Den store konspiration

Af alle personer i Det nye Testamentet er ingen formodentlig så foragtet og forhadt som Judas Iskariot. Hans fornavn er blevet synonym med stikkeri og forræderi. Dette fremgår fx af Den danske Ordbog (DDO) hvor ordet "judas" som navneord gøres synonymt med "forræder". Ordbog over det danske Sprog (ODS) går videre og betegner en judas som en falsk, troløs person, en forræder.  Farlex, The Free Dictionary definerer det engelske ord "traitor": "a person who is guilty of treason or treachery, in betraying friends, country, a cause or trust, etc." Farlex har i øvrigt den samme definition af ordet "judas" på engelsk, som DDO har på dansk. Begrebet er altså, som man kunne forvente gængs på flere sprog, og er almindeligt forekommende i kristendommen.

I virkeligheden er stikker måske en bedre betegnelse for det, som Judas gjorde i henhold til den standardiserede udlægning af evangelierne. Den Danske Ordbog) har følgende definition af ordet "stikker": "person der (mod betaling) angiver eller forråder andre som har udført eller er ved at udføre en forbudt handling, til den myndighed der har med sådanne sager at gøre." Men var Judas Iskariot nu den fæle person, som evangelierne gerne vil gøre ham til? Det vil jeg se nærmere på i denne artikel.

Hvad evangelierne fortæller

Lad mig som sædvanligt starte med at se på, hvad de kanoniske evangelier fortæller om Judas. Mattæus nævner ham med hans fulde navn to steder. Første gang er i begyndelsen af kapitel 10, hvor navnene på de 12 apostle remses op. I vers 4 hedder det: "Simon Kananæer og Judas Iskariot, han som forrådte ham." Allerede her, forudskikker evangelisten altså det forræderi, som senere skulle komme. Næste gang Matrtæus omtaler Judas er i 26. kapitel, hvor han netop omtaler forræderiet. I vers 14 til 16 kan læses: "Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, til ypperstepræsterne og sagde: 'Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?' De talte tredive sølvpenge op til ham. Og fra da af søgte han en lejlighed til at forråde ham". Senere i samme kapitel nævnes Judas igen, dog uden tilnavn. I forbindelse med Den sidste Nadver stpr: "Judas, som forrådte ham, spurgte: 'Det er vel ikke mig, Rabbi?' Han svarede ham: 'Du sagde det selv.'" (Matt. 26.25) og i vers 47 og 48 hedder det: "Endnu mens han talte, kom Judas, en af de tolv, fulgt af en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste. Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: 'Det er ham, som jeg kysser; grib ham!'" Sidste gang Mattæus omtaler Judas er i 27.3-5, hvor man kan læse: "Da Judas, som forrådte ham, så, at han var blevet dømt, angrede han og bragte de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: 'Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod.' Men de svarede: 'Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag.' Så kastede han sølvpengene ind i templet, forlod stedet og gik hen og hængte sig." Selv om tilnavnet Iskariot kun omtales i to af udtalelserne hos Mattæus, gør sammenhængen det helt klart, at det er den samme Judas, der er tale om i de øvrige skriftsteder.

Også Markus omtaler i forbindelse med opremsningen af apostlene, at Judas var den, som senere forrådte Jesus (Mark. 3.19), og i kapitel 14, vers 10 og 11 kan han fortælle: "Men Judas Iskariot, en af de tolv, gik til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. Da de hørte det, blev de glade og lovede ham penge for det. Så søgte han at finde en lejlighed til at forråde ham." Også Markus omtaler Judas rolle i forbindelse med arrestationen af Jesus: "Endnu mens han talte, kommer Judas, en af de tolv, fulgt af en skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste. Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: 'Det er ham, som jeg kysser; grib ham og før ham væk under sikker bevogtning!' Og han kom og gik straks hen til Jesus og sagde: 'Rabbi!' og kyssede ham". (Mark. 14.43-45). Markus kender til gengæld intet til, at Jesus allerede under nadveren udpegede Judas som forræder.

Lukas er enig med såvel Mattæus som Markus når det gælder remsen med apostelnavne. I Lukas opremsning hedder det: "og Judas, Jakobs søn, og Judas Iskariot, som blev forræder" (Luk. 6.16). Lukas er til gengæld lidt mere detaljeret, når det gælder selve forrræderiet: "Og ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at finde ud af, hvordan de kunne få Jesus ryddet af vejen, for de var bange for folket. Men så fór Satan i Judas, som blev kaldt Iskariot, en af de tolv; og han gik til ypperstepræsterne og anførerne for tempelvagten og talte med dem om, hvordan han kunne forråde Jesus til dem. De blev glade og aftalte at give ham penge for det. Han gik ind på det og søgte nu en lejlighed til at forråde ham til dem, uden at der blev opløb." (Luk. 22.3-6) Her er det altså Satan selv, der forleder Judas. hvilket måske fritager Judas selv for noget af ansvaret. Lukas kender også historien om Judas rolle i forbindelse med arrestationen: "Endnu mens han talte, kom der en skare; og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran, og han gik helt hen til Jesus for at kysse ham. Jesus sagde til ham: 'Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?'" (Luk. 22.47-48)

