2) - og i Texas (1). Tallene angiver antallet af restauranter i den pågældende stat. Vi har dog kun prøvet en enkelt af disse, nemlig i Charleston, men her har vi til gengæld spist flere gange. Også her kan man selvfølgelig få andet end kylling, men  specialiteterne omfatter især vinger med buffalosauce i styrker som  Braveheart, China Syndrome, Atomic Meltdown og smagsvarianter som Ragin Cajun, Red Dragon, Fireball og The Slayer. Enjoy - men vær opmærksom på at Braveheart skal skylles ned!

Selvstændige restauranter

Det er selvfølgelig ikke alle restauranter, der har givet anledning til oplevelser, men nok til god mad. Det vil føre for vidt at nævne dem alle, så jeg vil bare kort nævne at man er godt tjent med at spise på Pompei's Grottoe på Fisherman's Wharf i San Francisco. Gode fiskeretter og formidable bruschettaer som forret. Betal lidt ekstra og få dem med krabbekød! Figaro på Vermont Avenue i Los Angeles er også god, men pas på. Tjeneren forstod os ikke (han talte mest fransk), og selv om vi var to fik vi kun en forret og en hovedret, som vi så delte. Prisen kunne dog godt have dækket det dobbelte. Uden for Charleston, ved bredden af Ashley River (på Savannah Highway) lå tidligere en fremragende fiskerestaurant, ved navn Harborview, og den var bestemt et besøg værd, hvis man kunne lide fisk og skalddyr. I dag serveres der også meget andet en alt godt fra havet, men der er stadig fisk og skalddyr at hente - og udsigten over Ashley River og Charleston er flot. I Washington DC kan jeg anbefale Odeon Café på Connecticut Avenue ikke langt fra Dupont Circle. I Salt Lake City er Biaggis på 400 South Street West glimrende. I Seattle har 5 Points Cafe på Cedar Street ved Tillicum Place åbent 24 timer i døgnet. Maden er mest burgere, men glimrende - stemningen er god og øllet er også godt. Klientellet er typisk studerende, men også andre kommet på cafeen, som har det interessante motto "Alcoholics serving alcoholics since 1929". Længere mod nord, i Anacortes på Fidalgo Island, er Brown Lantern Ale House kendt for at have byens bedste burgere, foruden en del interessant øl. Øllet kommer især fra mikrobryggerier i Washington State, Oregon og Montana, men man kan også få en Guiness, hvis man er til det. Jeg kan selv anbefale Manny's Pale Ale og og Anchor Steam Amber. Sidtnævnte er fra San Francisco, mens den første er lokal. I Cortez, Colorado fik vi de mindste portioner til de højeste priser på Nero, en italiensk restaurant på byens Main Street. Jeg kan dog se på nettet at priserne er sat betragteligt ned siden 2010. Også Smokehouse Barbecue and Saloon i Wallace, Idaho kan anbefales, hvis man skulle komme forbi denne lille by, der kalder sig selv  for Universets Centrum og har et kloakdæksel til at bevise det. Se artiklen Universets Centrum under 2012. En anden ikke særligt interessant restaurant er Nola i Slidell i Louisiana. Når jeg alligevel nævner den her, selv om den lignede mange andre restauranter, er det fordi, det var her jeg for første gangsmagte alligator. Restauranten Watermill i Cave City i Kentucky blev af delokale berømmet for sin catfish, og den var da også glimrende, men ellers er det jeg husker bedst fra besøget ventetiden på at få maden, som adskilligt gange længere end hvad vi er vant til i USA.

Jeg kunne blive ved, men vil i stedet give nogle få restauranter lidt mere omtale. I Jackson, Wyoming har vi ved flere lejligheder spist på restauranten Gun Barrel Steak and Game House. Denne ligger lige ved siden af det hotel, hvor vi boede i 2006 og 2010, og kun 10 minutters gang fra hotellet i 2013. Første gang kom Dorte og jeg lidt sent, og vi måtte vente næsten en time på bord. Anden gang var Tim og jeg klogere og spiste tidligt, og tredje gang havde vi simpelthen reserveret bord på forhånd. Restauranten er kendt for sine retter med vildt, blandt andet elk, (wapiti på dansk - en stor kronhjort) og bison. Bison kommer dog altid fra dyr, der er opvokset på bisonfarme. Ved mine tre hidtidige besøg er måltidet hver gang  blevet indledt med bison carpaccio og så har Tim, Tina og jeg sammen og hver for sig delikateret os med bisonbøffer, men jeg har også prøvet en fremragende bøf af almindeligt oksekød. Det er ikke det billigste sted, vi har spist, men heller ikke det dyreste. En bisonbøf kostede i 2013 godt $ 30. I 2010 var det på denne restaurant, at Tim og jeg havde problemer med at få serveret en whisky. På menukortet så Tim, at de havde hans yndlingsdrik, en 10 års Laphroaig, og sådan en bestilte vi (hver altså). Servitricen spurgte om vi skulle have vand eller is i, hvortil vi svarede nej. Så gik der lang tid, hvorefter hun kom tilbage og gentog sidste spørgsmål, og igen var svaret nej. Hun forsvandt igen, og efter endnu et stykke tid kom bartenderen ned til vores bord og stillede præcis det samme spørgsmål, og da vi gav ham det samme svar, så han meget forundret ud. Hvem var dog de mærkelige mennesker, der kunne drikke en tørvet (det nogle kalder tjære) skotsk single malt whisky ren? Men til sidst fik vi vores whisky, og den var som sædvanligt glimrende - uden is eller vand.

Dagen efter besøget på Gun Barrel i 2010, var Tim og jeg kørt til tvillingebyerne Burns-Hines i det centrrale Oregon. Da vi kom til byen, kørte vi først gennem denne for at finde et hotel, og ved den lejlighed fik vi øje på en restaurant, som så spændende ud. Vi kom ret sent til byen, så efter at have fået værelse kørte vi straks tilbage til den pågældende restaurant kun for at konstatere, at der var lukket! Vi kørte derfor lidt planløst op og ned ad hovedgaden og fik øje på et skilt, der lignede en restaurant. Navnet var Meat Hook og stedet så ikke ud af noget særligt udefra. Da vi kom ind, var stedet dog betydeligt større end vi havde troet, og der var en del mennesker, men stadigt flere ledige borde. Væggene var tapetserede med avisudklip, som alle, da vi fik dem studeret nærmere, handlede om kvæg, der havde fået diverse præmier på dyrskuer. Det viste sig at køerne tilhørte stedets ejer, som havde en kvægfarm uden for byen. På restauranten blev der serveret andet end bøf, men alt oksekød var af egen avl. Disse bøffer var overordentlig fremragende, selv om Tim nedvurderede dem lidt, ved at sammenligne dem med bisonbøffen fra dagen før. Med i prisen var både forret i form af suppe og dessert, hvor man kunne vælge mellem is og noget andet, som jeg har glemt - og det hele kunne fås for under 120 kr. pr næse plus drikkevarer og drikkepenge. Alt i alt et godt sted, som, jeg kun kan anbefale. På TripAdvisor kan jeg dog se, at en enkelt kunde klager over, at prisen på $ 22 for suppe, bøf og is, er for dyrt - når han lige så godt kunne have stegt bøffen hjemme. Han skal vist være glad for at han ikke spiser på danske restauranter til hverdag.

I den lille by Bandon ved Oregons Stillehavskyst, boede vi på (endnu et) Best Western i byens udkant, hvor vi i øvrigt havde fået en klækkelig rabat, fordi de ikke have et ledigt værelse, og vi ikke ville betale for en suite. Denne kostede $150 mere end værelset, men efter lidt velvilje fra damen i receptionen, fik vi forhandlet prisen ned til kun $ 20 over værelsesprisen. Nu skulle vi imidlertid have mad, så vi tog ”strandvejen” ind mod byen, og da vi nåede til havnen, så vi den første restaurant, og den blev vi enige med os selv om at prøve, så vi parkerede bilen og gik inden for. Eller rettere, vi var på vej indenfor, da vi blev antastet af en mand, som var ved at reparere døren. Han anbefalede dels stedets kaffe, dels at vi skulle gå op på øverste etage af restaurantens to, for her var udsigten bedre. Restauranten viste sig at være en typisk fiskerestaurant, men dog med andre ting på menukortet også. Tim valgte laks, mens jeg valgte en bøf. Forretten var inkluderet og her kunne vi vælge salatbar eller hjemmelavet clam chowder (tyk muslingesuppe). Vi valgte begge salaten, som skulle hentes i stueetagen og da vi kom tilbage, stod der to svingende skåle med clam chowder på bordet. Servitricen mente ikke at vi skulle gå glip af suppen, selv om vi nu havde valgt salat. Da vi havde kæmpet os gennem såvel salat som chowder kom hovedretten, som vi nød stille og roligt. Det vil sige, da jeg havde spist tre mundfulde af min bøf, kom en kvinde der viste sig at være stedets ejer, nærmest løbende op af trappen og undskyldte at jeg havde fået en forkert bøf, og hun havde givet kokken en røffel og sat ham i gang med at stege en ny. Det viste sig, at bøffen jeg havde fået kun vejede 5 ounces (ca. 140 g) og ikke de 8 ounces (225 g), som jeg havde bestilt. Jeg prøvede at forklare at det var helt ok, men kort efter kom hun så med 225 grams bøffen, dog uden at fjerne den, jeg allerede havde fået. Jeg havde nu mere end 350 g oksekød med tilbehør at spise mig igennem, og det kunne jeg selvfølgelig ikke. Faktisk endte det med, at jeg kun spiste den mindste af de to bøffer, og efterlod hele den store på tallerkenen. Vi blev som så ofte før tilbudt en "to-go-box", men som altid afslog jeg tilbuddet. Efter maden, hvortil vi havde drukket et lokalt bryg, en Dead Guy Ale, måtte jeg så smage den berømmede kaffe. Servitricen spurgte om jeg ville have maskinkaffe eller stempelkaffe, og da jeg mente, at det nok var det sidste, som var den gode kaffe, valgte jeg det. Jeg forventede at få en dansk restaurationsstempelkande med nok til to små kopper, men det var ingenlunde tilfældet. I stedet fik jeg jeg en literkande, som jeg drak to kopper af. Mens jeg nød kaffen sludrede vi med servitricen, som var en gammel kone, nogenlunde på min alder. Til sidst var vi dog nødt til at løsrive os og bede om regningen. Da den kom, stod kun laks, bøf og øl på. At vi havde fået to forretter var uden beregning, og kaffen var heller ikke skrevet på. Da jeg gjorde opmærksom på dette, forklarede servitricen at det var kompensation for den forkerte bøf. Hun  fik en del drikkepenge, gjorde hun! Måske på grund af denne service lukkede restauranten, som den gang hed Phoenix Grill kort efter vores besøg. I dag er den genåbnet under navnet Edgewaters med nye ejere og et noget anderledes menukort.