At Judas var forræder er en af de ting, som Johannesevangeliet er enigt med de synoptiske evangelier om. Johannes har ingen opremsning af apostlenes navne, men formår alligevel at "forudsige" Judas forræderi. Dette sker allerede i forbindelse med at Jesus taler med "de 12" om "livets brød". På et spørgsmål fra Simon Peter svarer Jesus: "Jesus svarede dem: 'Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv, og dog er en af jer en djævel?' Han talte om Judas, Simon Iskariots søn; for det var ham, der skulle forråde ham, og han var en af de tolv." (Johs. 6.70-71). Også i tolvte kapitel, nævnes at Judas skal blive forræder. Dette sker i forbindelse med salvningen af Jesus i Bethania forud for indtoget i Jerusalem: "Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: 'Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?' Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den". (Johs. 12.3-8) Her benytter Johannes sig oven i købet af lejligheden til at også at fastslå, dels af Judas ikke (som de øvrige disciple) bekymrede sig om de fattige, og dels at Judas var tyvagtig og stjal fra fælleskassen. I kapitel 13 hedder det: "Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig." (Johs. 13.2-4) og senere i samme kapitel efter at Jesus har forudsagt at en af apostlene vil forråde ham: "Jesus svarede: 'Det er ham, jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.' Så dyppede han brødet, tog det og gav det til Judas, Simon Iskariots søn. Og da Judas havde fået brødet, fór Satan i ham." (Johs. 13.26-27). Interessant er det, at i følge Johannes "farer Satan først i Jesus" efter at han er blevet udpeget som forræder af Jesus selv,  i modsætning til historien hos Lukas. Også arrestationen er Judas involveret i hos Johannes: "Også Judas, som forrådte ham, kendte det sted, for dér mødtes Jesus ofte med sine disciple. Judas tog så vagtstyrken og nogle af ypperstepræsternes og farisæernes tempelvagter med sig og kom derover med lygter og fakler og våben." (Johs. 14.2-3). 

En af bøgerne i Det nye Testamente, som jeg ikke tidligere har refereret meget til er Apostlenes Gerninger. Når jeg ikke har brugt dette skrift meget (endnu) er det fordi, det mest handler om tiden efter at Jesus var død og genopstået. Skriftet indeholder imidlertid også information om Judas: "I de dage rejste Peter sig i kredsen af brødre – der var samlet en skare på omkring et hundrede og tyve – og han sagde: 'Brødre! Det skriftord måtte gå i opfyldelse, som Helligånden gennem Davids mund forud har sagt om Judas, der viste vej for dem, som anholdt Jesus. For Judas regnedes med til os og havde fået sin lod i denne tjeneste. Han købte sig en mark for de penge, han havde fået for sin ugerning, men han styrtede på hovedet ned og sprængtes, så alle hans indvolde væltede ud. Og det blev kendt af alle Jerusalems indbyggere, så at den mark på deres sprog blev kaldt Hakeldama, det vil sige Blodmarken. For i Salmernes Bog står der skrevet: 'Hans bolig skal blive øde, ingen skal bo i den, og: En anden skal overtage hans embede.''"  (AG 1.15-20).

Gnostikerne og Judasevangeliet

Så vidt skrifterne, i hvert fald de kanoniske. Her er det jo tydeligt for enhver læser (og lytter) at Judas er den fæle forræder, som er årsag til at Jesus bliver arresteret, dømt og henrettet. Imidlertid findes der jo andre skrifter end de kanoniske. Specielt et af de såkaldt apokryfe skrifter er interessant i denne forbindelse, nemlig det såkaldte Judasevangelium. Evangeliet tilhører en gruppe skrifter, som kaldes "de gnostiske evangelier", og der er faktisk også spor af gnosticisme i fx Johannesevangeliet. Evangeliet stammer formodentlig fra midten af det andet århundrede, og kan derfor ikke være skrevet af Judas selv, men det rummer nogle samtaler mellem Jesus og netop Judas Iskariot. Gnostikerne troede på, at der fandtes en højere guddom, som var god, mens der også fandtes en række mindre guder, hvoraf én var den, der skabte jorden, som beskrevet i Det gamle Testamente. Denne gud var altså en mindre guddom (eller af og til en falsk guddom), men det var ham, som både jøderne og senere de kristne tilbad, mens gnostikerne selv tilbad den højeste guddommelige magt, som ikke havde nogen skikkelse og som var helt uden for menneskelig fatteevne eller forståelsessfære. Denne guddommelige magt eller visdom blandede sig ikke i livet på jorden, men var alene en skabende kraft. Denne kraft havde ikke noget navn i modsætning til de lavere guddomme, men gnostikerne brugte betegnelser som "det altomfattende", "det fuldendte" osv. Der er sagt og skrevet meget om gnostikerne, og allerede Irenæus skrev om dem i 180 i sit værk "Mod kætteriet", hvor han også nævnte Judasevangeliet og andre gnostiske skrifter som nogen, sande kristne skulle holde sig fra. Der var også mange forskellige gnostiske sekter, og det bør nævnes, at de fleste havde det fælles træk, at troen skulle baseres på personlig indsigt, ikke på forskrifter fra en kirke, hvilket måske var den væsentligste årsag til at biskop Irenæus ikke brød sig om dem*. De gnostiske skrifter, der findes i dag er opdelt i flere grupper, og Judasevangeliet tilhører den sethianske gruppe. Seth var Adam og Evas tredje søn, og gnostikerne betragtede ham som den første fuldkone sjæl og dermed den første udødelige.

* Det vides ikke med sikkerhed om det Judasevangelium, som Irenæus omtaler, er det som vi kender i dag eller om der har eksisteret et andet Judasevangelium på Irenæus tid.

Den ældste eksisterende kopi af Judasevangeliet stammer fra engang mellem 220 og 300, og den er skrevet på koptisk, men man mener i dag, at den er baseret på en ældre, græsksproget version af evangeliet, måske så tidlig som 130. Manuskriptet blev fundet i 1970'erne men blev først oversat omkring 2000. Da manuskriptet oprindeligt blev fundet var der 31 sider beskrevet på begge sider, men i dag er kun 13 sider tilbage, så vi kender kun en meget lille del af teksten.

I følge dette evangelium var Judas ikke en skurk, men tværtimod en helt. Han var den eneste af apostlene der forstod den dybere mening bag de udtalelser som Jesus fremsatte og de ting han gjorde. Da han "forrådte" Jesus til ypperstepræsterne, romerne eller hvem det nu var, gjorde han det efter aftale, og som jeg skal vende tilbage til nedenfor, er der faktisk spor efter en sådan aftale også i de kanoniske evangelier. Den højeste kraft var en uforgængelig og evig sky af lys og denne skabte de mindre guddomme samt englene, som på deres side så skabte andre ting. Yahve skabte jorden og dens indbyggere for at få nogen, der kunne tilbede ham, og heraf kommer det lidt underlige første af de bud, som Gud gav Moses: "Du må ikke have andre guder end mig" (2. Mos 20.2).  Dette bud ville være ganske overflødigt, hvis der ikke var flere guder at have. Senere, i kapitel 34 får Moses nye bud efter at have knust tavlerne med de oprindelige. Her hedder det tilsvarende bud: "Du må ikke tilbede nogen anden gud, for 'Lidenskabelig' er Herrens navn, for han er en lidenskabelig Gud." (2. Mos. 34.14). Den skabende Gud er altså ikke bare selvisk, han er også ondsindet, hvilket gnostikerne også mente.

I hvert fald nogle gnostikere mente at det menneskelige legeme var et fængsel, som holdt sjælen indespærret og kun ved døden blev den sat fri, og det var det, som Judas hjalp Jesus med at opnå ved sine handlinger. Disse gnostikere mente at der var to slags mennesker, de med en udødelig sjæl, som kom fra de evige riger og som altid ville tilhøre disse riger. Disse mennesker, hvoraf Judas var et, havde ingen herskere, heller ikke de lavere guddomme, da var stærke og hellige og havde gjort oprør og besejret Bibelens Gud, og de var kun ansvarlige overfor den højeste kraft. Den anden gruppe var de dødelige sjæle, som adlød Bibelens Gud, og som derfor ikke havde mulighed for at opnå frelse. Blandt disse "oprørske" var altså blandt andre Judas Iskariot, men også Kain, som gjorde oprør med sine forældre og Gud ved at slå sin bror ihjel, og slangen, som lokkede Adam og Eva i uføre, var også en udødelig og frelst oprørsk sjæl mod den falske Gud, Yahve.