Gaby’s Diner uden for Union Grove i North Carolina eksisterer ikke mere, eller rettere, den har fået nyt navn og nye ejere, så jeg kan ikke borge for en nuværende kvalitet, men menukortet er det samme. Ved mit seneste besøg i oktober 2013 var stedet midlertidigt lukket grundet endnu et ejerskifte, men den skulle genåbne kort efter. Restauranten ligger ikke lige på et strøg. Union Grove i det vestlige North Carolina har kun 2.000 indbyggere, og selv i denne metropol ligger stedet ikke centralt. Faktisk ligger det 5-6 km uden for byen ved et vejkryds, hvor de to af de andre hjørner er optaget af en kirke og et stort mejeribrug, Friendly Farm. Derudover er der ikke så meget i nabolaget. Restauranten har adresse på Buck Shoals Road, som er en forholdsvis lille vej. Fra restauranten og ca. 5 miles mod nord, er man i hjertet af North Carolinas amish-område. Der bor ikke så mange af trossamfundet som i fx Pennsylvania, men et skilt advarer om hestevogne på vejen, og er man heldig kan man også opleve amisher både i hestevogne og uden. Det var ved vores første besøg på denne restaurant helt tilbage i 2004, at alt var optaget, da vi kom ind, men vi (Dorte og jeg) blev inviteret ned til et bord, hvor der i forvejen sad to mænd, en på vores alder og en noget yngre. Vi fald hurtigt i snak med både de to herrer og de mennesker, der sad ved nabobordet, og inden vi fik set os om, var vi inviteret til hjemmefanget fisk, hjemmeskudt grillet kalkun mm, hos Chris (den ældste af de to mænd) næste dag, men desværre måtte vi afslå, da vi næste dag ville være kørt mod nord. Til gengæld blev vi præsenteret for såvel Chris’ far som hans søster. Maden var solid, landlig sydstatskost – så usund som den slags nu er. Vi ville begge bestille catfish, men fik at vide at vi i stedet skulle bestille flounder, fordi catfishen ikke var noget at råbe hurra for den dag. Så det gjorde vi, og jeg skal love for at vi fik mad. To fiskefileter på størrelse med hvaler, smørdampede majs og bønner, pommes frites og nogle friturestegte bordtennisbolde, der viste sig at blive kaldt hush puppies og bestå af en dej af majsmel. Disse puppies er traditionelt tilbehør til fiskeretter i syden, fik vi at vide af Chris – som også var den, der fortalte os, hvad de hed. Prisen for to personer, inklusive drikkevarer og kaffe var i 2004 $ 19. Ved mit seneste besøg var prisen for samme kun steget til $ 21 – hvilket kan være årsagen til ejerskiftene. I 2015 var restauranten genåbnet og jeg besøgte den igen. Maden var udmærket, men stemningen var væk. Da jeg kom (lidt tidligere end 10 år før), var jeg den eneste gæst, og i den time, jeg var der, kom der kun to yderligere gæster, hvoraf den ene tog sin mad med. De unge damer, der passede stedet, sagde, at det aldrig var blevet sig selv  efter at den økonomiske krise ramte området. omkring 2010.

Inden besøget hos Gaby's Diner i 2004, havde vi besøgt tre lokale vingårde, hvor vi også fik en udsøgt service. Selv om vi kom meget sent til det første sted, betød det ikke noget, sagde pigen, der passede smagningen. Hun ville bare ringe til de to andre steder, som vi skulle besøge og bede dem om at holde åbent til vi kom. Så det gjorde hun - og de. Alle tre steder lukkede kl. 17, og den var 17.15 inden vi kom fra Windy Gap, som det første sted hed. Her smagte vi vine med spektakulære navne som Fat Bassett og Three Dawg Nite, som nok på en eller anden måde hentydede til, at ejerne også opdrættede bassett hunde. Hvad navnet på deres søde vin, Y.V. Froglevel Fling Pink Chardonnay, hentydede til, skal jeg ikke kunne sige, bortset fra farven, da det var en rosé. Dette sted eksisterer desværre ikke mere, i hvert fald ikke som winery. Det gør til gengæld de to næste steder vi besøgte. Raffaldini blev ejet af en italiensk familie, som dyrkede og lavede vin af italienske druer, og den var ganske udmærket. Her brugte vi så lang tid på at sludre med ejeren og hans mor, at vi var bange for, at det næste sted havde lukket, men inden vi kørte skrev vi os på en mailingliste, og jeg får stadig månedlige nyhedsbreve fra dem. I 2015 besøgte jeg igen stedet, men meget skuffet, da de ikke kunne genkende mig efter 11 år. Måske fordi personalet var udskiftet, og det samme var bygningen, som nu var en villa i italiensk stil. Det sidste sted, vi besøgte, var Laurel Gray Vineyards, hvor vi først var fremme 18.45. Alligevel ventede de på os, og vi blev nærmest modtaget som familie. Her var det ejeren selv, der stod for smagningen, og efter at have smagt og købt lidt af deres produkter, blev vi præsenteret for hendes mand, hendes søster, dennes veninde og en nabo, som tilfældigvis kom forbi, alt mens vi sad bænket på deres terrasse og nød aftenen. Laurel Gray har jeg besøgt ved flere følgende lejligheder, når jeg har været i området, og deres vin er fortsat glimrende, de er særdeles flinke, og så laver de i dag flere andre ting end vin, blandt andet en fremragende barbecuesovs, som både Tim og jeg holder meget af. Vi har allerede planlagt at genforsyne af denne, når vi kommer tilbage til North Carolina i sommeren 2014, og det gjorde vi så. Jeg havde også under mit besøg i oktober 2013 lovet at komme tilbage, så det gjorde jeg både i 2015 og2016.

I 2014 besøgte vi hele tre restauranter, der fortjener en plads på listen. Den ene var det faktisk anden gang, jeg besøgte. Første gang var i 2008 sammen med Dorte, og nu blev Tim altså også hevet derhen.  Restauranten er Chevy's på 42nd Street lige ved 8th Avenue i New York. Maden er god, og udvalget er som på de fleste mexicanske restauranter og stemningen er hyggelig. Det, som gør den værd at nævne, er at deres guacamole, som serveres som selvstændig forret, ikke bare er god men fremragende. Den tilberedes af friske råvarer ved bordet, mens man venter. Styrken bestemmer man selv (hvor meget hakket chili, pico de gallo og hvidløg der skal i). Den smager helt fantastisk, og New York er et besøgt værd, alene på grund af den guacamole, som ikke er rørt op med nogen form for "sur mælk".

I Williamsburg havde vi hjemmefra bestilt bord på King's Arms Tavern. Den ligger inde i Colonial Williamsburg, og betjeningen er klædt som man var i 16-700-tallet, lige som andre steder i den historiske bydel. Maden, der serveres, er lavet efter fortidens opskrifter, og smagte fremragende. Til forret nød vi begge salat med laks, røget over pecan og hickory skaller og med mange friske grøntsager. Hovedretten var for mit vedkommende Duelling Beef Collops, små stykker oksemørbrad gnedet med krydderurter og grillet over åben ild. Dertil små, stegte kartofler, grillede grønne asparges og rødvinsreduktion. Mums! Tim nød en Hunter's Game Pye; en kødtærte med vildt, kanin og and braiseret i portvinssauce blandet med grøntsager, champignon og baconterninger. Og det hele var pyntet med ribsgele efter at være blevet bagt. Tim sagde at det også var mums. Undervejs blev vi underholdt af 1700-tals musik spillet af 1700-tals musikanter. I hvert fald nogen, der var klædt ud som sådanne.

I Myrtle Beach i South Carolina spiste vi på den brasilianske restaurant Rioz. Her havde de et spændende koncept. En slags buffetrestaurant, men kun for så vidt angår tilbehør. Kød blev serveret af tjenere ved bordene. Disse tjenere gik rundt med store spid fra grillen, og skat så kødlunser af. Der kunne vælges mellem kylling, kalkun, svinekød, lammekød og adskillige slags oksekød. Det hele fås til at fast pris, som dog ikke inkluderer drikkevarer. Man skal enten bestille bord eller forberede på en del ventetid, ikke mindst i weekender. I efteråret 2016 åbnede Rioz også en restaurant i statshovedstaden Columbia.

Sidst, men absolut ikke mindst interessant, er Ye Olde Union Oyster House i Boston. Også her havde vi bestilt bord hjemmefra, for at være sikker på at få plads, og der var da også rigtigt mange mennesker. Restauranten, der har ligget i samme bygning siden 1826, er en af de ældste kontinuert drevne restauranter i USA, måske den ældste. Selve bygningen er fra 1704, og tidligere har der været stofgrossist og avisredaktion i denne, men altså restaurant siden 1826. I 1796, altså før huset blev restaurant, boede Louis Philippe, den senere konge af Frankrig, på anden sal, mens han var i eksil i USA. Den berømte politiker, orator og to gange USA's udenrigsminister, Daniel Webster, kom jævnligt på stedet, hvor han typisk indtog seks tallerkener østers eller flere, hvis han var sulten. USA's tidligere præsident, John F. Kennedy, der som bekendt var fra Boston, havde sin egen "bås" på stedet - i dag afmærket med et skilt. I modsætning til King's Tavern er det kun restauranten, der er gammel. Her går personalet ikke klædt i gammeldags tøj, og også maden er ganske moderne, men med udgangspunkt i typiske New England retter.  Der er tale om en fiskerestaurant, men der er også andre ting på menuen. Som navnet antyder er østers en vigtig ingrediens på menukortet, men hverken Tim eller jeg, er meget for disse dyr, så vi valgte anderledes. Som på King's Tavern var vi enige om forretten, hvor vi begge valgte pandestegte crab cakes. Til hovedret valgte Tim grillet laks, mens jeg - efter at have forespurgt om dagsprisen på hummer - valgte Hummer Newburgh, som er en hummer skåret i mindre stykker, der så får lov til at simre i sherrysauce og serveres med ris. Dagsprisen på hummeren var $ 35, en del dyrere end i Maine seks år tidligere, men tiden var gået og vi var i en storby, så.... Det endte med at blive turens dyreste måltid, men det var bestemt pengene værd.