Judasevangeliet kalder sig selv hemmeligt, men det gjorde mange af evangelierne. Det skulle forstås sådan, at deres budskab kun var tiltænkt en lukket kreds, som ville forstå ikke bare ordene, men også skjulte budskaber i selve teksterne. I følge evangeliet var Judas udvalgt specielt af Jesus: "Du vil overgå dem alle, for du vil ofre det menneske (legeme), som hyller mig". På et andet tidspunkt siger Jesus til Judas "Gå væk fra de andre, så skal jeg fortælle dig om kongerigets mysterier" og senere "Se! Nu har jeg fortalt dig alt. Løft dine øje og se på skyen og lyset inde i den og stjernerne som omgiver den. Den stjerne som viser vejen er din stjerne."  Her fremgår det klart at Judas er mere end de andre disciple. Ovenfor har jeg nævnt to forklaringer på hvordan Judas kom af dage, enten hængte han sig eller også styrtede han ud over en skrænt. Judasevangeliet nævnet ikke Judas død, da det primært altså er dialog mellem Jesus og Judas, men Judas fortæller på et tidspunkt Jesus, at han har haft en drømt, hvori de tolv andre apostle stener ham til døde! Tallet 12 er interessant her, da de øvrige evangelier kun når til 12 apostle ved at tælle Judas med og først efter dennes død udpeges en afløser. Judasevangeliet kalder imidlertid flere stedet Judas for "den trettende", og Jesus siger til ham: "Du vil blive den trettende, og du vil blive forbandet af de andre skabninger - og du vil komme til at herske over dem. I de sidste dage vil de forbande din opstigning til de hellige." Judas er altså en af de udødelige sjæle, som bliver belønnet ekstra fordi hans handlinger er med til at frisætte Jesus sjæl.

At Judas er specielt udvalgt bliver helt klart senere i evangeliet, hvor det hedder: "Jesus sagde: 'Kom så jeg kan lære dig om hemmeligheder, som intet menneske har set. For der findes et storslået og grænseløst rige, hvis grænser end ingen engel har set, i hvilket rige der findes en storslået og usynlig ånd". Denne storslåede og usynlige ånd har skabt sig selv og derefter alt andet, herunder noget som kaldes "de lysende" som er engle og lavere guddomme. Evangeliet fortsætter med meget gnostiske udtalelser om lys, der skaber mere lys, som skaber lys igen og så fremdeles og til sidst kommer en "engel", Nebro til jorden, med en hjælper Saklas. I følge evangeliet betyder "Nebro" oprører, og han var oprører mod den højeste kraft. På foranledning af Nebro skaber Saklas og nogle engle Adam og Eva. Den kendte del af evangeliet slutter med at Judas (uden hjælp fra nogen) overgiver Jesus til ypperstepræsterne og modtager betaling for det, men beløbets størrelse omtales ikke.

Hvad hed Judas og hvad betød navnet?

Vi ved først og fremmest at han var søn af Simon. I artiklen om "De 12 apostle" har jeg gennemgået disse, og her ses det tydeligt at den person, der dels kaldes Simon Kananæer og dels Simon Zelotes ("kananæer" og "zelotes" betyder det samme, nemlig "nidkær"), er far til Judas, og hos Johannes er familieforholdet endnu tydeligere, da han knytter sønnens tilnavn til faderen og taler om Simon Iskariot, se fx ovenfor. Dette er til gengæld nærmest alt, hvad vi med sikkerhed kan udlede om Judas. Alt derudover er spekulationer, men spekulationer, som bør nævnes.

En af de spekulationer, som ofte bringes til torvs er spørgsmålet om betydningen af tilnavnet "Iskariot". Navnet har tidligere normalt været udlagt som "Manden fra Kheriot". Kheriot er en by i Judæa, hvor Judas altså skulle komme fra. Dette er imidlertid forholdsvis usikkert af flere grunde. For det første måden tilnavnet bruges på. Alle de steder i Det nye Testamente, hvor en person identificeres ved navnet på en by kaldes vedkommende "den og den fra eller af byens navn". Det gælder fx Josef af Arimætæa og Simon fra Kyrene. I tilfælde, hvor tilnavnet bare nævnes, beskriver det i andre sammenhænge en egenskab ved personen, fx Simon Baryonam (Simon den Ubeherskede) og Jakob og Johannes Boanerges (Jakob og Johannes, Vredens Sønner). Jeg diskuteret den samme problemstilling i artiklen "Var Jesus gift?" i forbindelse med Maria Magdalene. Den anden grund til usikkerheden er at evangelierne (i hvert fald de synoptiske) stort set er enige om, at de fleste af Jesus disciple og i hvert fald apostlene, stammer fra Galilæa, så det er usandsynligt at Judas skulle være fra Judæa.