Hoteller, moteller og andre overnatningssteder

Også på hotel- og motelsiden har vi brugt såvel kædehoteller, som hoteller, er der ikke er dele af kæder. Den kæde, som vi har brugt mest har været Choice-kæden som omfatter en række motelkæder, så som Econo Lodge, Sleep Inn, Rodeway Inn, Clarion og en del flere. De moteller, som vi oftest har brugt fra denne kæde er Quality Inn, Comfort Inn og Comfort Suites. Disse moteller har alle en rimelig standard, og prisen er som regel til at overkomme. Moteller i store byer er typisk betydeligt dyrere end moteller af tilsvarende kvalitet ”ude på landet” således også i denne kæde, hvor fx et værelse i juli i Seattle koster fra $ 145 og op (Quality Inn and Suites), mens et tilsvarende Quality Inn i Grand Junction, Colorado kan fås fra under $ 70. Holiday Inn og Holiday Inn Express har vi også jævnligt brugt, og tidligere brugte vi Hilton, og andre af denne kædes hoteller, så som Hampton Inn, Hilton Garden Inn, m.fl. en hel del. Dette skete typisk i de år, hvor Dorte var medlem af Hilton-kædens bonusprogram. Hilton i Las Vegas er et meget stort hotel. Faktisk gjorde de 3.000 værelser og 350 suiter det til verdens største hotel, da det blev bygget i 1969. Hotellet kunne prale af 14 restauranter, men så langt var vi nær aldrig kommet. Da vi ankom til stedet, kunne man vælge mellem self-parking og valet parking, og vi mente godt at vi kunne parkere vores bil selv, så det gjorde vi. Det betød til gengæld at vi kom ind ad hotellets bagindgang, og at vi ikke rigtigt vidste, hvad vi så skulle. Vi flakkede lidt forvirret omkring i hotellets indkøbsarkader, mens vi talte om, hvor receptionen mon var. Her blev vi stoppet af et par, som viste sig også at være danskere, og de kunne fortælle, at det nemmeste ville være at gå tilbage bilen og køre om til valet parking, så det gjorde vi – og så fandt vi receptionen uden problemer, og siden havde vi ikke problemer med at finde rundt. I 2016 vendte vi for en kort stund tilbage til Hiltonkæden, da vi i Miami boede på Conrad by Hilton, et af kun fire af disse hoteller i USA. Her lå receptionen på 25. etage og vi boede på 22. Det er er første gang, at jeg har skullet tage elevatoren ned til mit værelse. Udsigten fra receptionen ud over bugten mellem Miami og South Beach var fremragende, mens usigten fra værelserne er ind mod byen. Generelt et forholdsvis dyrt men godt hotel med en god beliggenhed lige ved endestationen for Miamis gratis monorail.

Skal vi spare lidt, vælger vi typisk Super 8 eller Days Inn. Her er værelserne noget billigere end på de tidligere omtalte kæder, og værelserne er stadig en rimelig standard. En særlig oplevelse havde vi på et Days Inn i den lille by Sturgis i det vestlige South Dakota. Her skulle vi vaske, som vi ofte gør undervejs. Motellet viste sig kun at have en vaskemaskine, men den var heldigvis ledig. Normalt kan man trække vaskepulver mm i automater, men det kunne man ikke her. Her skulle vi henvendes os i receptionen, men i stedet for en lille pakke vaskepulver til $ 1, fik vi for samme beløb en større plasticpose, som den ældre dame i receptionen fyldte op fra en spand. For denne dollars havde vi vaskepulver nok, ikke bare til denne vasketur, men også til resten af ferien. Damen forklarede at det også kostede en dollars pr. vask og pr. tørring, så vi vekslede nogle sedler til quarters (25 cent), som er det maskinerne typisk tager. Damen i receptionen mente ikke, at vi skulle tørre tøjet i tumbleren i vaskeriet, men vente til begge maskiner var færdige; så kunne vi tørre det hele på en gang i hendes større tumbler. Vi satte den første maskine over, og gik tilbage til værelset. 30 minutter efter var vi tilbage igen, og tømte maskinen ud i en kurv, og satte næste maskine over. Endnu 30 minutter senere kom vi tilbage igen og fandt vaskemaskinen tom og kurven væk. I det samme kom damen gående og forklarede, at tøjet havde været færdigt fem minutter før og at hun havde sat begge maskiner til at tørre i sine (viste der sig) store tørretumblere, og hun mente at tøjet fra den første maskine nok allerede var tørt, og det havde hun ret i. Så det lagde vi sammen mens hun passede nogle kunder ude i receptionen. Da det var overstået, var tøjet i den anden tumbler også blevet tørt, og denne gang hjalp damen os sandelig også med at lægge det sammen igen. Var der ikke kommet flere kunder i butikken havde hun formodentlig båret det op til værelset og pakket det i kufferterne også. Desværre var det ikke hende, der passede receptionen næste morgen, da vi skulle af sted, så vi gav bare de sædvanlige drikkepenge, selv om hun bestemt havde fortjent lidt ekstra. I øvrigt kom vi aldrig til at betale for at få tørret tøjet. Selv om jeg egentlig er færdig med restauranterne, vil jeg da lige nævne at vi her i Sturgis spiste på Roscoe's Bar and Grill, hvor maden var rimelig både i kvalitet og pris, og de unge piger, der serverede, var iført "rigtigt" western tøj med cowboybukser, ternede skjorter, bandanaer og cowboystøvler. En anden overraskende oplevelse havde vi på et Day's Inn i Carlsbad i 2014, hvor prisen på værelset var over $ 200, mere end vi normalt giver i større byer på "pæne" hoteller. Vi fandt aldrig ud af hvad, men der må have foregået noget i byen, for priserne var skruet op på alle de hoteller, vi undersøgte.

Den sidste kæde, jeg vil omtale, er Best Western. Denne kæde er lidt speciel, fordi det er en kæde af selvstændige hoteller, som bare samarbejder omkring markedsføring mm. Der er tale om verdens største hotelkæde med mere end 4.200 hoteller, hvoraf mere end 2.000 ligger i Nordamerika. At der er tale om selvstændige hoteller betyder at der kan være endog særdeles stor forskel på kvaliteten af de enkelte hoteller. Det kedeligste hotel, vi har boet på, var således et Best Western i Raleigh i North Carolina, som mest af alt mindede om et nedlagt militærhospital både i farvevalg og indretning. Til gengæld har vi også boet på noget særdeles fremragende Best Westerns, fx i San Francisco, Jackson, Wyoming og  Santee, South Carolina. I San Francisco boede vi på Best Western Tuscan Inn nær Fishermans Wharf, og det var her at vi fik en fin hjælp, da Tina blev syg på turen i 2013, se artiklen Drama i San Francisco, og så er der gratis smagning af californiske vine hver dag mellem 17 og 18. Hotellet er et såkaldt Best Western Plus, som er en ny kategori af ”lidt bedre” hoteller, som kæden har opfundet. Hotellet har restaurant, men jeg har ikke prøvet den endnu. Et værelse med to queen size senge kostede ca. $ 470 pr. nat i juli 2014. Med morgenmad er prisen knap $ 500. Hertil skal lægges skatter og afgifter, som jo ikke optræder på hjemmesidernes priser. Værelset til $ 469 koster således $ 545 eller knap 3.000 kr. inden man er færdig. Best Western The Lodge i Jackson er tilsyneladende ikke længere et Best Western, men er stadig udstyret med udskårne træbjørne og anden rustik udsmykning. Og så ligger det lige ved siden af restauranten Gun Barrel. Jeg boede der både i 2006 og 2010, og der var hotellet fremragende. Vi har også boet på Best Western andre steder og ved andre lejligheder, fx tre gange på Best Western Mammoth Hot Springs i Montana og mange andre steder. Hotellet, hvor tjenere satte proppen i vinflasken, da hun havde skænket, var fx Best Western Plus Inn at Hunt's Ridge i udkanten af Lexington, Va.

Hoteller uden for kæder

Uafhængige hoteller har vi også boet på, nogen mere fremragende end andre. Blandt de mere interessante var Blue Nose Inn i Bar Harbor i Maine, Pacific Inn i Forks, Washington, Red Cliffs Lodge i Moab, Utah,  samt La Fonda on the Plaza i Santa Fe, New Mexico. Turen i 2014 bød på et enkelt hotel, ROW (tidlg. Milford Plaza) i New York City, foruden Historic Mayfair i Los Angeles. Begge var fine, men skilte sig ikke så meget ud fra mængden, at de får en selvstændig omtale :-).

Førstnævnte hotel lå på en bakke over Bar Harbor med udsigt over Frenchman Bay, som farvandet ud for byen hedder. Prisen var noget højere end vi plejer at give (ca. $ 300 i 2008), men damen i receptionen talte godt for sin syge moster, og idéen om at der var pejs på værelserne og gratis pejsebrænde, tændte os. Heldigvis tændte det ikke pejsen, for temperaturen uden for var over 35 grader. Bar Harbor ligger lige udenfor Acadia National Park, den eneste nationalpark i New England, så det var eftermiddagens udflugtsmål, og udsigten fra værelsets altan skulle så nydes sammen med morgenmaden næste dag. Det kom der desværre ikke noget ud af, for næste dag var det så tåget, at vi knap kunne se de træer, der stod lige uden for værelset, langt mindre bugten. Der er noget med os og udsigt. I 2006 havde vi betalt ekstra på et Comfort Inn i San Francisco for at få udsigt til Golden Gate Bridge - og ved den lejlighed var det tåget under hele vores ophold. Vi har dog også fået bonus for at betale for udsigt, nemlig på Kachina Lodge (som i øvrigt er et kædehotel, en del af Xanterra-kæden - tidligere Fred Harvey Hotels, der driver hoteller i mange af USAs nationalparker) ved Grand Canyon, hvor vi to gange har haft værelse med "kløft-udsigt", og begge gange artede vejret sig.