En anden, nyere men nu meget udbredt udlægning af "Iskariot" er at det skulle være en forvrængning af "sicarii", knivstikker. Sicarii'erne var en ultravoldelig fraktion inden for zelotbevægelsen. I denne periode måtte jøderne ikke bære våben, men måtte gerne transportere hygiejneartikler. Sicarii'erne udviklede så en teknik, hvor de skjulte barberknive i ærmerne på deres kjortler. Jøderne havde og har et forbud mod at barbere sig, så det formodes at kniven ikke har været brugt til barbering, men alene til drab. Den formodentligt ægyptiske barberkniv, som sicariierne brugte, havde en kort, men bred klinge og var meget skarp, og kunne lynhurtigt trækkes ud af ærmet og skære halsen over på en fjende. For sicariierne var dette såvel de romers besættere, som jøder, der samarbejdede med disse. Denne udlægning hæmmes dog af det forhold, at det antages at sicarii-bevægelsen ikke eksisterede på Jesus tid, men først opstod i midten af 40'erne eller begyndelsen af 50'erne, altså 10-20 år efter at Jesus var blevet korsfæstet. Betydningen af tilnavnet er derfor fortsat usikker. Selv er jeg dog tilhænger af sicarii udlægningen, og det forhold, at sicarii-bevægelsen ikke eksisterede under det navn, før efter Jesus død, betyder ikke, at den ikke eksisterede allerede tidligere. Knivstikkere kan der sagtens have været, og da evangelierne blev nedskrevet, var betegnelsen gængs.

Der er også andre udlægninger af tilnavnet, fx at det skulle betyde "løgneren" eller "den falske", eller at det skulle betyde "den røde", hvilket måske harmonerer med den spansk katolske tradition for at afbilde Judas som rødhåret. A>dre mener, at det kan betyde "den der leverer noget", i dette tilfælde Jesus til hans fjender og endelig mener nogen at det kommer fra en sammenblanding af græsk og aramæisk, og skulle betyde "kvælning" eller "strangulering" og hentyde til Judas dødsmåde, så tilnavnet skulle være tildelt posthumt. Mod dette sidste taler at andre aposteltilnavne tydeligvis stammer fra deres levetid.

Men kendes betydningen af tilnavnet ikke med sikkerhed, ved vi i det mindste at Judas hed Judas til fornavn? Heller ikke dette er sikkert. Nogle moderne forskere mener at navnet Judas er skabt som et symbol, så Judas simpelthen repræsenterer forræderiet og skylden hos den samlede jødedom, og at Judas altså er "stamfaderen" til antisemitismen. Selve navnet Judas eller Juda, som det er på aramæisk, var også navnet på en af Jakobs sønner i Første Mosebog, som (sammen med sine brødre) forråder sin bror Josef og sælger ham til ismaelitiske slavehandlere for penge (1. Mos. 37.27-28). Derefter lyver han for sin far om at Josef er død. Senere "genopstår" Josef, da han bliver "dommer" over sine brødre, som den ægyptiske faraos højre hånd, og en dag tilkendegiver sig overfor dem (1. Mos. 45.1).

Andre mener, at Judas slet ikke har eksisteret. Hans navn er ikke bare ændret, men han er "opfundet" af evangelisterne for at lægge skylden for Jesus død på jøderne. Som begrundelse herfor anføres, at evangelierne taler om "de tolv" også efter Judas død, og at han ikke omtales i de tidligste kilder, nemlig Brevene i det Nye Testamente. Det første er ret nemt at forklare, se også artiklen om De 12 Apostle, da antallet muligvis slet ikke har været 12, men at dette tal er valgt for at skabe en relation til Israels tolv stammer. Selv om der så også var 12, ville betegnelsen formodentlig alligevel hænge fast, selv om antallet i en kort periode var reduceret til 11. Det jødiske råd, Sanhedrin, blev også stadig kaldt "De 70", selv om der faktisk var 71 medlemmer på Jesus tid. Det andet kan forklares med, at der ikke var nogen grund for Paulus eller de andre "brevskrivere" til at nævne Judas, da de jo ikke handler om begivenhederne før Jesus døde, men alene efter.

Personligt tror jeg at Judas simpelthen hed Judas/Juda, som var et helt almindeligt navn på Jesus tid. Sågar hed en af Jesus brødre Juda, og også en af de andre disciple hed Judas og en senere udsending fra Jerusalem-menigheden var Judas Barsabbas (søn af sabbatten). Om Judas så har været Iskariots eneste navn er en anden sag, men Judas hed han, er jeg sikker på.

Hvad ved vi ellers om Judas?

Det er faktisk ikke meget, da han ikke omtales ret meget i evangelierne bortset fra i forbindelse med forræderiet. Han far var Simon, som omtalt ovenfor, men hans mor og andre familiemedlemmer kender vi ikke noget til. Faktisk nævnes der kun to ting om ham, nemlig at han var disciplenes kassemester, og at han var tyvagtig; begge dele i Johannesevangeliet, se ovenfor.

Nyere fortællinger ved både noget om, hvordan Jesus kaldte Judas som discipel og at Judas allerede på det tidspunkt var i Satans magt, men det siger stadig ikke meget om manden selv.

Hvorfor skulle Judas forråde Jesus?

Igen er der givet rigtigt mange forklaringer på dette forhold. Den mest kendte og mest åbenlyse er at Judas faktisk var en grisk tyveknægt og gjorde det for pengenes skyld.  Mattæus ved at han fik 30 sølvpenge for sin "dåd" (Matt. 26.15). Senere fortrød han, og kastede pengene tilbage til ypperstepræsterne, som i den sidste ende købte en mark for dem, som blev indrettet som gravplads. Hos Markus får han et løfte om penge, men beløbet bliver ikke nævnt. Det samme gælder hos Lukas, hvor der bliver lavet en aftale om betaling, men uden beløbsangivelse. Johannes kender ikke noget til nogen betaling. Apostlenes Gerninger ved at han fik penge, men ikke hvor mange. Her købte Judas selv en mark for pengene, men styrtede ned og blev dræbt umiddelbart efter.

Det er altså kun Mattæus der kender til "de 30 sølvpenge", og han nævner det, for at handlingen skal opfylde en profeti - som i øvrigt ikke kan genfindes i GT.  Jeremias, som Mattæus referer til, har en historie om en mand, der køber en mark af sin fætter for 17 sølvsekler. Her er det manden selv, da handler ikke ypperstepræsterne, beløbet er et andet og der er ingen historie om selvmord eller forræderi. I Zakarias Bog forekommer en historie om 30 sølvsekler, men den handler heller ikke om forræderi, køb af en mark eller lignende. Den handler om Zakarias, som modtager beløbet for at have vogtet får, men som på Guds befaling kaster pengene ind til "støberen i Herrens Hus" (Zak. 11.13).  Det er altså ikke muligt at finde den profeti, som Mattæus referer til, og sådan er det i øvrigt med mange af hans referencer, så med mindre Mattæus har haft adgang til en udgave af Det gamle Testamente, som vi ikke kender i dag, virker hans profetireferencer selvopfundne i mange tilfælde.

Der er imidlertid to andre evangelister, der mener at forræderiet skyldes penge, men da både Lukas og Mattæus har baseret deres evangelier på Markus, kan de have fået historien fra ham, og selve broderet videre på den. Johannes, som har skrevet uafhængigt kender ikke historien. Uanset om Mattæus har ret eller ej, er der også svært at få en fornemmelse af, hvor mange penge, der var tale om. På Moses tid kunne man købe 400 liter udsæd af byg for 50 sekler, hvilket svarer til 240 liter for 30 sekler. Imidlertid har der sikkert været en del inflation mellem Moses og Jesus, så værdien af en sekel var betydeligt mindre. Altså er forholdsvis lille beløb for en mand, der havde adgang til mange penge. Hvis det var typisk at disciplene fik værdier svarende til et pund nardussalve, var der mange penge i kassen (nardussalve blev regnet for mere kostbart end guld). Nu behøver beløbet imidlertid ikke være opgivet i sekler. Det kunne være romerske denarer. I så fald svarer beløbet til en månedsløns for en daglejer på Jesus tid. Stadig ikke meget for kassemesteren. I en gammel udgave af Det Nye Testamente, som jeg desværre ikke længere har, blev "sølvpenge" forklaret som græske staterer. I så fald svarer beløbet til fire måneders løn for daglejeren; bedre men stadig ikke meget. Endelig kan der være tale om romerske talenter, og så er det noget, der batter, da en romersk talent svarer til 3.000 sekler eller 300 denarer. I så fald var belønningen 9.000 denarer eller arbejdslønnen for en daglejer i næsten 25 år. Hvis det var tilfældet, kunne det nok svare sig for Judas af økonomiske årsager. Til gengæld vejede 30 talenter sølv omkring 40 kg, så det ville være svært at slæbe, langt mindre kaste med pengene.

Hvis pengene ikke var årsagen, hvad var den da? Lukas og Johannes mener, at Satan var på spil og for ind i Judas, så det i virkeligheden var Satan, der forrådte Jesus, ikke Judas, men den forklaring er det nok svært at finde støtte til hos andre end stærkt troende. Bedre er forklaringen om, at Judas forventede af Jesus skulle være den salvede konge (messias), som skulle befri jøderne, og fordrive de romerske besættelsesstyrker fra området. Når han forrådte Jesus, var det for at "sætte gang i foretagendet". Han mente at med Jesus arresteret ville Jesus få sine tilhængere til iværksætte et oprør, og det var aldrig Judas mening at Jesus skulle korsfæstes. Efter dette synspunkt er årsagen til at Judas begår selvmord enten at Jesus ender med at blive henrettet, hvilket han føler sig skyldig i, eller at han opgiver sin kamp, da han opdager at hans handlinger ikke fører til det ønskede resultat.