Pacific Inn var egentlig ikke særlig specielt, men det lå i byen Forks, hvor man lider af et Twilight syndrom (efter vampyrbøger og -film af samme navn, som foregår i byen). Det betyder, at der på Pacific Inn (og sikkert også på andre hoteller i byen) findes særlige Twilight Rooms, holdt i rødt og sort, med røde sengetæpper, sorte håndklæder og badeforhæng. Desuden sortmalede vægge dekoreret med billeder fra filmene. Ved begge de lejligheder, hvor vi har boet på dette hotel, valgte vi dog at bo i et helt almindeligt værelse, som er ganske glimrende.

Også Red Cliffs Lodge 14 miles uden for byen Moab i Utah har vi boet på ved to lejligheder. Som navnet antyder ligger det med udsigt til de røde klipper, som der er så mange af i området, og hotellet har værelser helt ned til Colorado-floden. Her koster det dog ikke ekstra at have flod-udsigt. De minisuiter, som vi boede i ved begge lejligheder, havde terrasse ned mod floden, som lå mindre end ti meter væk. Suiten bestod af et soveområde med bad, og nede ad en kort trappe var der så et stueområde med køkken. Hotellet er samtidigt også en ranch med kvæg- og hesteavl, og der arrangeres rideture ud i klippelandskabet, hvilket Tina benyttede sig af i 2013. Der dyrkes vin i alle USA's 50 stater, og altså også i Utah, og netop Red Cliff Lodge har egne vinmarker, og egen vinproduktion. Man kan smage på vinen og også købe den i hotellets butik, hvor der også sælges marmelade, chilisaucer, souvenirs og meget andet. Og så har hotellet sit eget lille museum med memorabilia fra nogle af de mange, ikke mindst westernfilm, som er optaget i området. John Wayne og mange andre kendte skuespillere har boet på hotellet, som har lagt jord til mange westerns, og også i nyere tid er der optaget film her. Herretur (City Slickers) med Daniel Stern og Billy Crystal er fx optaget her. Dødsscenen fra filmen Thelma og Louise, hvor de to kvinder (spillet af Susan Sarandon og Geena Davis) kører deres bil ud over kanten af Grand Canyon, er faktisk ikke optaget i Grand Canyon, men ikke langt fra Moab, og museet rummer en af de to dukker, som sad i bilen under optagelserne. Den anden forsvandt i Colorado-floden.

Det sidste hotel, som jeg vil omtale i denne omgang er La Fonda on The Plaza i Santa Fe, New Mexico, hvor vi overnattede en enkelt nat i 2012. The Plaza er Santa Fe's centrum, så hotellet ligger meget centralt. Jeg havde set billeder af det på nettet, og adobebygningen så så interessant ud, at jeg havde besluttet, at der ville jeg bo, uanset prisen (som endte med at være omkring $ 330). At bo i centrum af byen betød også at vi ville være tæt på de fleste seværdigheder, hvilket var fint, når vi nu kun havde få timer i byen. Også dette hotel havde restaurant, men vi nåede aldrig derind, da vi stedet valgte at spise på en lokal diner længere nede ad hovedgaden. Burro Alley Cafe hed den (den lå på hjørnet af hovedgaden og Burro Alley), og her var betjeningen af indiansk afstamning - og maden fin. Hotellet var noget labyrintisk, og da vi kom og havde fået nøglen til vores værelse havde vi noget besvær med at finde dette. Det lå tredje sal, men tilsyneladende førte hverken elevatorer eller trapper derop. Gangene drejede i stort set alle retninger, og så skulle man en trappe ned, hen ad en ny gang, to trapper op, en ny gang, endnu en trappe ned og så fremdeles. Til sidst lykkedes det og dog af finde værelset med venlige menneskers hjælp. Gæster, ikke personale, for alle de hotelansatte, vi spurgte om vej, viste sig kun at tale spansk, og det er vi ikke just stærke i. Da vi imidlertid først havde fundet værelset, og skulle ned fra det igen, fandt vi fidusen, og siden havde vi ikke ikke problemer, hverken med at komme op eller ned.

Bed & Breakfast

Bed and Breakfast eller bare B&B, kan være noget meget specielt i USA. Det kan være alt fra fru Smith som udlejer et par værelser til store steder, med adskillige værelser og flere bygninger. Mange B&B ligger dog i historiske bygninger, og er ret luksuriøst indrettede. Et interessat B&B er Two Meeting Street Inn i Charleston, South Carolina, som vi dog kun har beundret udefra. Det skulle efter sigende være det mest populære sted at bo i Charleston, og de ni værelser har altid været udlejet lang tid i forvejen, og derfor været optaget, når vi var byen, men måske lykkes det engang. Priserne for at bo på stedet ligger mellem $ 200 og $ 490 plus skatter og afgifter. Den konkrete pris afhænger af perioden og hvilket værelse, man vil bo på. Huset blev bygget i 1890 og var en bryllupsgave til Warren og Martha Carrington fra brudens far. Siden 1946 har der været B&B.