Det er også blevet foreslået at Judas faktisk troede på at Jesus var Guds søn og mente, at hans handling ville "tvinge" Jesus til at bruge sin magt og udvirke et eller flere mirakler, som kunne gøre jøderne fri for det romerske herredømme. Alternativt Judasevangeliets udlægning om, at det ikke var jøderne, som Judas ville frelse, da ingen frelse var mulig for dem som "dødelige" sjæle, men derimod Jesus, som han ville hjælpe til at frigøre sjælen fra kroppens fængsel. Hvis sidstnævnte var tilfældet, burde der have været nemmere metoder en korsfæstelse til at opnå det samme. Ikke mindst fordi korsfæstelsen ville kræve at Jesus først blev dømt, og selv om det var sandsynligt, var det ikke sikkert.

Og til sidst Koranen. I følge denne blev Jesus ikke korsfæstet fordi Allah tog ham til sig inden han blev arresteret. Til gengæld ændrede han Judas udseende, så han kom til at ligne Jesus så godt, at ingen, end ikke han egen mor, kunne se forskel. Da vagterne kom, var det derfor ikke Jesus, men Judas, som blev arresteret, og det var også Judas som senere, i Jesus skikkelse, blev korsfæstet og døde. (Koranen 4:157). Oversættelsen af passagen er omdiskuteret og Judas nævnes ikke direkte, men det er normalt blandt muslimer at antage, at det var ham, som fik Jesus udseende. Også det apokryfe Barnabasevangelium kender denne historie og her er der ingen tvivl om, at det er Judas som træder i stedet for Jesus. Da Judas lig på tredjedagen blev stjålet fra graven, vendte Jesus tilbage fra den 3. Himmel og forklarede sin mor, apostlene og sine øvrige tilhængere, hvad der i virkeligheden var sket, hvorefter han vendte tilbage til Himlen. Barnabasevangeliet stammer formodentlig fra middelalderen og har måske sine informationer fra netop en fortolkning af Koranen.

Konspirationen

At der forelå en eller anden form for aftale, kan efter min mening læses mellem og på linjerne i to af evangelierne, og i øvrigt også et enkelt sted i Apostlenes Gerninger. Jeg starter normal med Mattæus, men lad mig vente lidt med dette evangelium denne gang. I Markus og Lukasvangelierne fortæller Jesus kun, at han vil blive forrådt af en, der spiser sammen med ham, og det var jo de 12, da der var tale om Den sidste Nadver. Til gengæld er det klart, at Jesus er nødt til at forlade om ikke verden, så i hvert fald disciplene, fx hos Lukas: "For Menneskesønnen går bort, som det er bestemt; dog ve det menneske, som han forrådes af." (Luk. 22.22).

Og så til Mattæus. Her hedder det: "Og mens de spiste, sagde han: 'Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.' De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: 'Det er vel ikke mig, Herre?' Han svarede dem: 'Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født'. Judas, som forrådte ham, spurgte: 'Det er vel ikke mig, Rabbi?' Han svarede ham: 'Du sagde det selv.'" (Matt. 26.21-25). Her virker det som om Judas bliver overrasket over, at det skulle være ham, der var forræderen, og passagen kan tages som en anklage, ikke mindst sætningen "men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af". Senere i samme evangelium lyder det mere som en aftale: "Han, som forrådte ham, havde aftalt et tegn med dem og sagt: Det er ham, som jeg kysser; grib ham! Han gik straks hen til Jesus, hilste ham med et 'Rabbi!' og kyssede ham. Jesus sagde til ham: 'Min ven, nu har du gjort dit.'" (Matt. 26.48-50). Her lyder det tydeligvis som om Jesus takker Judas for at have holdt sin del af en aftale.

Johannesevangeliet er endnu mere tydeligt: "Jeg taler ikke om jer alle; jeg ved, hvem jeg har udvalgt, men Skriftens ord må gå i opfyldelse" (Jons. 13.18) og senere "Da det nu var ham, der sad nærmest ved Jesus, spurgte han: 'Hvem er det, Herre?' Jesus svarede: 'Det er ham, jeg giver det stykke brød, jeg nu dypper.' Så dyppede han brødet, tog det og gav det til Judas, Simon Iskariots søn. Og da Judas havde fået brødet, fór Satan i ham. Jesus sagde til ham: 'Hvad du gør, gør det snart.' Ingen af dem, der sad til bords, forstod, hvorfor han sagde det til ham. Men da Judas stod for pengekassen, mente nogle, at Jesus havde sagt til ham: 'Køb, hvad vi har brug for til festen,' eller at han skulle give noget til de fattige. Da han havde fået brødet, gik han straks ud. Det var nat. Da Judas var gået ud, sagde Jesus: 'Nu er Menneskesønnen herliggjort, og Gud er herliggjort i ham'" (Johs. 13.26-31).  Her er det altså Jesus, der giver brødet direkte til Judas, han venter ikke på at Judas skal dyppe brødet sammen med ham. Ser vi bort fra passagen om Satan, der farer i Judas, lyder de to passager tilsammen tydeligt som en ordre til Judas om at gøre noget, der er aftalt på forhånd; og Judas går straks i gang med at udføre den. At de 11 andre må have været lidt tungnemme, hvis de mente at Jesus havde bedt Judas om at give noget til de fattige, eller købe ind til festen, er så en helt anden sag. De fleste må have opfattet tydeligt, hvad det gik ud på.