Men for også at nævne et par B&B, som vi faktisk har boet på, vil jeg nævne et fra North Carolina, nemlig Madelyn's In The Grove i Union Grove, ikke langt fra Statesville, amtssæde i Iredell County. Det var mens vi boede her, at vi spiste på Gaby's Diner, se overnfor. Stedet havde kun fem værelser, som også typisk var booket lang tid i forvejen, ikke mindst i weekenderne, så det havde vi også gjort, men da vi kom en hverdag, viste det sig, at vi faktisk var ganske alene på stedet - sammen med Madelyn og hendes mand, John. Stedet eksisterer ikke mere, for da John døde omkring 2006, drev Madelyn det kun videre i kort tid, inden hun solgte huset - og de nye ejere driver ikke B&B. Men det gjorde Madelyn Hill altså. Natten tilbragte vi som prinsessen på ærten. Aldrig har jeg oplevet senge med så mange dyner og puder, men sjovt var det. Da vi var alene på stedet, kunne vi selv bestemme, hvornår vi ville have morgenkaffe (den var klar fra 6.30 og havde kanelsmag) og senere morgenmad, og da vi skulle køre langt den dag, bestilte vi morgenmad allerede klokken halv otte, og det viste sig at være et klogt træk, for inden vi var færdige med at sludre med Madelyn og John, var klokken hen ad 11. Til gengæld havde vi spist så meget, så frokost var irrelevant. Røræg og pølser, frisk frugt, pandekager (flap jacks), hjemmelavet syltetøj, hjemmebagt brød, frisklavet frugtsorbet, kaffe uden kanelsmag, te og friskpresset juice var på bordet foruden adskilligt andet. Og hyggeligt var det, så ærgerligt, at vi  aldrig nåede at komme tilbage. Madelyn var kendt som en glimrende kok, og havde faktisk skrevet en kogebog, som vi desværre ikke fik købt. Stove in the Grove hed den, og den ville have været sjov at have i dag.

Et andet B&B, vi har prøvet, var Canyon Country Inn i Williams, Arizona. Det var noget større (13 værelser nummereret 1-12 og 14), og knap så hyggeligt som Madelyn's. Her var der flere bygninger, men vores værelse var oppe på første sal over receptionen ad en forholdsvis smal trappe, som var dekoreret med teddybjørne på hvert eneste trin. Også på værelset var der teddybjørne, på sengen, på skrivebordet, på reolen og så videre, og på et par hylder på gangen uden for værelset stod adskillige bøger om teddybjørne. Morgenmaden var udmærket, men slet ikke i klasse med Madelyn's. Man spiste den i receptionen, eller som os, tog den med op på værelset, men selv  om udvalget var mindre, og værterne ikke selv spiste med, blev vi da mætte alligevel. Hvis man vil bo her, er det vigtigt at man ikke forveksler Canyon Country Inn med Grand Canyon Country Inn, som er et motel, der ligger omkring 600 meter længere nede ad vejen. Det gjorde vi i første omgang, men sidstnævnte sted nægtede de at vedkende sig vores reservation, hvilket de faktisk ikke forstod, indtil det til sidst gik op for dem og derefter for os, at den gjaldt til et helt andet sted. Canyon Country Inn ligger ret centralt i byen, hvilket gør det nemt at komme rundt, til gengæld går jernbanen ikke så langt fra hotellet, og i løbet af natten kørte adskillige godstog forbi. Det gjorde ikke så meget, hvis de ikke havde tudet infernalsk under hele forbikørslen, men det var jo ikke stedets skyld.

I 2015 boede jeg på to forskellige B&B i det vestlige North Carolina. Det ene lå i den lille bebyggelse Ferguson eller snarere uden for denne, nær en lille bæk, Stoney Fork, og hed da også Stoney Fork Bed and Breakfast and Campground. Det var et lille sted med kun tre værelser, ejet af Jim og Kathy, der havde drevet stedet i tre år. Før det, havde de boet i Florida. På grund af omstændigheder med mit fly, havde jeg kun en overnatning på stedet, men det var på et dejligt værelse med et stort badeværelse. Inden sengetid fik jeg en længere snak med Jim, Kathy og en datter af huset, hvis navn jeg har glemt. Men hyggeligt var det. Senere på turen havde jeg fem overnatninger på et andet B&B i den noget større by Lenoir (5.000 indb). Dette sted, The Irish Rose, var uovertruffet. Værelset var endnu større end på Stoney fork, og badeværelset var specielt imponerende. Fra indgangsdøren var der 6 meter hen til brusekabinen og undervejs passerede man badekarret med løvefødder og gesvejsninger. Rose Noakes, der drev stedet, var ikke irsk men canadisk, men havde dog irske aner. Hende fik jeg mangen en hyggelig snak med når jeg ikke var ude på ture. Da jeg skrev og ønskede god jul, og forklarede at jeg næste år skulle passere byen, dog uden at overnatte, blev jeg straks inviteret på kaffe. Det er bestemt et sted, jeg vil vende tilbage til, når jeg igen kommer på de kanter i 2017