I Apostlenes Gerninger er forfatteren ikke i tvivl om at Judas forrådte Jesus og blev straffet grusomt for det, se ovenfor, men senere hedder det: "Herre, du som kender alles hjerter, vis os, hvem af de to du har udvalgt til at overtage den tjeneste og apostelgerning, som Judas har forladt for at gå bort til det sted, hvor han hører til." (AG 1.24-25). Der kan naturligvis hentydes til at Judas er faret til Helvede, men sætningen kan også tolkes som den står, nemlig at Judas har forladt menigheden (måske sammen med Jesus) for at rejse et sted hen, fx Galilæa, hvor Jesus senere møder apostlene igen, se artiklen om Opstandelsen.

Jeg er altså ret sikker på. at forræderiet i virkeligheden var aftalt mellem Jesus og Judas på forhånd. Måske har der været flere med kendskab til aftalen, og Jesus valgte først i sidste øjeblik Judas, hvilket kan forklare dennes overraskelse hos Mattæus sammenholdt med Jesus direkte udpegning af ham hos Johannes.

Men hvad var det så, der var aftalt? Det er faktisk ikke klart, men jeg er overbevist om, at det ikke handlede om, at Jesus skulle slås ihjel som Judasevangeliet antyder. Det var heller ikke, for at få Jesus til at agere eller udvirke mirakler. De to forklaringer fungerer kun, hvis der ikke forelå en aftale. Nej, jeg tror at formålet var, at Jesus netop skulle undgå at dø, men at romerne skulle tro, at han var død, så de ville stoppe deres forfølgelse af ham. Hvordan det skulle ske i praksis, har jeg været inde på i artiklen om Retssagen mod Jesus. Judas hørte altså til den absolutte inderkreds omkring Jesus. De har formodentlig været i familie med hinanden, måske onkel og nevø eller fætre. Det vender jeg tilbage til i en senere artikel om familieskaberne i Det nye Testamente. I denne inderkreds, har man talt om, at hvis kampen skulle fortsætte, ville det være nødvendigt at sikre Jesus overlevelse, mens romerne troede, at han var død, og det kunne man næppe få dem til at tro på, hvis man bare kom og fortalte det. Men kunne man få dem til at tro, at de selv havde henrettet ham, ville det være en helt anden sag. Og det var det, den store konspiration gik ud på. At få romerne til at tro det, og det krævede en modig indsats, ikke bare af Jesus, men også af den, der skulle gøre det beskidte arbejde in casu Judas Iskariot.

Hvordan døde Judas?

Det er faktisk et godt spørgsmål. Barnabasevangeliet lader ham blive korsfæstet i stedet for Jesus. Mattæus lader ham hænge sig og og Apostlenes Gerninger lader ham styrte ned, uden at angive fra hvad eller hvorhen, men så hårdt at alle indvoldene falder ud. Judasevangeliet, eller de dele, vi kender i dag, fortæller intet om Judas død.  Disse forklaringer ligger så langt fra hinanden, at de ikke alle kan være sande, selv om der har været gjort forsøg på at forene i hvert fald forklaringerne i Mattæusevangeliet og Apostlenes Gerninger, ved at påstå, at Judas hængte sig, og da liget havde hængt så længe at det var gået i forrådnelse, styrtede det ned og indvoldene faldt ud. Imidlertid harmonerer historierne om marken, der blev købt heller ikke, og jeg tror at begge historier er tildigtninger, enten af forfatterne til de to skrifter eller af senere redaktører, som ville tilføje en morale: "Se hvordan det gik forræderen", i det de overså, at uden Judas var Jesus ikke blevet korsfæstet. Så var han ikke genopstået, og så havde der slet ikke været basis for kristendommen.

Personligt tror jeg at Judas nok rejste bort efter at have angivet Jesus, måske sammen med denne, eller måske alene. Det ville næppe være for heldigt at blive i Jerusalem, hvis romerne skulle opdage at han havde snydt dem, og at Jesus slet ikke var korsfæstet alligevel. Så var han sandsynligvis selv kommet op at hænge på et kors.

- Tilbage til Jesus Hovedside -